Min far, der led af kronisk søvnløshed, læste meget om natten. Da Doktor Zivago kom på dansk, tog han fat på den. Han klagede ved middagsbordet over uendeligheden af navne. Ikke nok med, at personerne har fornavne og efternavne. De har også patronymikon og diminutiver, endda flere forskellige, og forfatteren veksler mellem dem uden hensyn til sin læser. Da han havde vendt den sidste side, opdagede han, at der var en navneliste bagest i bogen.
Den udkom i 1957 i Italien. Engang i firserne så jeg filmatiseringen i en reprise i Bellevue Biograf. Jeg var vist den eneste mand i salen. Alle havde lommetørklæderne med.
Blandt de mange bogskatte, der mere eller mindre tilfældigt er havnet på vores hylder, var også et eksemplar af bogen. En bogklubudgave. Den havde vist ikke været læst af den tidligere ejer, for da jeg åbnede den, sprak ryggen med et suk som et dyr, der modtager nådestødet. I min udgave sad navnelisten i begyndelsen. Forlaget var blevet klogere. Jeg var spændt på, hvad det var, jeg skulle læse. Fra filmen huskede jeg intet, undtagen en fortvivlet kærlighedsscene i en tom hytte midt i et øde snelandskab. Det var der lommetørklæderne kom frem hos publikum i biografen.
Romanen begynder omkring 1900 i den højere middelklasse af velsituerede akademikere samtidig med, at der er et andet spor, der løber i arbejderklassen. Fra begyndelsen vrimler det med navne, og jeg fik hurtigt blyanten frem for at gøre notater. Navnelisten var ikke nok. Det er tidsbilleder fra personernes oplevelser og tanker, det tilsammen danner et væv. Den politiske historie forudsættes bekendt. Diverse opslag på nettet afhjalp mine egne mangler i så henseende. Men dette væv danner et billede, en stemning af Rusland før krigen, under krigen, under revolutionen og under borgerkrigen. Hovedhandlingen slutter omkring 1922 men føres til sidst frem til omkring 1928 og så med en epilog fra tiden efter Anden Verdenskrig.
Det er storslået, patetisk, farverigt. Blikket på revolutionen er yderst kritisk. Den meningsløse terror og hykleriske propaganda beskrives i scene efter scene, og selvom romanen til slut antyder, at forholdene er blevet bedre og måske ligefrem frie, forstår man godt, at sovjetmagten ikke brød sig om bogen og forbød den, og man forstår også godt, at CIA, da bogen var udkommet i Italien, pludselig optrådte som litterær mæcen og forestod udbredelsen i Europa. Det er en oplysning, jeg tilfældigt er stødt på. Dengang var de meget diskrete med deres andel i projektet.
Dramatisk blev det, da han fik tildelt Nobelprisen. Det siges, at CIA også hjalp med det. Pasternak fik at vide, at han ikke ville blive lukket ind i Sovjetunionen igen, hvis han rejste ud og modtog den. Der var mange avisskriverier, som jeg husker fra dengang.
Jeg forestiller mig, at bogen er enestående ved at give et troværdigt og overbevisende billede af de første revolutionsårs vanvid. Det er så krast, at det ikke har været nok til at formilde magthaverne, at han omtaler nutiden mere positivt, som om de oprindelige idealer nu er virkeliggjort. Bogen udkom først i Rusland i 1987.
Fortællingen om kærligheden til Lara ligger som en kim allerede tidligt i fortællingen og fungerer som en motor for handlingen, men kulminerer ret sent i al sin dramatik både i forhold til familien og myndighederne. Lara havde et forbillede i forfatterens eget udenomsægteskabelige forhold til Olga Ivinskaja. Der var ikke behov for at opfinde noget. Beskrivelsen af hende må opfattes som udtryk for hans kvindeideal og afviger en del fra den gængse vesteuropæiske forestilling. Djærv som en ægte pige af folket, arbejdsom, hengiven. Dertil viljen til opofrelse og evnen til at udstå lidelse. Ydmyg og samtidig stolt. En dansk læser studser over en scene, hvor hun insisterer på at underkaste sig Zivagos vilje som en slave og trygler om en befaling. Rusland er ikke Danmark. Men det er storslået. Det gribende i billedet af hende er en uborgerlig og frygtløs kompromisløshed. Kærligheden for en hver pris. Over for det står hans kontemplative tungsind. Det sværmeriske, det drømmende. Et væsen, der er offer for en uimodståelig dragning og glider afsted på en næsten viljeløs vandring mod sin egen undergang.
Sproget er enkelt, til tider lyrisk og undertiden med betydelig patos, som mærkeligt nok virker fuldt berettiget. Der er en fin balance mellem sproget og de store følelser. Han skriver om det at skrive, sin søgning efter det enkle udtryk. Det virker overbevisende i Ivan Malinowskis fine oversættelse. Beskrivelser af steder og personer skaber klare indre billeder. Man kender efterhånden de mennesker. Hvis man ellers kan hitte rundt i dem.
Fortællingen sidder i mig længe efter. De mange skæbner. Meningsløs brutalitet og ufattelig lidelse. Det rulles op i endeløse scener, hvor tiden før revolutionen står som en drøm, man ikke må tro på. Dengang ønskede han forandring og reformer. Retfærdighed. Men ikke dette. Ikke dette tøjlesløse kaos. Afskaffelsen af den private ejendomsret var ikke problemet, men undertrykkelsen af åndsfriheden, der gjorde enhver selvstændig tænke suspekt. Nødvendigheden af at lyve og hykle. Hovedpersonen flygter fra sult og epidemier i Moskva med sin familie for at begynde et enkelt liv i Sibirien, men bliver indhentet af borgerkrigen. Han møder Lara og kan ikke modstå hendes tiltrækning, selvom han elsker sin kone. Han bliver så bortført af en autonom enhed af den røde hær, der har brug for en læge og kommer år efter tilbage til en forandret verden og udlever sin kærlighed til Lara på lånt tid.
Umiddelbart efter endt læsning havde jeg mulighed for at se filmen fra 1965 med Omar Sharif og Julie Christie. For at presse handlingen ned til tre timer har det været nødvendigt med betydelige forenklinger. Der er indlagt mange replikskifter, som ingen forbindelse har til bogen, og der er skabt en rammefortælling som tager udgangspunkt i bogens epilog fra tiden efter Anden Verdenskrig. Personerne og forholdet mellem personerne er tegnet hårdere og grovere.
Man kan spørge, hvor meget det betyder, at sproget er engelsk/amerikansk. Mere forstyrrende er det nok, at Julie Christies gengivelse af Lara trods ihærdige anstrengelser minder mest af alt om en engelsk teenager og senere ung dame fra tresserne og Omar Sharifs og svigerfaderens synspunkter leder tankerne hen på engelsk viktoriansk overklasse med en vis social bevidsthed, men med dyb afsky for proletariatets revolution. Men Rusland er ikke England, og romanens hovedperson var ikke imod revolutionen, kun det meningsløse vanvid. Det er måske denne forskel, der har nødvendiggjort, at mange scener har skullet omskrives for at få logikken i handlingen til at gå op. Derved bliver filmen til lidt flad koldkrigspropaganda.
Den fik fem Oscar. Måske hjalp CIA også med det. Der var ingen priser i Cannes.
