Af de mange anmeldte voldtægter fører kun et mindre antal til tiltale og endnu færre til domfældelse. Når man ser bort fra tilfælde, hvor parterne ikke kender hinanden i forvejen, er bevisforholdene komplicerede, da der sjældent er andre vidner end forurettede. Det følger af vores grundlæggende ideologiske princip i strafferetten om, at ingen skal dømmes uden bevis.
Der er navnlig fra feministisk side blevet anset for uacceptabelt. For at imødekomme denne kritik har straffelovsrådet foreslået en omformulering af straffebestemmelsen, så der ikke skal være tvivl om, at seksuelle handlinger altid skal være frivillige. Det er imidlertid ikke nok for Socialdemokratiet, og statsministeren har bebudet, at betingelsen for straffrihed skal være samtykke.
Når regeringen vil flytte grænsen for det strafbare fra frivillighed til et spørgsmål om samtykke, kan det se ud som om, de vil regulere en adfærd, som er uregerlig. Det er i bedste fald naivt. Den menneskelige natur er uforandret. Der er dem, der kan lide de voldsomme mænd, der er dem, der kan lide de blide. Der er kvinder, der er dominerende, og der er dem, der kan lide at blive domineret. Og så er der den store bløde mellemvare. Blandt dem alle er der dem, der vil spørges først, og der er dem der i hvert fald ikke vil spørges. Sagen om partifesten i Enhedslisten viser, at omgangsformerne kan være forskellige.
Hvis straffeloven ændres, så der kan dømmes, hvis der ikke foreligger samtykke, vil flere mænd, der er anmeldt for voldtægt, blive dømt. Hvis det sker, vil det sikkert blive betragtet som en sejr i kampen mod voldtægt. Det er som nævnt næppe berettiget. Men ingen taler om den omkostning, det har for de mænd, der på det grundlag havner i fængsel. Tab af social anseelse, tab af arbejde og indskrænkning af erhvervsmuligheder, ødelæggelse af familieforhold.
I Washington var min kone og jeg på studiebesøg om amerikansk strafferet. Uden for programmet var vi til et møde på universitetet om en voldtægtssag. Taleren var sort, ligesom hele forsamlingen bortset fra os. Han, der nu var advokat, havde i sin tid studeret på et universitet i Texas. En hvid kvinde blev voldtaget på campussen af en sort gerningsmand. Vores taler var den eneste sorte mand, politiet kunne finde på området. Han blev fængslet og dømt. Han udstod en del af straffen og blev prøveløsladt efter 10 år på grund af pladsmangel i fængslerne, men måtte efterfølgende leve med de begrænsninger, som tidligere seksualforbrydere var underkastet (fortsat kontrol og forbud mod at bo og være i nærheden af diverse børne- og ungdomsinstitutioner). Da der opstod mulighed for at foretage dna-analyse af sædprøver fik han – med stort besvær – sin sag genoptaget, og han blev frifundet. Men de ti år i fængsel og de efterfølgende års ydmygelser kunne ingen give ham tilbage.
Når man hører sådan en historie, bliver man bevæget. Men det er ikke sikkert, at man var blevet bevæget, hvis man havde hørt historien på det tidspunkt, hvor den skulle pådømmes. Dengang ville sympatien måske alene ligge på den krænkede kvindes side. Men ved enhver domfældelse ligger der risikoen for et justitsmord.
Debatten beskrives undertiden lidt primitivt som en debat for og imod voldtægt. Det er faktisk lidt irriterende, at jeg skal fremhæve, at jeg er imod voldtægt, når jeg ønsker at udtale mig mod en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Men sådan er debatvilkårene. Hermed være det sagt. Når jeg er imod, er det fordi intet er vundet for kvinderne. Der bliver ikke færre voldtægter. Der tales undertiden om, at forurettede vil få en mere seriøs behandling ved henvendelse hos politiet. Hvis det er formålet, var det måske mere naturligt at gøre noget ved politiets uddannelse evt. ved at oprette en specialenhed. Det virker bagvendt at løse det problem ved at ændre på strafbarhedsbetingelsen. Så synes der også at være et ønske om oprejsning til kvinden. Hun får, må man forstå, oprejsning ved at manden vandrer i fængsel. Omvendt er omkostningen for mændene uacceptabel høj. Der er tit tale om unge mænd, der skal lære at læse koderne de vanskelige første gange med det andet køn. Der kan let opstå misforståelser. I hvor høj grad skal de bære risikoen for de misforståelser?
Jeg forestiller mig i dommerens eller nævningenes sted. En mand er tiltalt for voldtægt. Det eneste vidne er kvinden. De er enige om, at de havde samleje. Hun siger, det var voldtægt. Han siger det var frivilligt. Med den nuværende retstilstand vil mange udenoms omstændigheder være med til at tegne et billede. Kendte de hinanden? Havde de et bestående forhold? Hvad skete der før og efter. De to forklaringer vil måske løbe i nogenlunde parallelle spor på de punkter. Men lige når det kommer til den centrale frivillighed afviger de så. I Danmark hylder vi princippet om fri bevisbedømmelse, så i sidste ende bliver det afgørende, hvad dommere og nævninge føler sig overbevist om. Sandheden kender de ikke, og de får den aldrig at vide.
Med den påtænkte ændring af loven føjes så et nyt element til: Gav hun sit samtykke og i givet fald hvordan? Medens frivilligheden er et centralt element i de flestes seksualmoral og adfærd, er samtykket – det eksplicitte samtykke – det næppe. Selvom tiltalte modsat forurettede ikke har sandhedspligt i retten, er der mange der siger sandheden eller det, de opfatter som sandheden. Derfor kan opfattelsen af frivillighed afvige. Men et eksplicit samtykke er ikke nødvendigvis en naturlig del af et seksuelt forhold. Han kan få svært ved at overbevise nævningene om, at der forelå et samtykke, og det gælder vel at mærke også – og det er min pointe – selvom samlejet var frivilligt eller med fuld rette af ham kunne opfattes som frivilligt fra kvindens side. Men hvad er et samtykke? Der er tale om en relation som er stærkt følelsesmæssig og sjældent ledsaget af mange ord. Hvis de bevægede sig i denne non-verbale sfære, skal manden så betale prisen for den forskellige opfattelse.
Det er svært at gennemskue, hvad tilhængerne af et samtykke måtte synes, at der er godt ved det. Det har været en del af det europæiske tankegods i over 100 år, at straffens formål er generalpræventiv (afskrække andre) og specialpræventiv (forhindre gentagelse – resocialisering) med vægt på det sidste i erkendelse af at virkningen af det førstnævnte er tvivlsom. Formålet er ikke samfundets gengældelse eller oprejsning til offeret. Ikke desto mindre synes ønsket om samtykke som straffrihedsbetingelse at være båret af en feministisk retorik om oprejsning til offeret.
Man vil måske hævde, at jeg som mand ikke kan sætte mig ind i det forfærdelige ved at blive voldtaget. Det er uden tvivl rigtigt, selvom min indlevelsesevne sådan set er meget god. Derfor kan jeg også levende sætte mig ind i, hvordan det må være efter et frivilligt samleje at se sig uretfærdigt anklaget for voldtægt og komme i fængsel i årevis og få ødelagt sit liv.
Det er legitimt, at kvinder kæmper kvinders sag. Det er feminisme. Men hvor er de mænd, der kæmper mændenes sag? Hvad er det, der gør, at de mandlige politikere, som går ind for lovændringen, er villige til at sende en række mænd i fængsel? Hvad er det for en opfattelse af straffens formål der gør, at disse mænd støtter feministernes ønske om at give disse kvinder oprejsning ved at sende deres partnere i fængsel med deraf følgende social deroute. Hvorfor skal manden bære en større risiko end kvinden for denne tvivl om frivilligheden? En ting er sikkert. Det vil ikke nedbringe antallet af voldtægter.
