Det drama som hærgede Det svenske Akademi har gentaget sig i det danske som en farce. So ein Ding müssen wir auch haben. Men frem for alt har det revet Det danske Akademi ud af en tornerosesøvn. For mit eget vedkommende var jeg i tvivl, om det stadig eksisterede. Striden synes at stå om en uenighed om MeToo-bevægelsen. Hvad de forskellige parter mener og ikke mener, tør jeg ikke påstå at vide. Jeg har læst aviserne, hvor nogle af de udmeldte medlemmer har været refereret og andre ikke. I stedet vil jeg forestille mig, at jeg som rådgiver var blevet konsulteret om den påtænkte udmeldelse. Hvordan ville jeg så have afvejet argumenterne.
Det første, jeg ville spørge om, var, hvorfor lod de sig vælge ind. Æren? Nuvel, men havde de også en opfattelse af en opgave, noget de skulle gøre? Et mål de skulle opfylde? En mission, som det ofte hedder. Havde du dernæst en vision for, hvordan de skulle arbejde for det mål? Og for det tredje, hvad var de forpligtet af? Eller sad de der bare for at nyde og lade dig hylde? Svaret siger noget om det mål af forpligtelse, den pågældende føler eller burde føle over for akademiet.
Dernæst: De havde været med til at vælge Stidsen ind. Jeg må så formode, at de enten havde bedømt hende forkert, eller at hun havde udviklet sig i en retning, de fandt uheldig. Uanset hvad, er det noget, der sker en gang imellem. Mange har oplevet at medvirke til et valg, som de efterfølgende fortryder, og så skal man samarbejde eller tåle en person, man ikke bryder sig om. Hvis man kommer frem til, at personen forpester ens tilværelse, må det være legitimt at trække sig. Man lever kun en gang.
Det har været fremme, at hun polemiserede voldsomt mod MeToo bevægelsen med et meget kraftigt ordvalg som nazisme og terrorisme. At være uenig med MeToo bevægelsen er vel i orden. At bruge så stærke ord er latterligt. Forfægter man et standpunkt så skingert og trækker nazikortet, gør man sine synspunkter irrelevante.
Så har det været sagt, at det var, fordi hun i forbindelse med sin hæmningsløse kamp til stadighed understregede, at hun var medlem af Det danske Akademi. Men det er svært at følge. Det var hun jo. Som jeg har forstået det, må alle medlemmerne frit smykke sig med den betegnelse. Hvorfor så ikke hun? Eller må man kun, hvis man mener det rigtige? Har disse fire medlemmer taget patent på de rigtige meninger i akademiet? I så fald bliver det virkelig svært. Hvem definerer så dem? Må medlemmerne gerne støtte MeToo-bevægelsen og sige, at de er medlemmer af akademiet? Skal de kun lade være, hvis de er imod? Skal vores enighed eller uenighed med deres skridt afgøres på grundlag af, om vi er for eller imod MeToo-bevægelsen?
Der eksisterer til enhver tid en opfattelse af det politiske korrekte. Men indholdet skifter. Det var noget andet i 1968, end det er i dag. Det var noget helt andet i USA i begyndelsen af 50erne, hvor stykket Heksejagt blev skrevet i skyggen af mccarthyismen. Går man længere tilbage var Poul Henningsen en stærk opponent til det, han kaldte den offentlige mening. Selv har jeg en tilbøjelighed til at være uenig, hvis alle andre er enige.
Føler de fire sig for fine til at dele forum med en person, der agiterer for de meninger, de tager afstand fra? Hvis det er tilfældet, er de uegnede til at indgå i et offentligt fællesskab, og så har akademiet ikke mistet noget med deres exit. Anderledes havde det måske været, hvis flertallet var på linje med Stidsen, så institutionen som sådan stod for hendes linje. Så kunne man føle sig besudlet, hvis man var af den modsatte opfattelse. Men det er jo ikke tilfældet. Det er en enlig svale. Sådan fremstår det.
Der er forståeligt, at de fire ikke ønsker at indgå i en polemik. De er forfattere og digtere, og politisk polemik er måske ikke deres udtryksform. Men det ville også være nok med en kort erklæring om, at Stidsen ikke taler på akademiets vegne, og at akademiet ikke deler hendes synspunkter. Det kunne akademiet gøre. Det kunne den enkelte gøre.
Hvis uenigheden forpester møderne, kunne flertallet sætte grænser for den enkeltes mulighed for at benytte møderne til at drøfte MeToo. En forretningsorden kan mange ting. Bliver den ikke respekteret, er der råd for det: udelukkelse fra møder. Det er næppe tilfældigt, at det svenske Akademi indsatte en advokat til at få styr på tropperne. Den slags er nogle advokater gode til.
Det litterære miljø har altid været kendetegnet af brud og opbrud. Uden oprør, ingen fornyelse. Men ikke alle oprør er frugtbare. I øjeblikket kan det være svært at skelne mellem kvalitet og forstening, mellem vildskud og fornyelse. Derfor skal oprør så vidt muligt favnes. Derfor bør man søge efter det lillebitte gran af fornuft i det, som lyder som buldrende vrøvl. Man har aldrig patent på sandheden.
Når de fire medlemmer valgte at forlade akademiet, sidder man tilbage med det spørgsmål, om det var et politisk udsagn. En tilkendegivelse af, at Stidsens tilstedeværelse var utålelig på grund af hendes standpunkter, og at det skulle udstilles. Det var en fanfare for MeToo-bevægelsen. De tålte ikke at blive modsagt i denne kreds. Hvis den tolkning er rigtigt, var det udtryk for en forbavsende intolerance og en magtdemonstration, hvor de i kraft af deres status i det litterære miljø satsede på en voldsom tilslutning til dem og deres synspunkter. I så fald må de være blevet skuffede, for deres beslutning kom kun i ringe grad til at handle om Metoo, men mere om, hvorvidt akademiet efter mange års usynlighed overhovedet havde en berettigelse, og flere har diskret efterspurgt lidt forandring.
Man må håbe, de tilbageværende besinder sig på deres rolle. Akademiet syntes at være blevet mere lukket og eksklusivt, end Hofteatret var under enevælden. De optræder for hinanden til glæde for hinanden. Det kunne de lave om på. Blive mere åbne, inddrage flere. Hvis de skal fremme litteraturen, skulle deres virke gerne gå ud over de hidtidige grænser. Det er her, det bliver aktuelt at spørge, hvorfor de sidder der. Hvad er deres egen opfattelse af rollen? Hvad føler de sig forpligtet af ved at sidde i akademiet? Hvis de ikke har tænkt over det før, bør de måske gøre det nu. Måske kan andre have glæde af deres indsigt. Hvordan skal jeg ikke afgøre. Det er vel det, de burde drøfte på møderne og så sætte handling bag.
