At støde på et forfatterskab, som griber én med enkle midler, er en gave. Med udspring i det østrig-ungarske kejserriges stille og næsten usynlige forfald skriver han om almindelige menneskers almindelige liv i en ualmindelig verden. Den passive, søvngængeragtige vandring mod undergangen.
Den jødiske forfatter, der med sin spændstige pen skildrer tiden før Første Verdenskrig, indså tidligt efter Hitlers magtovertagelse, at der ikke var nogen fremtid, og vandrede ind i alkoholtågerne, og til sidst undslap han det helvede, der brød løs, ved at dø i 1939 i Paris. Roth behandler sine håbløse personer med mild ironi og megen kærlighed. Det er mennesker, der famler gennem tilværelsen uden at vide, hvad der driver dem, eller hvor de føres hen så stilfærdigt som kvæg mod slagtebænken. Han kan på et par sider skrive en kærlighedshistorie så gribende, at det giver et stik. De spildte muligheders eller umulighedernes ubønhørlige logik knuser håbet, næsten før det erkendes og fører til den nødvendige ulykkelige udgang. Han fortæller gammeldags i ubrudt kronologi og let forståeligt sprog. Det revolutionerende ligger i billederne. På den måde minder han meget om Céline, men hans realisme er magisk på en anden måde. Hvor Céline skriver som en subjektiv og let utroværdig fortæller (Rejse mod nattens ende), skaber Roth gennem de døde tings følelser, men meget diskret og kun lejlighedsvis, en næsten animistisk atmosfære. Andre gange danner han en karakteristik med usædvanlige metaforer.
En enkelt sætning kan give en fornemmelse af disse små perler. Den er fra Radetzkymarch, hvor en gruppe officerer sidder og prøver at finde en løsning på en prekær konflikt i regimentet. En af de mindre fremtrædende officerer fremsætter da et klart uegnet forslag. Det introduceres med ordene: ”Og den lille Sternberg, gennem hvis hjerne tankerne plejede at drage enkeltvis som ensomme fugle gennem øde skyer, sporløst og uden sang, udbrød straks med for tidlig begejstring i stemmen:” Sådan en sætning kan jeg sutte på længe som en sukkerfisk og nyde velværet brede sig.
I nyere tid er følgende værker kommet på dansk:
Job
Radetzkymarch (af uforklarlige grunde oversat fra fransk)
Historien om den 1002. nat
Leviatan
Den sidste har jeg til gode.
Han indskriver sig i rækken af østrig-ungarske forfattere, der på den ene eller den anden måde afbilder tiden umiddelbart før det stivnede kejserriges forudsigelige sammenbrud. Stefan Zweig, Robert Musil, Gregers von Rezzori er de andre, jeg kan komme i tanker om. Sàndor Màrai kan måske også nævnes her.
Min begejstring har også bragt mig til at læse et par noveller, der ikke er oversat. Også i min stræben efter at forbedre mit tysk, hvor læsehastigheden ikke er stor. Men det tvinger mig til uden mellemled at nyde hans sprogs smidighed og ufejlbarlige præcision.
