Sonja Haubergs Syv år for Lea er genudgivet. Jeg vidste ikke, der havde været en periode, den ikke kunne fås. Jeg læste den som 14-årig, hvor den blev min indgang til litteratur og afløser for min Anders And-læsning. Den slog fuldstændig benene væk under mig. Den tumlede mig omkuld med sin beskrivelse af de følelser, jeg anede i mig selv. Sonja Hauberg døde som 27-årig af tyfus efter en forfatterkongres i Finland. Jeg kunne dengang hendes biografi i detaljer og fik fat i de to andre bøger, hun havde udgivet og købte hendes posthumt udgivne April, da den kom. Ingen af dem kunne måle sig med den oplevelse, jeg havde fået af Syv år for Lea. Og så spørger jeg mig selv: Var det afgørende tidspunktet, jeg læste den? Ville den have gjort samme indtryk på et andet tidspunkt? Da jeg læste den franske pubertetsklassiker Alain Fournier Le Grand Maulnes (på dansk omkring 1940) som 19-årig følte jeg mig allerede for gammel. Rifbjergs Den kroniske Uskyld et par år senere sagde mig absolut ingenting. Man skal have alderen for at blive ramt af det univers af nye følelser, som man ikke vidste, der var ord for.
Som 14-årig læste jeg også Det forsømte Forår Den var anderledes ved at foråret netop var forsømt, og at de spirende følelser ikke havde nogen genstand og ikke kom til udtryk bortset fra bemærkningerne om duerne på gesimsen, som drengene kiggede ud på, og som teede sig underligt, og som de ikke forstod.
Sonja Hauberg var gift med maleren Richard Mortensen, som jeg fik lejlighed til at træffe nogle gange. Han talte ikke om Sonja Hauberg. Hans seneste kone Charlotte var stærk og ganske vanskelig og administrerede hans tilværelse meget fast. Hans tidligere samlever fra årene i Paris var Denise René. Det var hende, der som gallerist førte ham frem til berømmelse. Da hun besøgte København på et tidspunkt, blev han rystende angst, som om han var bange for, at hun helt bogstaveligt ville tage magten over ham. Han forventede hvert øjeblik et anslag. Han var altså tilbøjelig til at knytte sig til stærke kvinder, må jeg antage. Det giver anledning til overvejelser om, hvordan Sonja Hauberg egentlig var. Jeg er aldrig stødt på en beskrivelse af hendes personlighed. Når man læser hendes bøger, får man ikke fornemmelse af en specielt stærk kvinde. Det behøver heller ikke nødvendigvis komme til udtryk i det, hun skriver. Stærke mennesker har ofte skrøbelige sider.
Jeg har overvejet at læse Syv år for Lea igen. Jeg har stadig tranebogsudgaven fra dengang. Det billige papir er gulnet og omslaget er begyndt at delaminere. Jeg skrev mit navn i dengang og årstal. Skriften antyder min begyndende selvbevidsthed. Det er fristende at forsøge at genopdage de følelser, den udløste dengang. Men jeg tør ikke. Fortryllelsen risikerer at blegne og forsvinde helt som bouqueten på en gammel flaske rødvin på et øjeblik. Jeg må nøjes med at holde den i hånden og tænke på de løsrevne scener, jeg stadig kan huske. Jeg kan stikke næsen ned mellem bladene og indsnuse duften af papiret og håbe, at det ligesom Prousts madelainekager kan vække stemningen til live.
