Tildelingen af Nobelprisen til Peter Handke har givet ny energi til diskussionen om forholdet mellem værk og kunstner. Den indeholder egentlig intet nyt. Det nye er spørgsmålet om Nobelkomiteens forpligtelse til at tage hensyn til dette forhold. Kan man give en pris for et værk, hvis kunstnerens holdninger er moralsk uakceptable? Det indeholder mange lag. Først: hvad siger fundatsen. Den er næppe så klar, at den afgør spørgsmålet. Man kan dernæst tænke sig, at komiteen har dannet en praksis, som må anses for bindende. Det er næppe heller tilfældet. Det er altså reelt et valg, som komiteen må bære det fulde ansvar for. Men problemet er, at prisen er så kendt, at det i virkeligheden er et valg for os alle. Derfor har alle en mening om det.
Her træder folkedomstolen i funktion, for de fleste fælder formentlig den dom, uden at have læst værket eller uden at have sat sig ind i detaljerne i konflikten mellem Serbien og Bosnien-Hercegovina. Betyder det, at det så kun er en snæver kreds, der er berettiget til at udtale sig. Det er vel ikke rimeligt, hvis valget er vigtigt for alle litteraturinteresserede. Her kan man så vælge at se isoleret på værket, og i så fald er der næppe tvivl om, at tildelingen er berettiget. Eller også kan man kræve en moralsk dom lagt ind over. I så fald bliver det mere en politisk pris end en litterær. Mange dårlige forfattere har været moralsk ”gode”.
Man kan i stedet gå den vej at se på værkets iboende moral. Er værket moralsk anstødeligt, hvis man så ellers kan blive enige om, hvad der ligger i det. Det er det efter sigende ikke. Og så er spørgsmålet, om man ikke bør standse sin kritik der. Litteraturhistorien er fuld af fremragende forfatterskaber skrevet af mennesker, som på den ene eller den anden måde har været i konflikt med samfundet. Dommen over dem har tit skiftet mere end dommen over deres værk. Leonora Christine var i større eller mindre omfang meddelagtig i landsforræderi. Yahya Hassan har været i konflikt med samfundet. Thomas Mann havde sympatier, som kan anfægtes. Ligeså Ernst Jünger. Céline var ivrig antisemit. Christa Wolfs forbrydelse var, at hun oprindelig tilsluttede sig regimet i DDR. Det fik hun straffen for efter genforeningen. Den store franske middelalderdigter François Villon var noget af en slyngel. Den værste, Céline, regnes med rette som en af de to største franske forfattere i det 20. århundrede. Kun en af de nævnte fik Nobelprisen.
Hvis Nobelprisen skal tjene som anledning til at pege på forfatterskaber, som fortjener at læses, må det være tilstrækkeligt at se på værket eller endda dele af værket, som bør udmærkes. At se prisen som en politisk manifestation er urimeligt. Ellers bliver prisen ligegyldig. Der vil ind imellem være oplagte forbiere som Bob Dylan, eller værker som uretfærdigt bliver overset. Det er kun mennesker, som sidder i komiteen, og tidens smag skifter.
Måske skulle man ændre overrækkelsesceremonien, så det ikke bliver en platform for politiske tilkendegivelser. Hvis Céline var blevet tildelt prisen, ville det have været ubærligt, hvis han havde luftet sin antisemitisme i en takketale. I den nuværende sammenhæng er det også problematisk, uanset om man er enig med Jonas Eika eller Peter Handke. De har netop ikke fået deres priser på grund af deres politiske standpunkter. Samtidig er det åbenbart, at man ikke kan censurere, hvad de vil sige. I stedet kunne man vælge at nedlægge takketalen som institution og i stedet foranstalte en oplæsning fra værket. Det er jo værket, der hædres, ikke personen.
