Vi har kørt i udlandet i en lejet bil. Vi kender ikke vejen, men har slået gps’en til. Vi har moret os over stemmen. På vores egen iPhone hører vi et lidt vulgært dansk med ufattelig dårlig udtale af de udenlandske vejnavne. Hun tror, at Warburger Strasse skal udtales, som om det er en hamburger. Vi har ligget flade af grin. På bilens gps var stemmen på engelsk. Kontrolleret og korrekt.
Men det er praktisk. Det fungerer. For det meste går det godt. Men på komplicerede vejforløb kan det knibe. Måske kommer anvisningen for sent. Man bliver stresset og vred, og vender sin vrede mod – stemmen. Men den er ligeglad og fortsætter sine anvisninger i samme stemmeleje. Eller man vælger bevidst ikke at følge anvisningen og bliver lidt efter lidt irriteret over de vedholdende opfordringer til at vende om. Har du nogensinde råbt eller snerret ad hende?
Hos os hedder hun frk. Nielsen. Ikke den unge gås på iPhone, men de andre: Jeg husker ikke hvilken gps. Hun er vel omkring fyrre, korrekt klædt og ugift. Den engelske udgave kunne hedde miss Smith. Hun er samme type. Måske er hun skolelærer. Der er noget myndigt i stemmen.
I modsætning til gps’en svarer Siri, når man taler til hende. Hendes svar er tit overraskende, og morsomt er det at høre hendes reaktion på upassende bemærkninger.
Det har været diskuteret, om kunstig intelligens, som vi her ser eksempler på, vil blive udviklet til at overgå menneskelig intelligens. Hvis man begrænser intelligensbegrebet til logisk rationel tænkning, lyder det sandsynligt. Men menneskelig intelligens er mere end det. Det er frem for alt også følelser. De afgør mange af vores beslutninger. Det er dem, der gør, at vi reagerer med vrede eller irritation på gps-stemmen. Vi gør det, selvom vi ved, at det er fuldstændig ulogisk. Vi gør det, fordi følelser er så stor en del af vores tanker, at vi slet ikke kan lade være. Reklamefolk ved alt om det. Deres virksomhed går netop ud på at påvirke vores adfærd og få os til at købe produktet. I forbindelse med kunstig intelligens rummer det vide perspektiver. Hvad enten det drejer sig om reklame – eller styring. Jeg forestiller mig et plejehjem, hvor de demente bliver styret af en kunstig stemme med sindrigt udviklede programmer, der med en kærlig stemme styrer de gamle, der bliver så fromme som køer, der drives hjem fra marken til malkning. Bedre end nogen sygeplejerske eller plejer kunne gøre. Inden for undervisning er man allerede i gang.
Men perspektiverne er videre. Det kan også være et middel til manipulation eller politisk styring. Meget bedre end fake news. For hvad er det, det minder os om? Den følelseskolde, der taler til følelserne: demagogen eller psykopaten. Den der iskoldt styrer ved at appellere til følelserne. Mere effektivt end indoktrineringen og hjernevasken, som den er beskrevet i Geroge Orwell 1984 og uden risiko for de momentvis menneskelige egenskaber hos de styrende, som kan kuldkaste projektet. Det behøver jo heller ikke være ondt. Det kan være til det fælles bedste. Med de oplysninger om os, der er samlet af Facebook eller Google er alle forudsætninger til stede for en præcis og målrettet styring af den enkelte.
Mon ikke der allerede er nogen, der i gang med at udvikle ideen. I det private eller det offentlige?
