Jeg ser tit en mor eller en far gå med en barnevogn og tale i mobiltelefon. Det er der selvfølgelig ikke noget forkert i. For voksne er samvær med en, der taler i mobiltelefon eller følger med på en skærm ret irriterende. Måske gør de det også, når de er sammen med deres børn. Det er fravær. De er ikke til stede. Åndeligt. Gad vidst, hvordan det påvirker børnene. Det er egentlig ikke noget nyt. Avislæsning og fjernsynskiggeri kan også være fravær. Men der er noget særligt med mobiltelefoner. Jeg forestiller mig barnet i en barnevogn, der kigger op på et ansigt, der taler, og med stemmen og mimikken giver udtryk for følelser, der ikke refererer til noget i omgivelserne. Telefoner har naturligvis været der længe, og telefonitis er en gammel sygdom, men den er bogstavelig talt blevet mere mobil.
Kontakt med børn er kulturoverførsel. Hvis der ikke er nogen kontakt, bliver ingen kultur overført. Måske er manglende kontakt en forklaring på den store kulturforandring, vi ser. Ikke et ondt ord om de unges kultur. Det er bare anderledes.
Kultur bliver også overført via medier. Det være sig fjernsyn, youtube, facebook, mail, instagram osv. Det accentuerer kulturbruddet fra tiden før. McLuhan forestillede sig en enhedskultur fostret af fjernsynet, fordi alle så det samme i fjernsynet. Sådan gik det som bekendt ikke. Tværtimod. Det blev snarere en polariseret kultur.
Men tilbage til udgangspunktet: forældrenes fravær. Det siges i grelle at kunne medføre ikke bare mistrivsel, men ligefrem psykotiske følger. Psykopati, narcissisme. Hvad ved jeg. Nogle går ganske enkelt ned. Men hvad med de intelligente børn fra de ressourcestærke familier. Hvor ser vi dem som voksne? Som politikere?
Uden at kaste mig ud i analyser, som jeg ikke har forudsætninger for at gennemføre, kunne jeg godt tænke mig at vide noget om opvæksten for personer som Berlusconi, Sarkozy, Donald Trump og Boris Johnson. Jeg nævner dem, ikke fordi de nødvendigvis er de værste, men fordi de tilhører vores kulturkreds. Vi har derfor forudsætningerne for at forstå deres baggrund. De er indbyrdes forskellige, men det er deres opvækst sikkert også.
Men det store spørgsmål: Hvad har vi i vente blandt den næste generations politikere?
