Det er mig ubegribeligt, hvordan filmen Dronningen kan få en så taktfast hyldest af anmelderne. Det er sandt, at skuespillerne er gode. Om Trine Dyhrholm ligefrem overgår sig selv, er jeg ikke sikker på. Men alle skuespillerne efterlades hjælpeløse af et svagt manuskript. Den første knast er den mirakuløse forvandling af stedsønnen fra rod til charmerende yngling, da stedmoderen afslører hans fingerede indbrud i huset. Hvis man havde vist, hvordan hun brugte sin viden til at lægge pres på ham, kunne det måske have fungeret. Dernæst kniber det med at se den erotiske affære som et misbrug. Det ville kræve, at Trine Dyhrholm udstrålede magt eller erotisk farlighed eller drengen mere uvilje. Måske er Trine Dyhrholm det gale valg til rollen. Men stedsønnen synes godt tilfreds med affæren, som virker nærmest jævnbyrdig og ligeværdig. Antydningen af hendes egen baggrund som misbrugt, der skal forklare overgrebet, overbeviser ikke. Som motivbaggrund virker det bedre, når man fremstiller hustruen som seksuelt understimuleret med en mand, der er svær at trække til ægtesengen. Det dramatiske vendepunkt kommer, da hun fornægter stedsønnen, hvor hun drives af en blanding af angst og kynisme. Det fungerer bedre. Den bedste figur i den sammenhæng er nok den forvirrede vatpik af en far. Men efter dette højdepunkt flader det hele ud. Filmen fortsætter – meget længe – uden dramatisk forløsning. Hvis man er til Ibsens opbygning af dramaet, ville man sige, at 4. akt er mislykket. Det er der, hvor klimaks fra tredje akt forlænges med et nyt element, inden katastrofen i 5. akt indtræder. Hustruen fremstår endimensional. Hun mister sin værdi som identifikationsobjekt i den menneskelige tragedie. Hun er bare et røvhul. Det lønner sig at sammenligne Dronningen med Zvyagintsev Loveless. Der tilføres konflikten et nyt element med drenges forsvinding (Ibsens 4. akt). Den åbner en ny vinkel til moderens personlighed. Det muliggør en identifikation med hendes angst for konsekvensen af hendes handling. Netop identifikationen har lige siden den græske tragedie været afgørende: det forkerte valg, som alle kan foretage (i Dronningen den sexhungrende kvindes utilstedelige overgreb på drengen og i Loveless skænderiet, som drengen overhører), og som fører til katastrofen. Trine Dyhrholm derimod ender med at være blot et uhyrligt monster. Sidehistorierne om hendes rolle som beskytter af misbrugte børn virker yderligere påklistret og inddrages aldrig i rigtig i karaktertegningen endsige udnyttes i dramaet.
Det er rigtig synd, for grundtemaet er godt. I Racines tragedie Phèdre er motoren hendes forbudte kærlighed til stedsønnen, som hun, da hun står for at blive afsløret over for manden, vender til en anklage mod stedsønnen for at redde sit eget skind. Det er et godt udgangspunkt for en moderne udgave af dramaet. Men som det står nu, virker det som et lidt skingert skvulp i MeToo-bølgen.
