Det bliver regelmæssig hævdet, at alle de grundlæggende værdier, vi hylder i dag, reelt er kristne. Udsagnet har ofte rummet et element af skadefryd i forhold til ateister, hvor pointen har været, at det kan godt være, at du ikke tror på en gud, men du hænger på hele kristendommens tankegods alligevel.
Udsagnet har været fremme på Politikens meget religionsfikserede debatsider. I den ulidelige og uinteressante debat mellem kristne og ateister fungerer det som en skalp, et trofæ. Udsagnet har overrasket mig så meget, at jeg har måttet mærke efter i mig selv: er jeg skabskristen eller kulturkristen, som det kaldes. Men jeg har ikke kunnet få øje på en eneste særlig kristen værdi. Hvad skulle det være? Kristendommen er dogmatisk forankret i Det ny Testamente. Men det gør jo ikke de værdier, der kommer til udtryk der, særlig kristne. De kom ikke ud af ingenting. Kilden er den græske og romerske filosofi. Det er stoicismen, der har præget kristendom og ikke omvendt. Næstekærlighed kunne måske nævnes som en særlig kristen værdi, men det er kernen i Aischylos tragedie De bønfaldende, der er fem hundrede år ældre. Intet nyt i det.
Da kristendommens sympatiske budskaber blev statsreligion, gik det som bekendt på samme måde, som da marxismens og kommunismens sympatiske budskaber blev omsat til politik. Det blev til statsræson, som var ligeså hyklerisk, som den var undertrykkende. I alle de henseender viste kristendommen sig fra den dårligste side med fanatisme, tvang, forfølgelse af anderledes troende og drakoniske straffe. Man behøver blot at tænke på katharerne, som tog Jesu budskab meget bogstaveligt, og som derfor blev forfulgt og udslettet. Det gik jo ikke. Det ville ryste samfundsstrukturerne for meget. Kættere (ordet kommer af kathar) blev behandlet som dissidenter i Sovjetunionen. Det var ikke just de værdier, der kom til udtryk i Det ny Testamente. Sådan var det, indtil reaktionen satte ind. Medens kommunismens cyklus var små hundrede år, er kristendommens 2000 år. Når der tales positivt om kristne værdier, er det vel de værdier, som er resultatet af denne reaktion.
At sige, at de hele tiden har været til stede i Det ny Testamente er lidt anstrengt. Så har kommunismens værdier også hele tiden været til stede i Marx’ og Engels skrifter. Men det var i rigtig mange år Fanden – og Stalin – der udlagde teksten, og kun de enfoldige tog den alvorligt. Når man skulle vende den anden kind til, var det navnlig når myndighederne slog.
Man kan så spørge, om det er kristendommen, der videreudviklede værdierne. Det kan man anskue på to måder. Er den videreudvikling af værdierne i de sidste to tusinde år specifikt knyttet til kristendommen, eller er den kommet på trods af den. Taler man om demokrati, ytringsfrihed og andre menneskerettigheder er der næppe belæg for at give kristendommen æren. At give den æren for den senere udvikling svarer til at give kommunismen æren for den senere udvikling og ikke oppositionen. Eller at give kommunismen æren (eller skylden) for kapitalismen i Kina. Når det herskende værdisæt bliver angrebet med overvældende magt, kan det enten forgå eller tilpasse sig. Sådan var det også med kristendommen. Den tilpassede sig.
Den første spire til brud i det kristelige værdisæt kom vel med renæssancen, der netop søgte tilbage til inspirationen fra den klassiske oldtid. Den var længe om at trænge igennem, fordi det stred med interesserne hos paven og fyrsterne og deres myndigheder, som var tilfredse med religionens undertrykkende mekanismer. Oplysningsfilosofferne i Frankrig nåede så langt som til at reducere religionen til et kosmisk princip og bibelkritikken i Tyskland anså religionen som et psykologisk fænomen. Det er denne reaktion, der så at sige har tvunget kristendommen tilbage til værdierne i Det ny Testamente og dermed til dens græske og romerske rødder.
Georg Brandes søgte – uden større held – at høste fra disse landvindinger. Borgerskabet er trægt, og det går langsomt. Men i dag er situationen den, at de græske og romerske værdier har sejret og kristendommen har tilpasset sig. Sådan i store træk i Vesteuropa og med mange forbehold. Intet er nogensinde entydigt, og der er trods alt sket noget i løbet af 2000 år. Men lidt forenklet er det sådan. Det kan vi kun være glade for. Derfor forekommer det groft manipulerende at hævde, at vi i dag bygger på kristne værdier. Det ville være mere ærligt at sige, at vi hylder værdierne på trods af kristendommen og at kristendommen – endelig – har taget dem til sig. Og det er godt for kristendommen.
Udsagnet om at vi bygger på kristne værdier minder lidt om de udsagn, der taler med løftet stemme om danske værdier. Jeg har ikke kendskab til særlige danske værdier. Vi har fået hovedparten af vores tankegods sydfra. Uden den påvirkning så det sort ud. Reelt dækker forestillingen om danske værdier over snæversynet nationalromantik. På samme måde vidner forestillingen om særlige kristne værdier også om en ensporet tilgang til kultur.
Den eneste ægte kristelige værdi er vel det religiøse. Troen. Den skal ingen tage fra dem.
