Macrons reception ved afslutningen af statsbesøget fandt sted i Skuespilhusets foyer. Vi ankom meget tidligt på grund af dyb mistillid til den københavnske trafik og var blandt de første. Man skulle komme mellem tolv og et og forestillingen begyndte klokken to. Vi kunne se frem til to timers ventetid. Foyeren er meget lang og vi gik op i den ende, hvor talerstolen stod og standsede ved de udspændte snore. Vi glædede os ved at stå i første række, så vi kunne se ham. Efterhånden kom mange andre gæster, og de havde også et ønske om, at stå i forreste række, hvilket ønske naturlovene forhindrede, at alle kunne få opfyldt. Til sidst stod vi derfor meget tæt. Min sidemand, som havde kunstig hofte, prøvede at bevæge sig lidt, hvilket udløste en vred bemærkning fra en dame bag ved. Ambitiøse kvinder trængte som isbrydere brutalt gennem masserne. Når min sidemand talte, var jeg tættere på hans drøbel end hans tandlæge nogensinde har været. Varmen steg og Macron lod vente på sig. Omsider kom alle de kongelige og andre særligt udvalgte og stillede sig mellem os og talerstolen. Så kunne det være det samme, og vi kunne have stået behageligt i den anden ende af salen, hvor der blev serveret canapeer og koldt øl. For sent.
Da han talte, glemte man alle genvordigheder, stive ben og ømme fodsåler. Det var på fransk, og det var blændende. Det ville ikke have været det samme på engelsk. Medrivende. Hvert ord fik den rigtige vægt. Sproget var nuanceret. Indholdet bevægende. Man ønskede, at han bare ville blive ved.
Da han var færdig, gik han ned mod gæsterne for at tale med nogle stykker. Han kom ikke ret langt. En nye bølge af gæster pressede sig frem bagfra og skulle aflevere et eller andet budskab og blive fotograferet ved siden af ham med deres telefon. Jeg forstår det egentlig ikke. Jeg var glad for at blive inviteret, fordi det viste, at ambassaden synes, at jeg er så nær, at jeg hører til. Sammen med tre-fire hundrede andre. Jeg var glad for at få lov at høre Macron tale. Men hvad var fidusen ved at tale med Macron eller blive fotograferet med ham. Han kender mig ikke, og ville ikke vælge at tale med mig, fordi jeg var mig, men kun fordi jeg var en uspecificeret dansker, der nu engang stod foran ham. Han kunne lige så godt tale med en anden. Ambassaden forsøgte at etablere en kø, men – som en ambassadefunktionær bagefter leende fortalte – han troede at danskerne havde køkultur, men det havde de overhovedet ikke. Macron kom til at tale med dem, der masede og møvede mest. Er det tiltrækkende at tilhøre den kategori. Hvad ville et billede af ham og mig fortælle? Budskabet i det billede ville være, at han er en venlig mand, der lader sig fotografere med hvem som helst. Jeg tænkte på Helle Thorning Smiths selfie med Obama, som jeg altid har fundet vulgær – altså selfien. Og så det, at hun ønskede at få den. Som hysteriske teenagere med rockstjerner, sådan var disse møvere. Alderen var noget mere moden, men det gjorde øjensynlig ingen forskel.
Der er noget komisk ved denne fascination af at få lejlighed til at tale med kendte mennesker. For slet ikke at tale om ønsket om at blive fotograferet sammen med dem. Begejstringen udstiller deres egen ubetydelighed. Ubetydeligheden har jeg til fælles med dem. Men jeg holder den for mig selv.
