Jørgen Knudsens biografi om Georg Brandes er i otte bind. Ikke en linie for meget. Den giver en levende beskrivelse af denne åndsfyrste, som i titlen på et af bindene kaldes den uovervindelige taber. Altid i kamp for den frie tanke og altid genstand for hadet til eliten. Han tabte hver gang til det, som Henrik Ibsen kaldte ”den kompakte majoritet”. Han var den første, der fortjente hædersbetegnelsen kulturradikal. Anekdoterne om ham er talrige. En af dem som ikke er med i bogen, og som sikkert heller ikke er sand, handler om hans besøg hos Anatole France i Paris. Han kom med sin elskerinde. Konen blev hjemme i Danmark. Hende ville han ikke have med. Anatole France lagde kraftigt an på elskerinden. Brandes var stærkt utilfreds og gav udtryk for det over for Anatole France: ”Jeg bryder mig ikke om, at De lægger an på min elskerinde!” Anatole France havde et meget fransk syn på den sag. Han løftede forundret øjenbrynene og svarede: ”Åh undskyld. Jeg troede, det var Deres hustru.”
Da Brandes blev gammel , blev han noget af et sludrechatol. Når han blev bedt ud, satte han sig med en fast tilhørerskare omkring sig og fortalte den ene sladderhistorie efter den anden. Han elskede sladder. En af disse aftener var Carl Nielsen der også. Han var stærkt irriteret på dette lille hof og i sin frustration begyndte han at løfte husets døre af hængslerne. Helt stilfærddigt.
Brandes var den europæiske litteraturkritiks suveræne overhoved. En dom fra ham kunne være afgørende for karrieren. Da Selma Lagerlöf fik Nobelprisen fortalte hun, at hendes debut Gösta Berlings Saga ikke fik nogen særlig opmærksomhed. Så måtte hun bekvemme sig til at gå til Brandes og bede ham læse den. Brandes var ikke alene en stor dameven, men også meget hjælpsom og lod sig hurtigt overtale. Han var begejstret og så var sukcessen gjort.
Brandes levede ikke længe nok til at læse Karen Blixen. Jeg kan ikke forestille mig, at han ville have bedømt hendes forfatterskab positivt. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide noget om. Jeg er aldrig blevet grebet af hendes forfatterskab. Jeg er flere gange strandet i forsøget på at tilegne mig det. Jeg har med megen undren og skuffelse læst en del af novellerne og har hver gang syntes, at pointerne var for små i forhold til det lange og omstændelige tilløb, hun tog. Der bliver lagt op til så meget og kommer så lidt ud af det. Det var derfor en forunderlig oplevelse at læse den ungarske forfatter Sándor Márai, hvis bog på engelsk hedder Embers, hvilket bedst kan oversættes med det gamle danske ord emmer, som er de sidste gløder i et bål. Den er vist ikke oversat til dansk. Den handler om forholdet mellem to mænd, der har elsket den samme kvinde. De mødes som gamle og taler om begivenhederne fra dengang. Der er et regnskab, der skal gøres op. Márai bygger det store apparat op med mange stemningskabende detaljer, men det kan bære hele vejen igennem. Pointen indfrier de opbyggede forventninger. Det foregår i en atmosfære af storhed og dramatik. Meget er som hos Karen Blixen – bare bedre.
