Sommerferien giver mulighed for at pløje lidt dybere i reolen. Det er længe siden, jeg har nået så meget. Nu er jeg kommet til en ganske tung bog, som jeg flere gange har holdt pause fra. Men hver gang er jegvendt tilbage. Mathias Enard: Boussole, som betyder kompas. Den fik Goncourtprisen, hvilket ikke i sig selv borger for kvaliteten. Selvom den har form som roman og også har en papirstynd handling, er det reelt en bog om Mellemøstens indflydelse på europæisk kultur, lige fra arkæologi og andre videnskaber til musik og litteratur. Den foregår i nutiden, hvor forfatterens jeg-person tænker tilbage på en ikke så fjern fortid, hvor han rejste i Mellemøsten som musikforsker og handler om de mennesker, han mødte og så længere tilbage i tiden de historiske personer, europæere, som havde haft kontakt til Mellemøsten eller været inspireret af den (Goethe, Mozart, Nietzsche – Carl Nielsen mangler) og de arabere (Hedayat), som har inspireret dem eller andre europæere. Der er snesevis af navne, og han fortæller, hvordan de har være i kontakt med Orienten og fået deres inspiration. Det er en kulturhistorisk tour de force, hvor jeg tit skal til nettet for at slå nogen eller noget op. Hvem har hørt om komponisten Rabaud. Der findes ét enkelt stykke af ham på Youtube. Ganske smukt. Der er meget at lære og pointen er nok også at påpege, at der har fundet en omfattende udveksling sted, som har sat sig dybe spor i vores kultur. Den er nok lettere at læse for en franskmand selvom der også er rigtig meget tysk og engelsk kulturhistorie med. Det er ofte ret ukendte personer, der bliver trukket frem – i hvert fald for mig, men så giver han sig ofte tid til nærmere at fortælle om dem.
På et tidspunkt er han i Iran, som han klart ikke bryder sig om. Jeg-personen er østriger, men bliver taget for nazist, fordi de tror han er tysker. Tidspunktet er uklart, men vi befinder os i tiden efter Khomeini overtog magten. I en anden sammenhæng bliver han karakteriseret som kristen, hvilket også falder ham for brystet. Han ser sig ikke som del af et fællesskab, som kan karakteriseres ved betegnelsen ”kristen” Han vender derefter kikkerten om:
”Det er mærkeligt at tænke på, at man i Europa i dag så let sætter betegnelsen ”muslim” på alle dem, der bærer et efternavn af arabisk eller tyrkisk oprindelse.” Så kommer eftersætningen, som jeg gengiver på fransk: ”La violence des identités imposées.” jeg vakler lidt, hvordan jeg skal oversætte det: ”Volden i de påduttede identiteter.” Eller måske snarere ”Overgrebet ved de påduttede identiteter.” Det er en tankevækkende formulering. Vi har andre egenskaber end vores holdning til eller valg af religion. ”Har I nogen muslimer ansat på jeres kontor?” blev jeg spurgt. ”Det ved jeg ikke,” svarede jeg. ”Vi diskuterer ikke så meget religion. Det er vel en privat sag.”
