Når jeg slår øjnene op omkring klokken 7, henligger landet i tåge. Eller det er overskyet. Temperaturen er 16 grader. Et par timer senere stråler solen fra en skyfri himmel og varmen mærkes, når man går i solen. Sent på eftermiddagen er det nået op på 32 grader, men en svag brise gør det alligevel behageligt, bare man kan finde lidt skygge. Évora er en smuk by og har fortjent sin plads på verdenskulturarvlisten. Ringmuren omkranser et ret stort område indenfor hvilken, der stort set ikke findes en øjebæ. Ud over de velkendte stilelementer fra renæssance og barok er der det manuelistiske, som er noget særligt fra Portugal. Og så det mauriske, selvom alle bygninger er fra tiden efter, de blev fordrevet. Det er blevet optaget i kulturen. Det portugisiske sprog har efter sigende 600 ord med arabisk oprindelse.
Men seværdigheder skal ses, ikke fortælles. Vi forlod Évora efter fire dage og tog til Beja. En lille men søvnig perle, hvor vi er indkvarteret i et tidligere kloster. Byen rummede en overraskelse. Der var i et andet kloster – Santa Maria – at nonnen Mariana Alcoforado skrev sine hede kærestebreve til sin utro elsker. De blev udgivet og gik over i verdenslitteraturen som Lettres Portugaises. Jeg læste dem, da jeg var ung, og jeg var stærkt betaget. De er næppe oversat til dansk, men nok til tysk og engelsk. Men her stod jeg så ved det tilgitrede vindue, hvor hun sad og længselsfuldt kiggede ud over det endeløse flade landskab og håbede forgæves. Skal jeg læse dem igen, eller vil det være som at gense en kvinde, man elskede som ung. Hvilket Voltaire kraftigt frarådede. Om det var fordi skønheden var falmet, eller fordi ungdommens ilfulde kompromisløshed var afløst af borgerlig opportunisme og magelighed ved jeg ikke. Jeg ved mere om bøger og mener, at bøger gør særligt indtryk på os, hvis vi læser dem på netop det tidspunkt, hvor sindet er stemt til at modtage dem.
