Man taler tit om naturgenopretning, men svarer sjældent på spørgsmålet: til hvad? Siden sidste istid har landskabet forandret sig mange gange. Man må derfor vælge, hvad det skal føres tilbage til. Det samme gælder bygninger. Er de meget gamle, har de haft mange faser, der afspejler deres historie. I slutningen af det nittende århundrede huserede nogle arkitekter, der førte vores middelalderkirker tilbage til noget, der kun fandtes i deres fantasi. Det gælder Viborg Domkirke, Tveje Merløse og Bjernede.
Det mest groteske eksempel er genopførelsen af Berlins barokslot. Som min historielærer Rosing sagde allerede i tresserne: ”Tyskerne har altid været mestre i at bygge gamle bygninger.” Byggearbejdet har stået på i flere år. Det koster efter sigende omkring 1 milliard euro. Det har så vidt ses aldrig været kønt og bliver det heller ikke.
Hvorfor gør man det? Som med de danske landsbykirker er der formentlig tale om historisk identifikation. Beslutningstagerne (folket?) vil gerne spejle sig i en historisk epoke. Tyskerne har et særligt behov for at springe et intermezzo på 12 år over. Og helst også tiden op til 1989. I Danmark havde man vel et tilsvarende behov i slutningen af det nittende århundrede for at glemme 1864. Siden 1645 havde landet ikke standset med at skrumpe. Efter det kom 1658 og 1814. Hver gang kostede en konges eller i 1864 en konseilspræsidents overmod en stor bid af riget. Det var behageligt at identificere sig med højmiddelalderen, hvor det gik rigtig godt, indtil Valdemar Sejr tabte det hele på gulvet i slaget ved Bornhøved i 1227.
I vore dage har vi også trang til historisk identifikation. Det giver sig undertiden groteske udslag. Ved Jelling fandt arkæologer spor efter et kæmpestort rombeformet palisadeanlæg. Yderst interessant. Men som det gælder arkæologiske fund af den art, er der ikke noget at se. Det er spor under jorden. Men hvad gør man? Jelling er jo et mageløst identifikationsobjekt. Her huserede vikingekongen Gorm den Gamle, som er den første danske konge, vi lærer om i historie, selvom vi kender navnene på adskillige før ham. Man beslutter at rydde det område, som omsluttedes af palisaden. Det kostede livet for nogle hyggelige små provinshuse i to etager fra midten eller slutningen af det nittende århundrede. De lå som en charmerende klynge, som måtte vige, så man kunne se det store ingenting, om hvilket der engang havde været en palisade, som man ikke kunde se mere. Tænk engang: den store tomhed som identifikationsobjekt.
