Når vi kører ad de små landeveje i provinsen Alentejo, slår det os, at alt nybyggeri respekterer en stram bygge skik: hvidkalkede mure, saddeltag med røde tegl. Altid med samme hældning på tagfladen. Undertiden en himmelblå ornamentering. Det er alt. Forskellen mellem de ældre og nyere huse skal findes i detaljen. De ældre er lidt mere pyntede og undertiden beklædt med azulejos, de berømte kakler.
Så er der storkene. De står i snesevis på tagrygge og tårne. Overalt, hvor der er et fremspring, er der en stork. De har selv bygget reden. Den har ingen turistforening hjulpet dem med. På en tur i dag så vi storke, der havde bygget rede på toppen af en almindelig telefonpæl. De står der time efter time. Uden at tage notits af larm og tummel nede på gaden. Det er nok de store unger, der venter på, at far og mor skal komme hjem med nogle lækre frøer. Man forstår H.C. Andersens fascination af disse majestætiske fugle. Majestætisk er måske ikke det rigtige ord. Snarere uforstyrrelige, reserverede, højt hævet – også i overført betydning – over os. Det er nærliggende at tillægge dem menneskelige egenskaber, fordi de lever deres eget liv midt i byen. Vi har også hørt dem knebre, som er lyden, der kommer, når de klapper med næbbet. Det lyder lidt som min mors damefrokoster. Storkemor giver den håbefulde pode de første flyvelektioner. Ungen spreder vingerne i vinden og hopper lidt i reden, medens benene stritter forskrækket. Jeg ved ikke, hvem der har frataget dem lysten til at tilbringe deres sommerferie i Danmark. Jeg har en mistanke til landbruget.
Comporto er en lille ferieby med lave hvide huse i en etage. Bageren forstår kun portugisisk, så det tager lidt tid at få morgenmad. Så sidder vi på plastikstolene, medens den opstigende sol fjerner køligheden og indtager en kop te og en croissant så god som i Frankrig. Tangen op mod Sétubal er tredive kilometer lang. Vi tog turen til spidsen, hvor Troia ligger. Hvilken skuffelse. Det endte i et feriehelvede, som mindede om Côte d’Azur. M’enfin, chacun son goût.
Men færgen kom vi over til Sétubal. En by med smalle gader og gamle huse, som turisterne øjensynlig ikke har fundet endnu. Der var ikke mange af dem. Fem sardiner til frokost stegt med det hele og to kogte kartofler. Det kan ikke blive mere portugisisk.
Næste gang hører I så om Évora.
