Hver gang, jeg pakker feriekufferten, forsøger jeg at medtage så lidt som muligt. Jeg hader at bære på en tung kuffert, og man kan jo vaske undervejs. Bukser, trøje og sko har man på. Hvad skal man med ekstra. Det behøver ikke at fylde ret meget. Men det ender hver gang på samme måde. Hvad skal jeg med et kamera, hvis jeg ikke tager med. Så er der computeren, hvis jeg vil skrive noget – som nu dette. Og en Kindle. Og så et væld af strømforsyninger. EU burde gennemtvinge en harmonisering, så kun har brug for en. Først er der til kameraet, Kindle og computeren. Så til telefonen. Endelig til den elektriske tandbørste og barbermaskine. Min kuffert ender med at ligne en ormegård. Men hvad kan jeg gøre; jeg kan ikke se noget alternativ.
Men når man så kører ad et vejnet, der minder om tarmslyng, bliver man glad for telefonens GPS, hvor fru Nielsen, som vi kalder hende, giver anvisninger. Tidligere sad vi med et kort, hvor den, der kørte altid syntes, at alle fejlene blev begået af den, der sad med kortet – og omvendt. Nu går det i stedet ud over frøken Nielsen.
Vi landede i Faro, der er hovedstad i Algarve. Det var det eneste sted, der stadigvæk kunne fås biletter til. Vi forventede et feriehelvede og blev overraskede over en meget smuk by, der var halvtom. Vi troede, det ville ændre sig om mandagen, men nej. Vi forlængede i to dage. Vi tog en båd ud til Ilha Deserta, der som navnet antyder, er ubeboet, men der er en restaurant – og så en halvøde kilometerlang strand. Der stod en behagelig brise ind. Stemningen var lidt som Skagen en god sommer – bare mere øde. Navnlig lyset.
Da jeg forlod hotellet glemte jeg den bog, jeg havde haft med ned til morgenmaden. Lidt ærgerligt. Den var med dedikation fra forfatteren. Vi ringede lidt forventningsløse. De ville lede. Vi ringede igen efter et par dage. Den var fundet. Vi kunne hente den på hjemvejen.
Vi tog nordpå til Aljezar, hvor der var flere storslåede strande. Bølgerne var voldsomme, så følelsen af Skagen blev forstærket. Tidevandet lavede dramatiske forløb ved en flodmunding.
Restauranterne er billige. Det er svært at komme af med mere end 50 € for to personer. Fisk og skaldyr på menuen hele tiden. Og det ville ikke være Portugal, hvis det ikke var krydret med koriander.
Vi tog videre til Portocovo. Her kan man uden vanskelighed finde en strand helt til sig selv. Hvor landskabet ved Aljezar er præget af klipper, ligger der her klitter bag stranden. Når man kigger ud over landskabet bagved klitterne, ligner det lyng. Men det er alt mulig andet. Utrolig smukke planter vrider den sidste fugt ud af sandet. Der er alle nuancer af grønt. Tæt på kan man så se de farverige blomster.
Vi hr haft et par gråvejrsdage, hvor der ude ved kysten var køligt. Igen tænker jeg på Skagen.
På den videre tur, kørte vi igennem en skov med korkege. Træerne er afbarkede på de nederste tre fire meter. Så står træerne tilbage med grenene i vejret, som forskrækkede jomfruer, der har fået revet kjolen af.
Nu er vi ved den sidste strand, vi har planlagt at bo ved. Comporto. Ved parkeringspladsen er der det sædvanlige med strandstole og parasoller, man kan leje, og restauranter og alt det der. Men gider man gå tre fire hundrede meter, kan man være helt alene med klitter og fyrreskov bagved.
Næste stop er Evora.
