Du siger, at det er rimeligt, at indvandrere tilegner sig dansk kultur. De er kommet hertil, fordi de foretrækker vores land frem for det, de kommer fra. Vi må forvente af dem, at de loyalt slutter op om Danmark og det, som Danmark står for.
Nu er kultur jo mange ting. Politisk kultur, madkultur og hvordan vi omgås hinanden osv. osv. Men lad mig gå ind på tanken. Det, de er flygtet fra, er vel en politisk kultur. Hvis de ikke ligefrem har været politisk aktive, men bare almindelige borgere som du og jeg, er det vel den personlige frihed, de har savnet, og som de ønsker at opnå. Allerede dér myldrer mit hoved med spørgsmål, jeg ikke kan besvare. Er det frihed, at vi kræver, at man skal give hånd, når man mødes. Vi gør det frivilligt, men for nogle indvandrere er det tvang. Franskmænd giver hånd, hver dag, når de mødes med venner eller arbejdskolleger. Hvem bestemmer, hvor meget en indvandrer skal give hånd. Er det frihed, at man skal sætte sine børn i vuggestue, eller at de skal spise svinekød. Skal vegetarer også spise svinekød.
Hvad er dernæst dansk kultur. Det er vel ikke håndtryk og svinekød. De fleste åndelige strømninger er kommet til os fra syd. Ideerne om retsstat, demokrati og frihed blev frem for alt defineret af franske filosoffer. Inden for musik og litteratur fik vi meget fra de tyske lande og Italien. Europas vugge har aldrig stået i Danmark. Vi har været kulturimportører og er det vel stadig, nu hvor strømmen går fra USA. Kultur udvikler sig i vekselvirkning med omgivelserne og inspireres af, at andre tænker og gør anderledes. Hvis vi konsekvent havde lukket af for udenlandske påvirkningerne, ville vi stadig rende rundt i dyreskind med en stenøkse i hånden.
Når talen er om dansk kultur, er Grundtvig ofte en af de heste, der bliver trukket af stalden. Nogle taler om grundtvigianisme. Jeg har aldrig mødt nogen, der har kunnet forklare mig, hvad grundtvigianisme er. Jeg har aldrig hørt om noget, han har skrevet ud over nogle hyggelige salmer, som vi mumler os igennem til bryllupper og barnedåb, og hvis poetiske kvaliteter ikke når Kingo og Brorson til knæene. Han har mig bekendt ikke skrevet noget andet, som man bør læse. Kierkegaard omtaler hans tanker som ølnordisk kristendom, og det var ikke pænt ment.
Men en af de værdier, som er en uadskillelig del af kulturfanfarerne er vel tolerancen. I hvert fald plejer vi at tale nedsættende om intolerance. Når Sass Larsen taler nedsættende om humanismen, forekommer han at være smittet af sine rockervenner i Køge, som vi ikke plejer at anse som (positive) eksponenter for dansk kultur. Hvad der nærmere ligger i tolerance, kan man skændes om. Men der en kerne. Det er noget med at tåle. For mig er det at tåle anderledesheden. Man kan godt være dansk, selvom man er anderledes. Det beviste vi over for jøderne dengang i oktober 1943. I modsætning til befolkningerne i mange andre lande hjalp vi dem i stedet for at udlevere dem. Formentlig fordi vi anså dem for danske og ikke – kun – for jøder. Vi lagde vægt på det, der var fælles frem for det, der adskilte. Vi tolererede anderledesheden. Vi tolererede, at de omskar deres drengebørn, selvom vi selv anså det for frastødende.
Når man nægter at tåle anderledesheden, nærmer man sig noget, der minder om diktatur. I vores tilfælde flertalsdiktatur. Selvfølgelig skal flertallet respekteres, men ikke i alle spørgsmål. Vi har ikke alene tankefrihed, men også ytringsfrihed, som vi går meget op i, navnlig når det går ud over muslimer og tidligere kommunister. Men flertallet skal ikke bestemme indholdet af dansk kultur, hvad enten det er, hvad vi spiser, eller hvad vi læser. Diverse kulturkanon, som har set lyset, er et skingert forsøg på kulturensretning. Katolikkerne gik den anden vej, idet de havde en liste over forbudte bøger, som først blev afskaffet i 1965. Det er dybest set to sider af samme sag. Hvad særlig angår litteraturkanon demonstrerer den sin latterlighed ved den himmelråbende uretfærdige udeladelse af Søren Kierkegaard, en af de få forfattere, som aftvinger en vis interesse i udlandet. Til gengæld er Grundtvig med. Mig bekendt er hans tekster ikke meget efterspurgt uden for grundtvigianske kredse og slet ikke uden for landets grænser. Det nationalkonservative flertal har naturligvis heller ikke medtaget en internationalist som Georg Brandes. Men det er meget værre end det. Selve ideen med at sætte smagsdommere til at ophøje en række værker er en hån mod den frie tanke. Den blev gennemført under Anders Fogh Rasmussens styre, der tog afstand fra smagsdommere, når det ikke var hans egne. Måske var det under ham, at tendensen til kulturel ensretning begyndte, men det er nok for meget at give ham æren for det. Det er snarere kommet til os som en bølge i tiden. En kulturel bølge udefra. Hvor ironisk.
Som flertallet på denne måde dikterer indholdet af dansk kultur, må jeg erkende, at jeg ikke er rigtig dansk. Men nu er jeg født her og håber at tolerancen udstrækker sig til mig og andre i mindretal.
Jeg gav dig måske ikke svar på dit spørgsmål. Selvfølgelig skal indvandrere indordne sig under vores regler i lovene, men vi skal heller ikke vedtage love, der diskriminerer hverken skjult eller direkte. Når vi forbyder dommere at bære tørklæde eller kvinder på gaden at bære niqab eller burka er det diskrimination. Hvis vi forbyder jøder og muslimer at omskære deres drenge er det diskrimination. Sådanne love krænker det helt grundlæggende i den kultur, vi hylder. Det gælder også det hækkeløb gennem tilfældig og irrelevant viden, som man skal igennem for at opnå statsborgerskab. Hvad angår kravet om, at de skal tilegne sig vores kultur, er det måske at vende tingene på hovedet. Det er vel os, der skal akceptere dem som medborgere og danskere trods anderledesheden og ikke kun som muslimer, sådan som vi under krigen akcepterede jøderne som medborgere og danskere. Hvis vi forsømmer det, samles indvandrerne i ghettoer for at opnå et fælleskab med mennesker, der akcepterer dem.
Lige så vel som de har pligter som medborgere, har vi også. Det er i grunden meget enkelt. Vi skal lære at akceptere anderledesheden.
