Der er meget ballade om et par ulve i Jylland i øjeblikket. Er de farlige eller ikke. Efter sigende udgør hugorme en større fare for mennesker, men nogle af vores jyske landsmænd tør ikke lade deres børn alene i haven og har sluttet sig sammen i en forening for ulvefrit Danmark. De mener, at ulvevennerne sidder på Rådhuspladsen og omegn, hvor der ikke er den store ulvefare. Det sigter klart mod det typiske politikenpublikum. Det måtte avisen tage op. Politikens chefredaktør skrev et indlæg for en uges tid siden, hvor han stillede sig på ulvehadernes side. Han havde det svært med argumenterne. Det kom han ud over ved at skrive følgende afskedssalut: Det handler om følelser, ja, men det er legitime følelser. Mageløst tænkte jeg. Der er altså to slags følelser. De legitime og de andre. Gad vist, hvordan man sondrer. Og hvad er det, der giver visse følelser en legitimitet, der hæver dem over fornuft. Det skrev jeg så et lille læserbrev om til Politiken. Det er blevet en sport for mig. Ikke at skrive læserbreve og debatindlæg, men at få dem afvist. Det er lykkedes fem gange i træk. Nu ville jeg prøve sjette gang. Bare fem seks små linjer. Minsandten. Det lykkedes. Jeg modtog den sædvanlige mail, hvor de skriver, at de modtager så mange kvalificerede læserindlæg. Som daglig læser fristes man så til at spørge: hvorfor bringer de så slet ikke nogen? På grundlag af min beskedne statistik er jeg kommet til den konklusion, at avisen ikke gerne bringer indlæg, der afslører, at chefredaktøren våser.
Men Christian Jensens vås eller manipulerende retorik fik mig til at tænke på Pascal: Le coeur a ses raisons que la raison ne connait pas. Her giver han følelserne forrang over fornuften. Pascal var matematiker og vidste, hvad han talte om. Fornuften har sine grænser. Der hvor den naturvidenskabelige eller bare menneskelige erkendelse ikke kan nå ud, må fornuften give op. Der må hjertet råde. Eller følelserne. Det er klogt tænkt og smukt sagt.
Men når det drejer sig om ulve i Danmark er vi nok ikke der. Der er masser af bevis på, at ulve ikke er farlige for mennesker. Der er vilde ulve i det meste af Europa i større eller mindre omfang. Derfor bliver påberåbelse af følelserne et skalkeskjul for argumetresistens. Det er som at lukke øjnene og stikke fingrene i ørerne. Det sker hele tiden, men det skuffer, når det kommer fra en chefredaktør på Politiken.
