Da regeringen for nogle år siden ville indføre forbud mod, at dommere bærer tørklæde, engagerede jeg mig på forskellige måder imod. Midt i det hele fik jeg en hilsen fra en jurastuderende, som bar tørklæde, og som værdsatte min indsats. Jeg bad hende komme ind på kontoret. Jeg ville gerne forstå hende, sagde jeg. Jeg kendte ikke kulturen. Hun kom, og vi havde en lang samtale, og jeg fik mulighed for at stille mine spørgsmål:
- Bærer din mor tørklæde?
- Nej
- Har du altid båret tørklæde, efter at du er blevet voksen?
- Nej.
- Men hvorfor er du så begyndt at bære tørklæde?
- Jeg får hele tiden at vide, at jeg ikke er dansker. Men hvis jeg ikke er dansker, hvad er jeg så?
Pludselig forstod jeg det hele. Vi har alle brug for en identitet. I ”En tyskers historie” af den tyske historiker Sebastian Haffner havde jeg læst noget tilsvarende. Da jødeforfølgelserne tog fart i 1933 begyndte han at komme sammen med en jødisk pige nærmest i protest. Hun havde tidligere opfattet sig som verdslig tysker. Men han iagttog efterhånden som antisemitismen skærpedes, hvordan hun blev mere og mere ”jødisk”. Var hun ikke tysker, måtte hun være jøde.
Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det er vigtigt at blande sig i, hvordan medborgerne går klædt. Min franske ven anser det som uakceptabelt, at nogen vil markere sig som gruppe. Vi er alle borgere i den samme stat. Vi er individer og staten er fællesskabet. Det er vel den officielle forklaring på burkaforbuddet i Frankrig. Den tager udgangspunkt i den siden 1905 lovfæstede verdslighed. Staten er verdslig. Religion er privat. Han mener, at en muslim må være glad for at være borger i et vestligt land, som han eller hun øjensynlig har valgt frem for oprindelseslandet. Det kan der være noget i, men det holder ikke hele vejen. Mange af dem er født her og har ikke noget valg. Men for det andet kræves det vel, at de netop er borgere, medborgere og akcepteres som sådanne.
Men det bliver de ikke, hvis de betragtes som andenrangsborgere. En anden fransk ven fortalte, hvordan han på gaden havde set en mand med arabisk udseende, der stod alene stærkt ophidset og råbte ukvemsord til højre og venstre, så det ledte tanken hen på en psykisk syg. Men der var noget, der ikke passede til det billede. Han gik hen til ham og spurgte, hvad der var galt. Manden faldt straks til ro overrumplet over, at nogen gad lytte til ham. Så kom forklaringen. ”Jeg har altid fået at vide, at hvis jeg tog en uddannelse, så ville min arabiske oprindelse ikke betyde noget. Så ville jeg have de samme chancer som alle andre for at få en god plads i samfundet. Jeg lyttede til det råd og sled mig til en økonomisk universitetsuddannelse, men hvad skete? Hver gang jeg søgte en stilling, og de så mit arabiske navn, blev jeg sorteret fra. Jeg blev ikke engang indkaldt til en samtale. Ikke en eneste gang. Nu har jeg et job som lagerarbejder.”
I Danmark synes regeringen at tage udgangspunkt i et krav om integration. En slags tvangsassimilering. Ikke pynteligt i et frit land. Et frit land skulle nødigt være et flertalsdiktatur. Friheden omfatter vel friheden til at være anderledes. Selvfølgelig må de underkaste sig vores love. Vi akcepterer hverken stening eller kvindelig omskæring. Men en burka er ret uskadelig. Hvis den ikke bliver gjort til identitetssymbol, bliver den sikkert også hurtigt lagt til side til fordel for mere behageligt tøj.
Med den nye lov bliver vi i stedet gjort til grin af en udenlandsk rigmand, der vil betal bøderne. Og burkaen får på den måde et langt liv. Men hvad værre er, så styrker den hetzende retorik uviljen mod indvandrere både i første, anden og tredje generation. Og svækker derved integrationen
