Vi er i Danmark kendt for at have en loyal og effektiv embedsstand. Den slags kommer ikke ud af ingenting. Enhver arbejdsgiver ved, at man har de ansatte, man fortjener. Behandler man sine ansatte godt og giver dem gode vilkår og en rimeligt løn, får man engagerede medarbejdere.
I øjeblikket læser vi i aviserne, at Moderniseringsstyrelsen er sat i verden for at presse de ansatte ned i løn og klemme dem på frokostpauser og arbejdsdage som juleaften og nytårsaften. Direktøren Poul Taarnkvist udtalte til Information (16. februar), at det drejede sig om at få mere velfærd for pengene. Nu bestemmer han jo ikke, hvad de sparede penge skal bruges til. Det sidste halve års debat tyder mere på et ønske om at lade det komme de højestlønnede til gode i form af skattelettelser. Det vil fremme produktiviteten hedder det ifølge borgerlige økonomer uden noget empirisk grundlag. De højstlønnede skal øjensynlig motiveres til at arbejde mere, hvis de får mere ud af det.
Den logik gælder så ikke offentligt ansatte. Her forventer man, at de yder mere, jo dårligere man behandler dem: løntilbageholdenhed, fratagelse af goder og mere kontrol og måling – for slet ikke at tale om udflytning af deres arbejdspladser.
Tankegangen er – pænt sagt – meget perspektivløs. Rygraden i et velfungerende statsapparat er embedsmænd, der er stolte af deres arbejde og lægger en ære i at udføre det samvittighedsfuldt. De kvaliteter eroderes, hvis man behandler dem som skidt. Hvis man anser sine medarbejdere for at være dumme, dovne og værdiløse, så bliver de dumme, dovne og værdiløse. Hvad bliver der af motivationen, hvis man presser lønnen, så de føler sig til grin ved sammenligning med det private arbejdsmarked og kontrollerer dem så intenst, så de bruger mere tid på effektivitetsmålinger end deres opgaver. Så flygter alle talenterne, og kun de initiativløse og uegnede bliver tilbage. Sådan kan man få en organisation til at degenerere.
”Man kan regere et land med dårlige love og gode embedsmænd, men man kan ikke regere et land med dårlige embedsmænd og gode love,” sagde Bismarck.
Derfor bør vi investere i den offentlige sektor og give de offentlige ansatte gode vilkår. Tiden er inde til at tale om skatteforhøjelser og ikke skattelettelser. Kun gennem skatteforhøjelser på de højeste indkomster kan man bremse den stigende ulighed. Pengene kan vi bruge til embedsværket. Bedre investering kan man ikke forestille sig.
