På forunderlig måde er det lykkedes politikerne at opstille en modsætning mellem København og resten af Danmark. Som to dele, der ikke hænger sammen. Som to brødre, hvor den ene er forkælet og den anden forfordelt. Det kan siges så mange gange, at vi begynder at tro på det. Og derfor tror på det retfærdige i at rette op på denne forskelsbehandling. Dansk Folkeparti forsøger at svinge sig op til at være retfærdighedens bannerfører og talsmand for de forsømte og forladte egne. Nu skal københavnerne have nogle på snuden. De har rigtig godt af det.
Lad os begynde med kendsgerninger. Regeringen har gennem de senere år med stemmer fra Dansk Folkeparti sammenlagt kommuner og statslige institutioner rundt om i landet og dermed nedlagt stillinger, som var med til at definere identiteten og samfundslivet i mellemstore byer. Distributionen af forbrugsvarer er ”rationaliseret” i større, men færre butikker, så priserne bliver lavere, mod at borgerne til gengæld må bruge benzin og tid på at køre længere for at få fat i dem.
Begge dele går under betegnelser som ”fremskridt” og ”politisk nødvendighed”. Det falder uden for dette indlægs formål at tage stilling til, om det er godt eller skidt. Jeg konstaterer, at sådan er det, og det har medført, at landdistrikterne og mindre byer affolkes. Og så påpeger jeg lige i forbifarten politikernes hykleri i den nuværende debat, hvor de vil gøre alt for at rette op på det med udflytning af offentlige arbejdspladser, hvor de selv har nedlagt dem.
Jeg ser også bort fra de små eller store dilemmaer og ubehageligheder for de medarbejdere som rammes. Selvom jeg priser mig lykkelig, at jeg ikke er udflytningstruet, kan det ubehag, besvær og muligt velfærdstab ikke være udslagsgivende, hvis udflytning virkelig var en god ide.
Men det er det ikke. I et moderne og højt specialiseret samfund opbygges kompetencer gennem kontakt mellem mennesker i et ”miljø”. Når København har en stor koncentration af lægemiddelproducenter, skabes et miljø, som fører til meget høj kompetence og faglighed. Det var det, der var argumentet, da vi skulle have lægemiddelagenturet til Danmark. (Når vi ikke fik det, var det måske på grund af vores kronisk lunkne forhold til EU og alle vores forbehold). Hvis disse virksomheder flyttede til andre lande, og kun én virksomhed blev tilbage, ville denne kompetence forringes. Det er den forringelse som truer finanssektoren i London, nu hvor Brexit får de finansielle virksomheder til at flage ud af byen.
En offentlig administration udgør også et fagligt fællesskab, hvor den høje kompetence oparbejdes i det miljø, som findes i København. Det forsvinder. Ikke kun fordi 90 % af medarbejderne siger op, når institutionen flyttes, men også fordi der ikke er et fagligt miljø, hvor de flytter hen. Det gælder tinglysningen i Hobro og statsforvaltningen i Åbenrå. Der er ikke nogen uden for institutionen at tale med og blive inspireret af. Det er ikke bare fagfæller, men også tilgrænsende fag, der kan inspirere. De sidder som munke i deres celler, når computeren slukkes om eftermiddagen, hvor fagfolk i København kan omgås mennesker med tilsvarende baggrund og skaber kontakter, som kan være nyttige, når computeren tændes næsten morgen. Det er ikke interaktioner, som kan skemalægges og erstattes og kurser eller planlagte møder på Djævleøen. Det er processer, som foregår i et ”miljø”. Jo større et miljø er, desto større er kompleksiteten af interaktionen og jo højere specialisering og videndeling medfører den. Og jo mere øges den generelle kompetence. Det sker ikke i Hobro og Åbenrå.
Udflytningen medfører således et kompetencetab og udviklingsstop for den institution, der udflyttes. Men det er kun den ene del af historien. Den anden er, at hver udflytning også medfører en forringelse af kompetencemiljøet i København. Der bliver færre at sparre med. Kompleksiteten falder. Miljøets kvalitet har også noget at gøre med miljøets størrelse. Der er forskel på advokatmiljøet i København og advokatmiljøet i London. Deres specialisering i det enorme advokatmiljø, der findes der, er så ekstrem, at man som dansk advokat kan føle, at man kun lige er begyndt at lære noget. Det er ikke, fordi de er klogere, men fordi den enorme koncentration og kompleksitet i dette finanscentrum har bragt specialiseringen til nye højder. Det er et ekstremt fertilt miljø.
Når miljøet udtyndes, falder kompetencen også. Kompetencetabet fører således til en forringelse af den offentlige sektor. Også den, der er blevet i København. Den fortyndes for hver institution, der udflyttes.
Men udflytningen betyder naturligvis også noget i Københavns konkurrence med andre hovedstæder. Vi kæmper ikke kun om at få institutioner som lægemiddelagenturet. Vi kæmper også for at få virksomheder, der lægger deres skandinaviske hovedkontor i København. Vi konkurrerer her hårdt med Stockholm. Og vel også med Oslo, Helsinki og Hamborg. Det er jo ikke oplagt, at en udenlandsk investor, som skal vælge hovedstad, synes, det er en god ide at suse gennem Danmark på kryds og tværs for at komme i kontakt med myndighederne. Det er ikke alt, der kan klares på mail og skype.
Derfor er spørgsmålet om et for eller imod udflytning ikke et valg mellem København og resten af Danmark. Man skal være meget lukket om vores egen lille verden for at se det sådan. Det er et valg mellem København og andre storbyer i Europa. Sagt på en anden måde: Danmark må beslutte, om vi også i fremtiden vil have en hovedstad. Eller om København bare skal være en lille slumrende turistby.
Hvis vi skal hævde os i konkurrencen med Stockholm, skal hele Danmark kæmpe for det. Ikke kun københavnerne. Vi må holde op med at nedbryde kompetencen med udflytning af arbejdspladser. Hvis ikke, får vi noget, vi kan kalde Copen-exit. Så bliver byen tømt for kompetence. Så bliver den en ligegyldig provinsby i Nordeuropa.
