Mænd, der rager deres borddame op og ned ad benene, har jeg aldrig forstået. Jeg har heller ikke forstået de kvinder, der finder sig i det. Da min farmor til en middag i 1920-erne kom ud for det, sagde hun ud over hele bordet: ”Vil De være venlig at holde Deres hænder for Dem selv!” Det virkede. Mere aggressive overgreb reguleres i straffeloven. Brugen af straffeloven rummer velkendte dilemmaer af bevistvivl. Offeret er som regel det eneste vidne. Er der i en frifindelse elementer af sexistisk mandschauvinisme, eller er den bare udtryk for, at al rimelig bevistvivl kommer tiltalte til gode? En kendt danskproduceret dokumentar om en voldtægt i Indien sluttede med en oplysning om, at der var så og så mange voldtægter i Danmark hvert år men kun et mindre antal, hvor gerningsmanden blev dømt. Hvilken hårrejsende påstand. Hvis gerningsmanden ikke blev dømt, var det fordi retten ikke mente, der forelå bevis for, at der var tale om voldtægt.
Så meget om det strafbare. Når vi er uden for det strafbare, kan man dele mænd i dem, der rager piger på lårene og lignende, og dem der ikke gør det. Lad os for nemheds skyld kalde det krænkere og ikke-krænkere. I forhold til krænkerne er me too-bevægelsen vel på sin plads. Der er ingen grund til at holde hånden over et dumt svin. Men det er måske lidt ude af proportioner. At en engelsk minister må gå af, fordi han år forinden havde taget en journalist på knæet under et interview fortæller mere om englænderne end om den pågældende minister. Hvad der foregår i USA er som ofte ellers nærmest bizart. Spørgsmålet er, hvad denne folkerejsning betyder. Ændrer den krænkernes adfærd. Næppe. Ændrer den kulturen?
Som ikke-krænker føles me too-kampagnen sært uvedkommende. Falder overgrebet ind under straffeloven, må man bruge den. Gør det ikke, må kvinden gøre som min farmor eller lignende. Der var engang en politiker, der sagde, at næst efter kønsdriften var togdriften det sværeste at styre. Men her taler vi om alt det der går forud, inden toget overhovedet begynder at køre. Det er vel ikke mindre vanskeligt at regulere. På det område plejer man at ty til at søge mod det, man kan lide og undgå det, man ikke kan lide. Er man udsat for en krænker på sit arbejde, kan man søge væk. Det gælder, hvad enten det er en kollega, en chef eller en underordnet. De sidste kan man endda selv fyre. Der er sikkert brancher, som er helt rådne, som det øjensynligt er tilfældet i filmbranchen. Fint nok, at der bliver rusket op i det. Men det kan også være en af mange grunde til et karriereskift. Der er utvivlsomt lande, hvor sådanne karriereskift er vanskelige, men næppe i Danmark. Venner kan blive uvenner og ægtefæller kan man blive skilt fra. Der er selvfølgelig kvinder, der ikke kan finde ud af at løse deres problemer på den måde, men de adskiller sig ikke fra andre mennesker, der ikke kan finde ud af at løse deres problemer på andre områder. Der er hele tiden mennesker – mænd og kvinder – der havner i situationer, de ikke kan løse. Magtmisbrug forekommer også på andre områder end det seksuelle. De kan få hjælp af venner eller professionelle, eller de kan køre fast. Det er et menneskeligt grundvilkår i et samfund. Vi, der kender mennesker, der havner i sådanne situationer, føler sympati og forsøger at hjælpe. Sådan gør man over for sine medmennesker. Det er en selvfølge. Det er indholdet af vores kultur, og det skal der ikke laves om på.
Så er der det med me too og kulturen. Og det er det svære: at definere, hvad bevægelsen egentlig går ud på. Nogle siger, at den skal ændre kulturen, så det bliver nemmere at sige fra, eller at frygten for at krænke stiger. Det lyder fint og er godt, hvis det sker, men det er ikke særlig sandsynligt. De stærke som min farmor har hele tiden gjort det, og de svage kommer aldrig til det. Læg mærke til, at alle kvinderne, der tweetede me too, var så svage, at de havde tiet i årevis og først gik til angreb, da de som ulve kunne gøre det i flok. Dertil kommer, at den typiske krænkelse sker som opfyldelse af en frivillig men ganske vist uetisk aftale: sex mod en rolle eller en forfremmelse. Det er ikke altid oplagt, hvem der er den svage i det forhold. Hvad angår de ensidige krænkelser, det man kalder sexchikane, er det interessant at bemærke, at gamle historier om overgreb navnlig dukker op i lande som USA, hvor man traditionelt har slået hårdest ned på det. Hvordan kan man forklare, at det har været fortiet så længe her og endda i vores super politisk korrekte naboland Sverrig.
Hvis det er en kulturkamp, lugter det lidt af en magtkamp, der går langt ud over at hindre seksuelle overgreb. Men en kamp om hvad? I mine øjne er det en kamp mellem kønnene, som minder umiskendeligt om kampen mellem kønnene på arbejdsmarkedet, som føres under ligestillingsbanneret. I me too-bevægelsen bliver det bare en kamp om rollerne i de personlige relationer. Det er en videreførelse af kampen for straf for uagtsom voldtægt og kriminalisering af mandlige prostitutionskunder. Nu er det så kommet til de almindelige relationer mellem kønnene. Det er en magtkamp. Hvem bestemmer. Hvem fastsætter reglerne. Hvem har ansvaret for misforståelser. Er komplimenter charmerende eller utilladelige. Hvem af parterne har ret til at komme med et oplæg til en erotisk relation. Er der regler om initiativretten. Skal vi have skriftlige aftaler.
Som mange bevægelser, der får karakter af den folkerejsning, er me too-bevægelsen som et mangehovedet uhyre, som ikke nødvendigvis er enig indbyrdes. Er man enig med et hoved, er man måske uenig med et andet. Bevægelsen som sådan taler ikke med en tunge. Det er en stemning af latente og diffuse budskaber, som i deres selvforståelse har ret: ”Vi kvinder er ofre” eller ”Mænd misbruger magt i relation til kvinder.” De almindelige generaliseringer afsvækkes højst med ”de fleste” eller ”meget ofte”. Enhver nuancering eller uenighed er suspekt. Hvis du ikke tilslutter dig bevægelsen, er det, fordi du bifalder overgrebene: ”Aha, du hører altså også til dem?” ”Nej, det gør jeg ikke!” ”Men hvorfor er du så ikke enig med os?”
I andre sammenhænge kalder man sådan noget en heksejagt. Det karakteristiske for en heksejagt er, at påstand om, at man er uskyldig, er selv beviset på, at man er skyldig. At man betegner sine egne eller andre mænds tilnærmelser til kvinder som en uskyldig flirt viser bare, hvor forhærdet man er. Først når man tilstår, at man er skyldig, bliver man tilgivet, men selvfølgelig også straffet.
Men me too-bevægelsen er ikke en heksejagt. Den er ufarlig. Man kan som mand vælge at lade være at blande sig i debatten. Så er man ikke i risiko. Den løsning er der mange mænd, der vælger.
