Det er sjældent, at man læser en ukendt forfatter. Altså ukendt af os. Vi bevæger os i snævre cirkler og læser de samme aviser. Bogen er næsten kendt, inden vi tager den i hånden. I reolen står bøger, vi har læst eller opgivet at læse. Når den årlige nobelpris bliver uddelt, hører vi måske om en ny forfatter, men al virakken gør, at vi allerede kender ham eller hende, inden deres bog finder vej til os.
De virkelige overraskelser kan komme fra en arv. Hvis man da ikke smider de bøger væk, som man ikke umiddelbart kender. Eller fra en ven i udlandet.
Sådan stødte jeg på Henri de Monfreid. I min franske forfatterencyklopædi omtales han kort som åndeligt beslægtet med Rimbaud vel at mærke i dennes egenskab af våbensmugler snarere end som forfatter. Han levede fra 1879 til1974. Meget af tiden tilbragte han i Afrika, som han kendte om nogen. På den måde er han et interessant modstykke til Karen Blixen.
Han var i Etiopien under italienernes besættelse og englændernes efterfølgende befrielse og hans beretning vender undertiden op og ned på vante forestillinger. Han sammenligner de to styreformer. Italienerne havde i deres fire år ved magten udviklet landet og sat befolkningen i gang med vellykkede projekter. Befolkningen bestod af to grupper. Etiopiere og sorte. De 15 millioner sorte, som ikke var etiopiere, havde traditionelt været undertrykt og udnyttet af etiopierne. Under den italienske besættelse ophørte det, og begge befolkningsgrupper blev behandlet lige. Da englænderne overtog magten, gik det hele i stå og etiopierne blev genindsat i deres feudale rettigheder, fordi det gjorde det nemmere at styre landet.
Han er i det hele taget ikke meget for englændere. Hans beskrivelse af engelske kvinder er guddommelig morsom:
”Engelske kvinder på rejse har over hele verden udbredt en androgyn kvindetype, som er alt for velkendt til, at det er nødvendigt at beskrive den. Men når de er i militæret, giver uniformen dem en fordel ved, at det forhindrer dem i at udtrykke deres ”smag”. Dette helt simple kakitøj med den lille kasket, militærstøvlerne og læderremmene omhyggeligt spændt, alt dette absorberer på en måde deres maskulinitet, som gør dem så latterlige i deres udmajninger ”à la mode.” Så kan man endda forestille sig en kvindekrop ligefrem tiltrækkende, på afstand naturligvis, for stakkel dem der skal underkastes myndigheden fra disse ”befalingsmænd”.
Man behøver ikke at være franskmand for at være enig. Den, der har iagttaget stewardesserne i British Airways, ved, hvad jeg taler om. Både væremåden og udseendet. De ville også vinde ved en kakiuniform.
Italienerne går nu heller ikke ram forbi hos Monfreid. Han opholder sig på et tidspunkt i en italiensk fæstningsby. En nat vågner han ved en enorm kanontorden og tror, at englænderne har angrebet. Men næste morgen forklarer de, at det bare var en øvelse. Et par dage senere vågner han og erfarer, at byen er fuld af engelske soldater, og at italienerne er væk – uden at der er løsnet et eneste skud.
I modsætning til Karen Blixen er han en eventyrer – ikke en drømmer. Men frem for alt en god fortæller og iagttager. Men han er vist ikke oversat.
