I et natlig samtale fik jeg det forklaret og forstod det med ét slag. Facebook-syndromets janushoved: alle dine venner skriver om deres successer og fantastiske oplevelser, og du forstemt. ”Det kan jeg ikke leve op til,” tænker du. Men du gør det samme, og fortæller ikke om det, der er gået dårligt. Og du indser, at du er falsk. Du er ikke den, du præsenterer. Og du bliver dobbelt forstemt. De andre er store og du er selv lille. Selvværdet smuldrer.
Men man bliver ikke stor af at fremhæve sig selv. Man bliver tom og falsk. Hvis man ser disse mennesker ind i øjnene, flakker deres blik. De vil ikke gennemskues.
Når selvværdet smuldrer, kan man ikke gennemskue noget som helst. Man kigger ud, og ser kun det perfekte i andre. Alle andre har fundet løsningen. Man kigger indad og ser kun fejl. Man er den eneste, der ikke kan finde ud af det.
Begyndelsen på løsningen er erkendelsen af denne fælde. Erkendelsen af, at de andres tilsyneladende perfektion er løgn. En falsk og hul skal. En overflade, der skjuler en indre tomhed. Det næste skridt er et afkald på sin stræben efter at leve op til dette falske ideal.
Det tredje skridt er det sværeste: at være sig selv. Den, som er sig selv hele vejen igennem, risikerer intet ved at blive skuet igennem. Man kan se andre i øjnene uden at flakke med blikket. Hvis nogen på facebook skriver: ”Jeg fik tolv i matematik,” skal man ikke reagere med at sende en like og lave et opslag med beskeden: ”Jeg fik 12 i tysk,” men måske i stedet svare: ”Det er flot. Jeg har aldrig været godt til matematik, jeg fik 2.” Der er mere storhed i ærligheden i den besked end der er i et praleri med et 12-tal i matematik. Navnlig hvis man kan lade være med at fortælle, at man selv fik 12 i tysk.
Men ærligheden er naturligvis sværere at administrere, hvis man også fik 2 i tysk og andre fag. Men der er andre kvaliteter end gode karakterer. I sidste ende må man vælge sine venner – også på facebook.
Det manglende selvværd kan naturligvis heller ikke repareres på facebook alene. Det kræver en erkendelse og et valg. En erkendelse af at alle mennesker er lige og har et menneskeværd, som eksamenskarakterer, status og penge eller mangel på samme ikke kan ændre. Dernæst et valg: at tro på sig selv. At tro på dette værd.
Den videre vej er at mærke efter, hvad der gør én glad, og hvad der gør én ked af det. Det ødelagte selvværd er som et blåt mærke. Det forsvinder ikke, hvis man bliver ved med at slå på det. Derfor må man mærke efter i sig selv, hvad der gør én ked af det og undgå det. Man skal også mærke efter, hvad der gør én glad og opsøge det. Dyrke det, få mere af det. Når man først har fundet vejen, skal man blive ved med at gå. Det er vejen til friheden. Den indre frihed. For det ødelagte selvværd er som et fængsel, hvor de perfekte menneske omkring os er vores vogtere. Det er det fængsel, man skal bryde ud af.
Men det begynder med, at man mærker efter i sig selv. Sætter sig stille og roligt og mærker efter. I den fordybelse ligger nøglen til friheden.
