Da vi kom til Florida, var det første, vi hørte, at der var den storm på vej. Irma hed den. Det var den voldsomste nogensinde, forudså man. Vores gamle vært sad klinet til fjernsynet næsten døgnet rundt. Han refererede i de korte pauser de små udsving i styrke og retning. En hel fjernsynskanal var viet til hurtigsnakkende journalister, der hele tiden gentog og opdaterede forudsigelserne. Vi satte skodder for vinduerne. Så kom den selvfølgelig, lige som vi skulle afsted hjemad. Vi måtte blive. Selve stormen var voldsom men den havde taget meget af på turen ind over land. Men strømmen gik. Det gjorde den hver gang, der var orkan, og det var hvert år på den tid. Hvorfor lægger man ikke el-ledningerne i jorden spurgte vi. Det havde de ikke svar på. El-selskabet var privat. Det var måske derfor de ikke ville investere i det, tænkte vi. De store motorveje var også private og fulde af huller. Der syntes at være en sammenhæng. I nogle områder gik der flere dage, før strømmen kom igen. Vi gjorde os forestillinger om, hvad det kostede i spildt produktion. Benzinstanderne blev tømt. Man havde en fornemmelse af, at det hele gik i stå.
De følgende dage forekom uendelige. Vi havde set de mennesker, vi skulle. Der var ingenting at lave. Ingen steder at gå hen. Winterhaven ligger midt inde i landet og er ikke et kulturcentrum. For nu at sige det pænt. Man kan ikke gå tur. På gaden bliver man kørt ned. Markerne er privat ejendom. Der har man ikke ret til at gå. Jeg tænkte på, om mon de skyder én for krænkelse af den private ejendomsret, hvis man prøver. Vi havde i ugen før besøgt en ældre sort familie. De gik tur hver uge. Men de måtte køre ti-tyve kilometer for at komme til en sø med en sti rundt om. Den gik om den samme sø året rundt. År ud og år ind. Der var ingen andre steder.
Fjernsynsprogrammerne efter stormen ændrede indhold. Nu handlede det om oprydning efter stormen. Også på nationale kanaler. Kanal abc brugte på tredjedagen de første tyve minutter af nyhederne på samtaler med folk fra de værst ramte områder. Så kom der 30 sekunder om Korea. USA’s ambassadør i FN sagde, at Nordkorea tiggede om krig. USA krævede totale sanktioner. Kina og Rusland var imod. Så slut. Ingen forklaringer. Videre til et interview med en senator om lidt indenrigspolitisk fnidder. Koreaproblemet havde været samtaleemne ved en middag ugen før. Man burde slå til i en fart, mente nogle. Han er jo vanvittig, sagde de. Er han ikke snarere rationel, spurgte jeg. Han er vel bange for at få samme skæbne som Gadaffi og Saddam Hussein. Og hvordan tror I, Kina vil reagere. Det havde de ikke tænkt på. Det var næsten for nemt. Jeg kunne have fortsat med at erindre om, hvorfor og hvordan Koreakrigen sluttede eller netop ikke sluttede. Jeg kunne være gået længere og udfordret dem på USA’s politik i Asien før og efter Anden Verdenskrig, men det gav ikke mening. Det var folk med universitetsuddannelse og erhvervskarriere, jeg talte med, men deres viden om, hvad der skete i verden uden for USA, fik de gennem lejlighedsvise korte fjernsynsklip. I deres avis stod ingenting. Da vi kom, havde de hørt om den danske ubådsmand og den dræbte journalist. Sådan var mediernes nyhedsprioritering øjensynlig. Samtalen gik i stå. Jeg spekulerede på, om USA ville slå på NATO-forpligtelsen, hvis helvede brød løs. Den gamle mand sagde efter det lille indslag i fjernsynet, at det ville være bedst med et lille præcist angreb. Jeg sagde ikke noget. Jeg længtes hjem.
