Grundloven er fra 1953. Det er den ældste grundlov, vi har haft siden indførelsen af en fri forfatning. Den første grundlov er fra 1849. Den blev ændret i 1866 og 1915. I 1939 forsøgte man forgæves. Det forslag opnåede ikke de krævede 45 % tilslutning af alle stemmeberettigede. I 1953 lykkedes det, fordi man samtidig stemte om tronfølgeloven, der gav den populære prinsesse Margrethe arveret. Samtidig nedsatte man kravet om tilslutning til 40 % af de stemmeberettigede. I dag er det utopisk at opnå den tilslutning. Det ville kræve samarbejde i Folketinget på tværs af partiskel. Det er der ikke udsigt til. De ideologiske uenigheder er for store. Vi har altså en grundlov, som reelt er umulig at ændre. Det kunne så tænkes at ske igennem Højesterets praksis. Der er der heller ikke tegn til. En nyere afgørelse (AJOS-sagen) om forholdet til EU-domstolens kompetence peger i nationalkonservativ retning.
Læser man grundloven, tror man ikke, at den angår et moderne samfund. Ordene svarer ikke til realiteten. Kongen fremstår som en central skikkelse i landets styrelse. Det er dog overflade, som ikke forvirrer jurister. Meget plads optages af spilleregler for Folketinget og kun meget lidt angår borgerrettigheder. Beskyttelsen efter disse bestemmelser er heller ikke tidssvarende. Ytringsfriheden beskyttes kun af et forbud mod forhåndscensur. Også de andre frihedsrettigheder har støvet efterhånden lagt sig på. Bestemmelsen om adgang til offentlige embeder uanset religion blev end ikke vurderet af justitsministeriet , da de tog stilling til forbuddet mod tørklæder på dommere. Da jeg var hos kammeradvokaten, gav det altid anledning til munterhed, når en borger i en retssag mod staten påberåbte sig beskyttelse efter grundloven: ”Så må han have en virkelig dårlig sag, hvis det er det eneste, han kan finde på.”
Når samfundet alligevel fungerer som et moderne europæisk samfund, er det fordi der siden 1953 er sket to ting. Vi har transformeret Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) til dansk ret, og vi er indtrådt i EU. EMRK opstiller et krav om retfærdig rettergang, som flere gange har bragt Danmark i vanskeligheder. Når de danske domstole er blevet dømt for at tilsidesætte det krav, har det gjort ondt længe efter. I EMRK er der også en reel beskyttelse af ytringsfriheden. Det var den beskyttelse, som professor Bent Jensen kunne knytte et håb til, og som gjorde at han blev frifundet i landsretten og blev støttet af et mindretal i Højesteret. Skulle han være bedømt alene på grundlag af vores grundlov og straffelovens bestemmelse om injurier, var han blevet dømt med piber og trommer i begge instanser. Beskyttelsen af borgerne efter EMRK er så effektiv, at politikerne skærer tænder. Der er et godt tegn. Det betyder, at den beskytter os mod overgreb, som de gerne vil påføre os. Det er den sidste redning af et mindretal i et flertalsdemokrati.
EU-traktaten TEU og dens forgængere har siden 1958 indeholdt fire grundrettigheder. Den frie etableringsret, arbejdskraftens frie bevægelighed, fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser og kapitalens frie bevægelighed. Det lyder ikke af meget og synes fortrinsvis at angå økonomisk politik. Men det beskytter os reelt mod myndighedsmisbrug på grund af nationalitet. Vi kan flygte fra vores egen andegård og slå os ned, hvor vi vil. Hele Europa er vores hjemland. Vi skal ikke spørge om lov for at søge arbejde og bosætte os i Tyskland eller Frankrig. Vores rettigheder beskyttes af EU-domstolen, som gennem sin dynamiske lovfortolkning hele tiden opdaterer disse rettigheder. Det er blevet udbygget med grundlæggende regler om beskyttelse af arbejdstagere, og der er grund til at tro, at beskyttelsen af borgere, arbejdstagere og forbrugere vil udvikle sig i takt med behovet. Det er godt at vide, når man ikke kan gøre sig forhåbninger i den retning af Højesteret. Det er den sidste redning mod national og nationalistisk vilkårlighed.
