Thierry og jeg blev enige om, at vi skulle læse den bog, som betød mest for den andens åndelige standpunkt. Han bad mig læse Johannesevangeliet. Valget overraskede mig egentlig ikke. Han er troende katolik. Også Søren Kierkegaard havde en faible for netop det evangelium. Mere symbolsk og mindre konkret end de andre, hvoraf jeg tidligere havde læst Markus og Lukas. Det var længe siden. Men Johannesevangeliet havde jeg ikke læst før. Som læsningen skred frem syntes jeg, at jeg kendte hvert eneste vers. Det måtte være udbyttet af besøg i kirken ved dåb, konfirmation og begravelse. Noget bliver altså hængende. Men hvordan var det i sammenhæng. På grund af Kierkegaard var mine forventninger store. Men meget afhænger af øjnene, der ser, og mine så noget andet. For mig var det beretningen om en mand, der insisterer på sin hellighed, ja guddommelighed, men hele tiden stilles over for omgivelsernes skepsis og vantro. Han ser sig nødsaget til at tilbyde beviser, og hele tiden overbyder han sig selv, som en tryllekunstner der ikke kan imponere publikum med sine små tricks, og som så forsøger at overgå sig selv, når han ser, at de bevæger sig mod udgangen for at forlade hans cirkus. Han satser alt og fremturer febrilsk med stadig mere imponerende numre, som om hans hele liv afhænger af at blive anerkendt af dette publikum. Men alt er forgæves. Kun en lille enfoldig skare bliver tilbage i teltet. Det er en trøst, men ikke nok til at forhindre, at han fortvivler over sit mislykkede projekt. Alt er tabt. Kun de enfoldige følger ham det sidste stykke. Det stykke, hvor han skal vise, om han tror på sig selv. På den måde er Johannesevangeliet en meget smuk og samtidig en meget sørgelig beretning.
Hvad jeg bad Thierry læse? Lucius Annæus Seneca; Om sindsro. Den og andre af Senecas tekster har altid tilbudt trøst, når jeg sad på bunden af et hul. Seneca skrev nogenlunde samtidig med evangelieforfatterne, men dette næsten 2000 år gamle skrift er så frisk, som om det var skrevet i går. Villy Sørensen har oversat det mesterligt. Seneca var en mand, der nød sin rigdom og fremskudte position i det romerske samfund, men under Caligula og Nero lærte han, at alt kunne tabes på et øjeblik , og i sine skrifter forberedte han sig hele tiden på det. Det fik han brug for. Nero befalede ham vilkårligt at tage sit eget liv, hvorefter han med stoisk ro skar sine pulsårer, over medens Neros sendebud så på. Det, han skrev, er som en foregribelse af denne begivenhed. Det er en kamp. Han skjuler ikke sin hang til materielle goder og magt, men stiller det over for nødvendigheden af at frigøre sig fra det. Let er det ikke. Alt i ham stritter imod. Det var først i døden, at han blev den filosof, han havde skrevet om, som om han allerede var. Hvad er det da, han prøver at overbevise sig selv om? Budskabet er hele tiden det samme: Gøre sig uafhængig. Lade være med at tænke på det, man har mistet, eller som er gået galt og i stedet tænke på det, ingen kan tage fra én mod ens vilje: sindsroen. Den ro, man får, når man opgiver at kæmpe mod nederlaget eller forbitrelsen over det tabte. Når man akcepterer og affinder sig med sin egen situation. Så er man urørlig.
Thierry var ikke begejstret. Han syntes bogen var kold. Jeg forstod først ikke. Men han mente vist forstandskold, og det er jo rigtigt. Det er filosoffen, der tænker sig frem til sin sindsro. Thierrys tilbøjelighed var mere metafysisk, transcenderende mystisk. Sådan er vi så forskellige.
Men det er i grunden interessant at sammenstille de to beretninger, skrevet nogenlunde samtidig og som direkte eller indirekte har prøvelsen og den ensomme død som omdrejningspunkt.
