Kategori: Ikke-kategoriseret

Når vi kører ad de små landeveje i provinsen Alentejo, slår det os, at alt nybyggeri respekterer en stram bygge skik: hvidkalkede mure, saddeltag med røde tegl. Altid med samme hældning på tagfladen. Undertiden en himmelblå ornamentering. Det er alt. Forskellen mellem de ældre og nyere huse skal findes i detaljen. De ældre er lidt mere pyntede og undertiden beklædt med azulejos, de berømte kakler.

Så er der storkene. De står i snesevis på tagrygge og tårne. Overalt, hvor der er et fremspring, er der en stork. De har selv bygget reden. Den har ingen turistforening hjulpet dem med. På en tur i dag så vi storke, der havde bygget rede på toppen af en almindelig telefonpæl. De står der time efter time. Uden at tage notits af larm og tummel nede på gaden. Det er nok de store unger, der venter på, at far og mor skal komme hjem med nogle lækre frøer. Man forstår H.C. Andersens fascination af disse majestætiske fugle. Majestætisk er måske ikke det rigtige ord. Snarere uforstyrrelige, reserverede, højt hævet – også i overført betydning – over os. Det er nærliggende at tillægge dem menneskelige egenskaber, fordi de lever deres eget liv midt i byen. Vi har også hørt dem knebre, som er lyden, der kommer, når de klapper med næbbet. Det lyder lidt som min mors damefrokoster. Storkemor giver den håbefulde pode de første flyvelektioner. Ungen spreder vingerne i vinden og hopper lidt i reden, medens benene stritter forskrækket. Jeg ved ikke, hvem der har frataget dem lysten til at tilbringe deres sommerferie i Danmark. Jeg har en mistanke til landbruget.

Comporto er en lille ferieby med lave hvide huse i en etage. Bageren forstår kun portugisisk, så det tager lidt tid at få morgenmad. Så sidder vi på plastikstolene, medens den opstigende sol fjerner køligheden og indtager en kop te og en croissant så god som i Frankrig. Tangen op mod Sétubal er tredive kilometer lang. Vi tog turen til spidsen, hvor Troia ligger. Hvilken skuffelse. Det endte i et feriehelvede, som mindede om Côte d’Azur. M’enfin, chacun son goût.

Men færgen kom vi over til Sétubal. En by med smalle gader og gamle huse, som turisterne øjensynlig ikke har fundet endnu. Der var ikke mange af dem. Fem sardiner til frokost stegt med det hele og to kogte kartofler. Det kan ikke blive mere portugisisk.

Næste gang hører I så om Évora.

 

Hver gang, jeg pakker feriekufferten, forsøger jeg at medtage så lidt som muligt. Jeg hader at bære på en tung kuffert, og man kan jo vaske undervejs. Bukser, trøje og sko har man på. Hvad skal man med ekstra. Det behøver ikke at fylde ret meget. Men det ender hver gang på samme måde. Hvad skal jeg med et kamera, hvis jeg ikke tager med. Så er der computeren, hvis jeg vil skrive noget – som nu dette. Og en Kindle. Og så et væld af strømforsyninger. EU burde gennemtvinge en harmonisering, så kun har brug for en. Først er der til kameraet, Kindle og computeren. Så til telefonen. Endelig til den elektriske tandbørste og  barbermaskine. Min kuffert ender med at ligne en ormegård. Men hvad kan jeg gøre; jeg kan ikke se noget alternativ.

Men når man så kører ad et vejnet, der minder om tarmslyng, bliver man glad for telefonens GPS, hvor fru Nielsen, som vi kalder hende, giver anvisninger. Tidligere sad vi med et kort, hvor den, der kørte altid syntes, at alle fejlene blev begået af den, der sad med kortet – og omvendt. Nu går det i stedet ud over frøken Nielsen.

Vi landede i Faro, der er hovedstad i Algarve. Det var det eneste sted, der stadigvæk kunne fås biletter til. Vi forventede et feriehelvede og blev overraskede over en meget smuk by, der var halvtom. Vi troede, det ville ændre sig om mandagen, men nej. Vi forlængede i to dage. Vi tog en båd ud til Ilha Deserta, der som navnet antyder, er ubeboet, men der er en restaurant – og så en halvøde kilometerlang strand. Der stod en behagelig brise ind. Stemningen var lidt som Skagen en god sommer – bare mere øde. Navnlig lyset.

Da jeg forlod hotellet glemte jeg den bog, jeg havde haft med ned til morgenmaden. Lidt ærgerligt. Den var med dedikation fra forfatteren. Vi ringede lidt forventningsløse. De ville lede. Vi ringede igen efter et par dage. Den var fundet. Vi kunne hente den på hjemvejen.

Vi tog nordpå til Aljezar, hvor der var flere storslåede strande. Bølgerne var voldsomme, så følelsen af Skagen blev forstærket. Tidevandet lavede dramatiske forløb ved en flodmunding.

Restauranterne er billige. Det er svært at komme af med mere end 50 € for to personer. Fisk og skaldyr på menuen hele tiden. Og det ville ikke være Portugal, hvis det ikke var krydret med koriander.

Vi tog videre til Portocovo. Her kan man uden vanskelighed finde en strand helt til sig selv. Hvor landskabet ved Aljezar er præget af klipper, ligger der her klitter bag stranden. Når man kigger ud over landskabet bagved klitterne, ligner det lyng. Men det er alt mulig andet. Utrolig smukke planter vrider den sidste fugt ud af sandet. Der er alle nuancer af grønt. Tæt på kan man så se de farverige blomster.

Vi hr haft et par gråvejrsdage, hvor der ude ved kysten var køligt. Igen tænker jeg på Skagen.

På den videre tur, kørte vi igennem en skov med korkege. Træerne er afbarkede på de nederste tre fire meter. Så står træerne tilbage med grenene i vejret, som forskrækkede jomfruer, der har fået revet kjolen af.

Nu er vi ved den sidste strand, vi har planlagt at bo ved. Comporto. Ved parkeringspladsen er der det sædvanlige med strandstole og parasoller, man kan leje, og restauranter og alt det der. Men gider man gå tre fire hundrede meter, kan man være helt alene med klitter og fyrreskov bagved.

Næste stop er Evora.

Du siger, at du betragter begrebet værdighed som lidt antikveret. Den, som pukker på sin værdighed, er oppustet og latterlig. Værdighed bliver tit forvekslet med storsnudethed. Men du anerkender dog, at gamle skal have en værdig alderdom og død.

Men hvad ligger i begrebet værdighed? Man kan holde på sin værdighed. Selvom man gerne vil have en bestemt kage på fadet nedværdiger man sig ikke til at vise det. Så hellere gå glip af den. Man holder på sin værdighed. Det kan være noget ydre, men også noget indre. Man nedværdiger sig ikke til at snyde i skat selvom ingen opdager det. Man vil ikke nedværdige sig, men gerne bevare sin selvrespekt, kunne se sig selv i spejlet.

Andre opfatter ofte denne holden på værdigheden som latterlig, hvis man derved går glip af fordele. Man er en tåbe. Det kan være svært at leve med at blive betragtet som en tåbe. I organisationen Lejerbo blev et større antal medarbejdere i 1994 afsløret i at få leveret diverse hvidevarer og lignende til sig selv privat for firmaets regning. Man kan næppe tro at medarbejderne der var mere kriminelle end i andre virksomheder. Det samme gælder dem, der modtog bestikkelse fra Atea. Men jeg ser for mig, hvordan det kommer. Kollegaerne får diverse ting. Du kan godt se, at det ser lidt forkert ud, men når alle de andre kan gøre det, vil du nødig være den sidste tåbe, og så hopper du med på vognen og føler dig pludselig smart og heldig. Indtil det bliver opdaget. Jeg har ondt af disse sidste tåber, for de har netop opgivet værdigheden og selvrespekten.

Nabostridigheder opstår tit ud fra en følelse af krænkelse. Tænk, at naboen tillader sig det. Han gør noget, du umiddelbart ikke kan lide og du tillægger ham alle mulige motiver, men frem for alt hensynsløshed. Da vi spurgte om lov i ejerforeningen til at opsætte en markise, reagerede naboen irriteret: ”Den bliver sikkert i en rædsom farve.” jeg svarede: ”Du må bestemme farven. Kom ind til os i morgen til en kop kaffe, så diskuterer vi det.” Vi blev virkelig fine venner. Hvis man altid tager naboen med på råd, inden man foretager sig noget indgribende, går det ofte godt. Han føler sin værdighed respekteret.

Værdigheden er vores følelse af værd. Nogle taler om deres grænser, som ikke må overskrides. Spørgsmålet er, om det ikke er noget andet. Værdigheden er, hvordan vi har det med os selv. Den, som er meget sikker på sig selv, kan tåle meget. En fange kan ydmyges uden at tabe værdigheden. At sætte grænser er mere en bedømmelse af den andens adfærd. Hvornår slipper tålmodigheden op. Nogle er mere ømskindede end andre. De færreste er engle. Men vi forventer alle en vis respekt fra vores omgivelser. For mit eget vedkommende er min tålmodighed med lufthavnens sikkerhedskontrol begrænset, fordi jeg tit føler, at de ikke respekterer min værdighed. Men kommer jeg til en amerikansk lufthavn, hvor behandlingen er notorisk nedværdigende og uden nogen form for respekt, prøver jeg bare at holde på min værdighed og bider ubehaget i mig.

Værdigheden er som en god ven, man skal behandle godt. Så behandler den også mig godt. Respekt er som en gave. Noget, man kan håbe på og muligvis fortjene, men man kan leve uden – uden at miste værdigheden.

Du siger, at det er rimeligt, at indvandrere tilegner sig dansk kultur. De er kommet hertil, fordi de foretrækker vores land frem for det, de kommer fra. Vi må forvente af dem, at de loyalt slutter op om Danmark og det, som Danmark står for.

Nu er kultur jo mange ting. Politisk kultur, madkultur og hvordan vi omgås hinanden osv. osv. Men lad mig gå ind på tanken. Det, de er flygtet fra, er vel en politisk kultur. Hvis de ikke ligefrem har været politisk aktive, men bare almindelige borgere som du og jeg, er det vel den personlige frihed, de har savnet, og som de ønsker at opnå. Allerede dér myldrer mit hoved med spørgsmål, jeg ikke kan besvare. Er det frihed, at vi kræver, at man skal give hånd, når man mødes. Vi gør det frivilligt, men for nogle indvandrere er det tvang. Franskmænd giver hånd, hver dag, når de mødes med venner eller arbejdskolleger. Hvem bestemmer, hvor meget en indvandrer skal give hånd. Er det frihed, at man skal sætte sine børn i vuggestue, eller at de skal spise svinekød. Skal vegetarer også spise svinekød.

Hvad er dernæst dansk kultur. Det er vel ikke håndtryk og svinekød. De fleste åndelige strømninger er kommet til os fra syd. Ideerne om retsstat, demokrati og frihed blev frem for alt defineret af franske filosoffer. Inden for musik og litteratur fik vi meget fra de tyske lande og Italien. Europas vugge har aldrig stået i Danmark. Vi har været kulturimportører og er det vel stadig, nu hvor strømmen går fra USA. Kultur udvikler sig i vekselvirkning med omgivelserne og inspireres af, at andre tænker og gør anderledes. Hvis vi konsekvent havde lukket af for udenlandske påvirkningerne, ville vi stadig rende rundt i dyreskind med en stenøkse i hånden.

Når talen er om dansk kultur, er Grundtvig ofte en af de heste, der bliver trukket af stalden. Nogle taler om grundtvigianisme. Jeg har aldrig mødt nogen, der har kunnet forklare mig, hvad grundtvigianisme er. Jeg har aldrig hørt om noget, han har skrevet ud over nogle hyggelige salmer, som vi mumler os igennem til bryllupper og barnedåb, og hvis poetiske kvaliteter ikke når Kingo og Brorson til knæene. Han har mig bekendt ikke skrevet noget andet, som man bør læse. Kierkegaard omtaler hans tanker som ølnordisk kristendom, og det var ikke pænt ment.

Men en af de værdier, som er en uadskillelig del af kulturfanfarerne er vel tolerancen. I hvert fald plejer vi at tale nedsættende om intolerance. Når Sass Larsen taler nedsættende om humanismen, forekommer han at være smittet af sine rockervenner i Køge, som vi ikke plejer at anse som (positive) eksponenter for dansk kultur. Hvad der nærmere ligger i tolerance, kan man skændes om. Men der en kerne. Det er noget med at tåle. For mig er det at tåle anderledesheden. Man kan godt være dansk, selvom man er anderledes. Det beviste vi over for jøderne dengang i oktober 1943. I modsætning til befolkningerne i mange andre lande hjalp vi dem i stedet for at udlevere dem. Formentlig fordi vi anså dem for danske og ikke – kun – for jøder. Vi lagde vægt på det, der var fælles frem for det, der adskilte. Vi tolererede anderledesheden. Vi tolererede, at de omskar deres drengebørn, selvom vi selv anså det for frastødende.

Når man nægter at tåle anderledesheden, nærmer man sig noget, der minder om diktatur. I vores tilfælde flertalsdiktatur. Selvfølgelig skal flertallet respekteres, men ikke i alle spørgsmål. Vi har ikke alene tankefrihed, men også ytringsfrihed, som vi går meget op i, navnlig når det går ud over muslimer og tidligere kommunister. Men flertallet skal ikke bestemme indholdet af dansk kultur, hvad enten det er, hvad vi spiser, eller hvad vi læser. Diverse kulturkanon, som har set lyset, er et skingert forsøg på kulturensretning. Katolikkerne gik den anden vej, idet de havde en liste over forbudte bøger, som først blev afskaffet i 1965. Det er dybest set to sider af samme sag. Hvad særlig angår litteraturkanon demonstrerer den sin latterlighed ved den himmelråbende uretfærdige udeladelse af Søren Kierkegaard, en af de få forfattere, som aftvinger en vis interesse i udlandet. Til gengæld er Grundtvig med. Mig bekendt er hans tekster ikke meget efterspurgt uden for grundtvigianske kredse og slet ikke uden for landets grænser. Det nationalkonservative flertal har naturligvis heller ikke medtaget en internationalist som Georg Brandes. Men det er meget værre end det. Selve ideen med at sætte smagsdommere til at ophøje en række værker er en hån mod den frie tanke. Den blev gennemført under Anders Fogh Rasmussens styre, der tog afstand fra smagsdommere, når det ikke var hans egne. Måske var det under ham, at tendensen til kulturel ensretning begyndte, men det er nok for meget at give ham æren for det. Det er snarere kommet til os som en bølge i tiden. En kulturel bølge udefra. Hvor ironisk.

Som flertallet på denne måde dikterer indholdet af dansk kultur, må jeg erkende, at jeg ikke er rigtig dansk. Men nu er jeg født her og håber at tolerancen udstrækker sig til mig og andre i mindretal.

Jeg gav dig måske ikke svar på dit spørgsmål. Selvfølgelig skal indvandrere indordne sig under vores regler i lovene, men vi skal heller ikke vedtage love, der diskriminerer hverken skjult eller direkte. Når vi forbyder dommere at bære tørklæde eller kvinder på gaden at bære niqab eller burka er det diskrimination. Hvis vi forbyder jøder og muslimer at omskære deres drenge er det diskrimination. Sådanne love krænker det helt grundlæggende i den kultur, vi hylder. Det gælder også det hækkeløb gennem tilfældig og irrelevant viden, som man skal igennem for at opnå statsborgerskab. Hvad angår kravet om, at de skal tilegne sig vores kultur, er det måske at vende tingene på hovedet. Det er vel os, der skal akceptere dem som medborgere og danskere trods anderledesheden og ikke kun som muslimer, sådan som vi under krigen akcepterede jøderne som medborgere og danskere. Hvis vi forsømmer det, samles indvandrerne i ghettoer for at opnå et fælleskab med mennesker, der akcepterer dem.

Lige så vel som de har pligter som medborgere, har vi også. Det er i grunden meget enkelt. Vi skal lære at akceptere anderledesheden.

Er det ikke besynderligt, at danskerne, der synes, at EU bestemmer for meget, har svært ved at finde nogen, der vil stille op og være med til at bestemme? Er det, fordi de ikke vil dele magten med de mange andre? Eller er det, fordi journalisterne sidder i Danmark og taler om ”dem dernede i EU” og lukker øjnene for, at ”dem derned” også er os. Jeg ved ikke, om det er politikerne eller journalisterne, der fortjener mindst respekt.

 

Bæredygtig udvikling. Hvilket smukt ord. Vi vil gerne have udvikling og vækst. Økonomisk vækst, så vi hele tiden bliver lidt rigere og får det lidt bedre, end vi har haft. Økonomer ser bekymrede ud, hvis væksten falder eller bliver negativ. Det er noget med arbejdsløshed og smalhals.

Men væksten skal være bæredygtig. Vi er bekymrede for miljøet. Vores pensionspenge skal investeres etisk og grønt. Vi spiser økologisk. Ikke fordi det smager godt, men fordi det skåner naturen og fremmer dyrevelfærd.

Men har vi nogensinde stillet os selv det spørgsmål, om bæredygtig udvikling og vækst er mulig? Hvad nu hvis det er modsætninger, så vi må vælge? Hvor reelle er de trusler, vi undertiden hører om? Klimaforandring, overbefolkning, biodiversitet, forurening, udtømning af ressourcer.

Tag nu for eksempel overbefolkning. I 1960 var der 3 mia. mennesker. I dag er der over 7 mia. Jamen fødselsraten falder, jo mere velstand vi får. Se bare hvordan der er fødselsunderskud i Japan og Europa. Det samme er undervejs i Indien. Nu skal vi bare hjælpe udviklingen i Afrika på vej.

Det lyder optimistisk, men er næppe troværdigt. FN forudsiger at vi er 11 mia. i 2100. hvis det virkelig skulle lykkes at skabe en velstandsudvikling for så mange mennesker, ville CO2 udslippet blive enormt. Nej siger de andre så, for vi skal bare omstille til grøn energi.

Det har man jo talt om længe, men det stiger alligevel og har aldrig været så højt som i 2017. Kun under den finansielle krise faldt det lidt – fordi væksten faldt!

Forleden var der i Information en sammenligning af CO2 forbruget ved flytransport over for bil, bus og tog. Sammenligningen blev opgjort pr. personkilometer. Flytransport forbrugte nogenlunde tre gange så meget CO2 som det værste alternativ, bilen. Hvis hele verdens befolkning skulle dele CO2 forbruget lige, var der 2 ton pr næse pr. år. En tur/retur til Bangkok ville bruge hele årskvoten. Et par dage efter var der et indlæg af en kvindelig medarbejder. Det er miljøbevidste medarbejdere på det blad. Hun var godt klar over, at CO2 udslippet skulle ned, men hun ville ikke opgive flytransporten. Det var godt også kulturelt. Syntes hun. Men de røde bøffer ville hun godt give afkald på. Som om der var et valg. Som det er karakteristisk med den slags luftige politisk korrekte udsagn, var der ingen sammenligning af, hvor mange bøffer hun skulle afstå fra for at få en tur til Bangkok. ATP – vores allesammens pensionsleverandør – har netop overtaget en stor post aktier i Københavns Lufthavn. Hvorfor mon? De håber sikkert, at passagertallet vil stige lige så dramatisk som hidtil. Hvis det skal retfærdiggøres med sparede bøffer, må alverdens slagterier formodes at gå konkurs i morgen.

Derfor siger jeg forsigtigt: måske er bæredygtig vækst en kimære. Noget politikerne siger, fordi vi gerne vil høre det. Vi får mere vækst ved at bygge flere vindmøller og isolere vores huse bedre og bedre. Vi laver biobrændsel og kører i el-biler. Det må da være godt. Men al vores produktion af disse ting forbruger også mere og mere energi. Hvortil kommer alt det andet, som vi forbruger uden t tænke på, hvad det betyder for miljøet. Det er jo en følge af den vækst, vi tilstræber. Og CO2 udslippet øges.

Det kunne være fristende at skyde skylden på udviklingslandene. Vi kunne skifte standpunkt og kræve, at de ikke udvikler sig så meget. Vi laver bæredygtig udvikling, men de gør ikke. Hvis kineserne bare ville blive ved med at cykle i stedet for at køre bil. Er det ikke deres skyld, at CO2 udslippet øges? Hvis det var rigtigt, ville det være ensbetydende med, at vi ville fastholde den rigdom vi har opbygget gennem globaliseringens fordele ved at holde dem ude. Det er jo et moralsk standpunkt. Er det sådan, vi ser på det? Vi holder dem jo rent faktisk ude – helt bogstaveligt, når de forsøger at komme ind i Europa, USA, Australien. Velfærdsflygtninge siger vi forarget og slår bommen ned. Nu er rigdommen fordelt som den er, fordi vi er dygtige, og de er dovne. Eller vi siger det som socialdemokraterne og dansk Folkeparti lidt mere indpakket. Vi forsvarer vores kultur og vores vælfærdsmodel. Det skal vi ikke lave om på. De må frelse sig selv.

Men bare ikke med mere CO2 udslip. Eller hvad? Modsigelserne står i kø.

Men det undrer mig stadig, at man aldrig hører nogen sige, at væksten må ned og befolkningstilvæksten må standses. Ikke en eneste debattør og slet ingen politikere. Han ville aldrig blive valgt. På den yderste venstrefløj – som er langt fra regeringsansvaret – tør man godt argumentere for mindre vækst, men ikke regulering af befolkningstilvæksten. Det er der ingen, der argumenterer for. Det er tabu. Hvis nogen sagde det, ville vi stikke fingrene i ørerne og sige som små børn: blablabla eller bare bæredygtig vækst, bæredygtig vækst, bæredygtig vækst…

Ludvig XV sagde det mere ærligt: efter mig syndfloden.

Der er meget ballade om et par ulve i Jylland i øjeblikket. Er de farlige eller ikke. Efter sigende udgør hugorme en større fare for mennesker, men nogle af vores jyske landsmænd tør ikke lade deres børn alene i haven og har sluttet sig sammen i en forening for ulvefrit Danmark. De mener, at ulvevennerne sidder på Rådhuspladsen og omegn, hvor der ikke er den store ulvefare. Det sigter klart mod det typiske politikenpublikum. Det måtte avisen tage op. Politikens chefredaktør skrev et indlæg for en uges tid siden, hvor han stillede sig på ulvehadernes side. Han havde det svært med argumenterne. Det kom han ud over ved at skrive følgende afskedssalut: Det handler om følelser, ja, men det er legitime følelser. Mageløst tænkte jeg. Der er altså to slags følelser. De legitime og de andre. Gad vist, hvordan man sondrer. Og hvad er det, der giver visse følelser en legitimitet, der hæver dem over fornuft. Det skrev jeg så et lille læserbrev om til Politiken. Det er blevet en sport for mig. Ikke at skrive læserbreve og debatindlæg, men at få dem afvist. Det er lykkedes fem gange i træk. Nu ville jeg prøve sjette gang. Bare fem seks små linjer. Minsandten. Det lykkedes. Jeg modtog den sædvanlige mail, hvor de skriver, at de modtager så mange kvalificerede læserindlæg. Som daglig læser fristes man så til at spørge: hvorfor bringer de så slet ikke nogen? På grundlag af min beskedne statistik er jeg kommet til den konklusion, at avisen ikke gerne bringer indlæg, der afslører, at chefredaktøren våser.

Men Christian Jensens vås eller manipulerende retorik fik mig til at tænke på Pascal: Le coeur a ses raisons que la raison ne connait pas. Her giver han følelserne forrang over fornuften. Pascal var matematiker og vidste, hvad han talte om. Fornuften har sine grænser. Der hvor den naturvidenskabelige eller bare menneskelige erkendelse ikke kan nå ud, må fornuften give op. Der må hjertet råde. Eller følelserne. Det er klogt tænkt og smukt sagt.

Men når det drejer sig om ulve i Danmark er vi nok ikke der. Der er masser af bevis på, at ulve ikke er farlige for mennesker. Der er vilde ulve i det meste af Europa i større eller mindre omfang. Derfor bliver påberåbelse af følelserne et skalkeskjul for argumetresistens. Det er som at lukke øjnene og stikke fingrene i ørerne. Det sker hele tiden, men det skuffer, når det kommer fra en chefredaktør på Politiken.

Hvorfor er der nogle indvandrere, der integreres meget nemt og andre slet ikke, spørger du. Det er et tankevækkende spørgsmål. Jeg mangler naturligvis indsigt og tal for at kunne svare. Jeg kunne søge på nettet eller kontakte forskningsinstitutter. men det gør jeg ikke. Det må blive godtkøbsbetragtninger. Hvad har jeg hørt, læst eller selv oplevet. Sådan er en samtale.

En af de ting, der har undret mig, er, at amerikanere eller andre fra den engelsktalende verden, som er indvandret, kan leve et helt liv i Danmark uden at lære dansk. Nogle slet ikke, andre en smule. Måske forstår de lidt, og måske kan de sige et par sætninger, men så slår de over i engelsk og forventer, at vi følger med. Det må være som at se verden gennem matteret glas. Men det er naturligvis ikke dem, du tænker på.

Man hører aldrig om problemer med kinesere eller vietnamesere. Er de integreret? Efter sigende ikke. De skulle leve i lukkede kredsløb uden kontakt til samfundet udenfor. Ingen ser dem. Ingen kender dem.

Philippinerne er en anden gruppe. De kommer på såkaldt kulturudveksling, men tjener reelt som barnepiger og hundeluftere, hvor man ser dem på vejene nord for København, hvor de går med den vovse, familien ikke selv gider tage sig af. De sender en del af deres beskedne løn hjem til familien. Ingen af dem lærer et ord dansk, medens de er her. De skal jo tilbage. Nogle gange tilbage til mand og børn. Hvad det er for en kultur, de tager med hjem, er lidt tvivlsomt.

Men det er naturligvis de muslimske indvandrere, du tænker på. Når det kommer til dem, betegner vi dem ved religion og ikke ved nationalitet. Vi ser det som et fedt. De kommer fra Tyrkiet, hele Mellemøsten, Iran Afghanistan, Pakistan og hele vejen rundt om Middelhavet til Marokko. Men er det alt sammen et fedt?

Lad os indlede med at konstatere, at mange af disse indvandrere i første eller anden generation er fuldt integreret, har høje stillinger som forskere eller forretningsmænd. Vi elsker at høre om dem. De bekræfter indirekte vores tro på vores værdier og levevis. Naser Khadar hører til den slags præmieindvandrere. Han ved det selv.

Men der er en stor gruppe, det må indrømmes, som virker fremmede. Mange af dem har job og taler dansk og er for så vidt integreret, men vi tænker alligevel over det, når vi ser dem i taxaer eller i grøntforretningen, eller når vi er sent på kontoret og ser dem rykke ind for at gøre rent. Vores ældre slægtninge, som er på hospitalet eller bor hjemme ser dem som sygeplejere eller hjemmehjælpere. Ofte føler de et spontant ubehag når et fremmed ansigt pludselig dukker op. Når man er syg eller gammel og svagelig, er man nok mere bekymret. Men også disse fremmede er jo integreret.

Efter sigende har integrationsvanskeligheder undertiden noget at gøre med de sociale lag, de kommer fra. Tyrkerne, der kom i 70-erne, var fra landdistrikter og havde meget beskeden uddannelsesbaggrund. Pakistanere og iranere kommer efter sigende fra højere sociale lag og har lettere ved at glide ind på arbejdsmarkedet. Men så enkelt er det nok heller ikke. Tyrkerne befolker grønthandlere og pizzeriaer og mange andre restauranter, hvor de tilbereder italiensk og græsk mad.

På en dårlig dag bliver vi også bekymrede over polske og litauiske håndværkere. I landbruget arbejder ifølge Information 7000 rumænere. Men tænker vi det igennem, må vi også regne dem til de integrerede. Anderledes med romaerne, der tigger på strøggaderne og de tyve, der begår indbrud og stjæler vores få guldsmykker. Politiet siger, de kommer fra Rumænien. De holder sig til guldet, fordi de ikke kan slæbe så meget den lange vej hjem. Jeg trøster mig med, at de medvirker til velstandsudligningen i EU.

Meget kender vi kun fra medierne. Områder af byen, hvor man ikke kan komme. Tingbjerg for eksempel. Vi hører om bander og kriminalitet. Det er ikke noget, der umiddelbart truer os, men vi bliver utrygge. Det har ikke noget med integration at gøre. Kriminalitet er kriminalitet. Men vi sætter det i forbindelse med manglende integration.

Måske er vores største problem vores manglende evne til at få deres børn gennem vores skolesystem. Det er vel retfærdigt at sige, at der kommer vi til kort. Klasser med mange indvandrerbørn er næste ustyrlige og lærerne bruger alle deres ressourcer på bare at holde en lille smule orden. Indlæring er der ikke megen mulighed for. Det hænder så, at indvandrerbørn bliver taget ud af klassen og sendt til genopdragelse i hjemlandet. Så bliver vi forargede, selvom det vel i grundet er et bevis på vores fallit. Eller hvad? Er vi ikke i stand til at drive en skole, der kan sætte skik på disse børn og lære dem noget. Vores uvilje mod disciplin og kæft trit og retning er så stærk, at vi hellere vil miste kontrollen end at bruge det. I stedet lægger vi op til mere kæft trit og retning, når de er kommet på den forkerte side af loven med strengere straffe og udvisning af landet. Men så er det jo på en måde for sent. Vi vil hellere holde fast i en forestilling om, at skole skal være sjov og underholdende og drevet af videbegær og lyst. Børn skal kunne lide at gå i skole, men aldrig har så mange pjækket. Vi fastholder denne pædagogiske idyllisering, selvom resultaterne ikke altid er overbevisende for andre end de meget velfungerende børn, som vil blomstre i alle systemer.

Men hvad så med terroren? Ja, hvad med den? Rent statistisk er det en beskeden trussel. Som risikoen ved at falde ned med en flyvemaskine eller noget i den retning. Men hvorfor gør de det? Tja, hvorfor smider vi bomber i Syrien og Libyen? Vi meldte os jo også til krigen i Iran, selvom det kun var med en ubåd. Når de svarer igen med terror, er det vel det, man kalder asymmetrisk krigsførelse. Det oplevede Frankrig også, da undertrykkelsen i Algier var på sit højeste.

Deres religion gør os også utrygge, fordi den er så fremmedartet, selvom jeg kan huske, da Bertel Haarder i fjernsynet sagde, at han foretrak muslimerne, fordi de dog trods alt troede på noget, frem for dem, der ingenting tror. Det var før Anders Fogh Rasmussen gav ham mundkurv på. Hvad kunne det ikke have udviklet sig til i forhold til ateisterne, hvis han havde fået lov at fortsætte.

Når man så kommer til tørklæder, burkaer og uviljen mod at spise svinekød, bliver de reelt symboler på vores frustrationer og på vores utryghed og afmagt. Derfor hader vi dem. Integration derimod er vi i grunden ligeglade med. Hvad rager det os, at kinesere og vietnamesere lever i lukkede cirkler, eller at amerikaneren aldrig lærer dansk. Det er deres problem.

Men tag ikke mine synspunkter alt for tungt. Det er alt sammen løse betragtninger og påstande. Andre kan med lige så stor ret mene noget andet. Men jeg tror, det er godt at tale om det. Vi skal hele tiden værge os mod de forenklede billeder, som politikere og såkaldte meningsdannere forsøger at tegne.

Da regeringen for nogle år siden ville indføre forbud mod, at dommere bærer tørklæde, engagerede jeg mig på forskellige måder imod. Midt i det hele fik jeg en hilsen fra en jurastuderende, som bar tørklæde, og som værdsatte min indsats. Jeg bad hende komme ind på kontoret. Jeg ville gerne forstå hende, sagde jeg. Jeg kendte ikke kulturen. Hun kom, og vi havde en lang samtale, og jeg fik mulighed for at stille mine spørgsmål:

• Bærer din mor tørklæde?
• Nej
• Har du altid båret tørklæde, efter at du er blevet voksen?
• Nej.
• Men hvorfor er du så begyndt at bære tørklæde?
• Jeg får hele tiden at vide, at jeg ikke er dansker. Men hvis jeg ikke er dansker, hvad er jeg så?

Pludselig forstod jeg det hele. Vi har alle brug for en identitet. I ”En tyskers historie” af den tyske historiker Sebastian Haffner havde jeg læst noget tilsvarende. Da jødeforfølgelserne tog fart i 1933 begyndte han at komme sammen med en jødisk pige nærmest i protest. Hun havde tidligere opfattet sig som verdslig tysker. Men han iagttog efterhånden som antisemitismen skærpedes, hvordan hun blev mere og mere ”jødisk”. Var hun ikke tysker, måtte hun være jøde.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det er vigtigt at blande sig i, hvordan medborgerne går klædt. Min franske ven anser det som uakceptabelt, at nogen vil markere sig som gruppe. Vi er alle borgere i den samme stat. Vi er individer og staten er fællesskabet. Det er vel den officielle forklaring på burkaforbuddet i Frankrig. Den tager udgangspunkt i den siden 1905 lovfæstede verdslighed.  Staten er verdslig. Religion er privat. Han mener, at en muslim må være glad for at være borger i et vestligt land, som han eller hun øjensynlig har valgt frem for oprindelseslandet. Det kan der være noget i, men det holder ikke hele vejen. Mange af dem er født her og har ikke noget valg. Men for det andet kræves det vel, at de netop er borgere, medborgere og akcepteres som sådanne.

Men det bliver de ikke, hvis de betragtes som andenrangsborgere. En anden fransk ven fortalte, hvordan han på gaden havde set en mand med arabisk udseende, der stod alene stærkt ophidset og råbte ukvemsord til højre og venstre, så det ledte tanken hen på en psykisk syg. Men der var noget, der ikke passede til det billede. Han gik hen til ham og spurgte, hvad der var galt. Manden faldt straks til ro overrumplet over, at nogen gad lytte til ham. Så kom forklaringen. ”Jeg har altid fået at vide, at hvis jeg tog en uddannelse, så ville min arabiske oprindelse ikke betyde noget. Så ville jeg have de samme chancer som alle andre for at få en god plads i samfundet. Jeg lyttede til det råd og sled mig til en økonomisk universitetsuddannelse, men hvad skete? Hver gang jeg søgte en stilling, og de så mit arabiske navn, blev jeg sorteret fra. Jeg blev ikke engang indkaldt til en samtale. Ikke en eneste gang. Nu har jeg et job som lagerarbejder.”

I Danmark synes regeringen at tage udgangspunkt i et krav om integration. En slags tvangsassimilering. Ikke pynteligt i et frit land. Et frit land skulle nødigt være et flertalsdiktatur. Friheden omfatter vel friheden til at være anderledes. Selvfølgelig må de underkaste sig vores love. Vi akcepterer hverken stening eller kvindelig omskæring. Men en burka er ret uskadelig. Hvis den ikke bliver gjort til identitetssymbol, bliver den sikkert også hurtigt lagt til side til fordel for mere behageligt tøj.

Med den nye lov bliver vi i stedet gjort til grin af en udenlandsk rigmand, der vil betal bøderne. Og burkaen får på den måde et langt liv. Men hvad værre er, så styrker den hetzende retorik uviljen mod indvandrere både i første, anden og tredje generation. Og svækker derved integrationen

En EU-politiker, som jeg kender, en seriøs og hårdtarbejdende politiker, foreslog, at man opdyrkede arealer i Bulgarien med henblik på biobrændsel. ”Der er så meget uopdyrket land,” forklarede hun. ”Hvad med biodiversiteten?” spurgte jeg. Det svarede hun ikke på.

Vi må have ulven væk fra Danmark, siger mange. Tja, den spiser fårene. Ja man kan sidde i København og synes det er spændende med ulve Men en landmand lever af sine får. Og så efterlader den kroppene, Den spiser ikke op. Tænk engang. Prøv at komme i en kantine, når frokostserveringen er slut og se, hvad der bliver smidt ud. Rotterne i Kongens Have lever af efterladte pizzastykker. Krager og duer i byerne lever også af vores udsmid. Og nu er det jo ikke sådan at de halvfortærede fårekroppe går til spilde. Ræve lever i vidt omfang af ådsler. Der er også andre dyr, der tager fat, hvor ulven slipper. Tænk på hvor sjældent man se en død fugl. De forsvinder hurtigt.

Men ulve er ulve og må døje med dårlig karma på linje med myg og rotter, hvorimod får er nuttede. Vi har inddelt dyr i dem, vi kan lide og dem, vi ikke kan lide. Det er bare ærgerligt for ulven, at den er havnet i den forkerte skuffe.

Men ulve angriber mennesker. Biologer siger, at der er der ikke belæg for det. Se senest i Information i dag. I Der Spiegel var der for et par år siden en tilsvarende artikel.  Der er ingen tilfælde af angreb på mennekser. Medmindre man optræder uhensigtsmæssigt. Så kan en schäferhund også være farlig. Og kronhjorte og hugorme. Angsten for ulven går langt tilbage. Tænk bare på Lille Rødhætte. I Perraults æventyr ender historien der, hvor ulven spiser Lille Rødhætte. Sådan har ulven været sindbilledet på det farlige. Ikke mærkeligt, at den har dårlig karma.

Men hvad skal vi med ulve i vores civiliserede verden. Nej det er rigtigt. Naturen skal være andre steder. Vi vil gerne have, at Brasilien lader være med at fælde deres regnskov, men Danmark er et landbrugsland. Det betyder ikke noget for biodiversiteten, at fjerne ulvene fra Danmark. Ulven er i toppen af fødekæden. Men er det så også i orden at inderne udrydder tigrene? Men hvad skal ulven i Danmark. Den har ikke været der i flere hundrede år. Men den er kommet igen naturligt og ikke i forbindelse med noget genopretningsprojekt.

Ejer vi naturen?