Kategori: Ikke-kategoriseret

Min niece Frederikke Lett, hvis energi gør selv de ihærdigste forpustede, har afkrævet sine facebookvenner et bud på begrebet dannelse. For den, der er opvokset før ungdomsoprøret, repræsenterer begrebet dannelse noget negativt. Det er formel viden om god opførsel og at sige det rigtige og læse det rigtige. Det er stift og udvendigt. Det var et middel til at danne sociale skel, og den dannede kunne se med foragt på den udannede. Alt det blev endegyldigt kastet på møddingen i 1968. Det var vi unge godt tilfredse med. Når begrebet nu dukker op igen, er det som at se et spøgelse.

Jeg slog efter i min kilde til sproglig visdom: Ordbog over det Danske Sprog. Den er god nok: betydning 3.2 ”om resultatet af den ved at danne betegnede udvikling, dels m.h.t kundskaber, dels m.h.t. åndelig (etisk) udvikling i almindelighed, dels m.h.t. ydre væsen eller optræden; især almindelig oplysthed på de forskellige kulturområder (almindelige kundskaber) i forbindelse med en udviklet personlighed og kultiveret optræden; som oftest med afbleget betydning: belevenhed, velopdragenhed, i forbindelse med et vist mål af kundskaber; almindelig kultur.” Sådan ser spøgelset ud, når man holder det op i lyset.

Nu skal ordet ikke stå i vejen for indholdet. Men ord af den art vil altid danne skel. Kultur står i modsætning til ukultiveret. Men begynder man helt basalt, kan kultur defineres som det, mennesket lægger til naturen. Det er en meget bred definition, som ikke siger noget om kvaliteten. Men hvad så. Her gik jeg i første omgang i stå. Ved et tilfælde fik jeg for et par dage stukket en tekst af Kant i hånden af min svoger Tim. Allerede de første sætninger hjalp mig:

”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er manglen på evnen til at bruge sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at bruge den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at bruge din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.” (Fra Hvad er oplysning Königsberg 1784) (Det latinske oversættes til: hav mod til at være klog; af verbet audeo jeg vover)

Der har vi måske allerede svaret. For dannelse som begreb synes at forudsætte normer og dermed ensretning. Det synes at stå i modsætning til at bruge forstanden uden andres ledelse. De dannede vil jo netop danne, så andre kan blive dannede. Kants opfordring til at bruge forstanden er derimod anarkistisk og dermed udannet. Men kun den anarkistiske brug af forstanden giver håb om originalitet og nyskabelse og ægte værdi og ikke dannelsens efterabning.

Oplysning er meget mere end faglig viden. Det er det hele, dvs. alle menneskelige frembringelser. Vi skal suge viden fra alle tilgængelige kilder. Herved står jeg på randen af det dogmatiske dannelsesbegreb, men prøver at undslippe, dels ved at understrege, at al viden er relevant, dels ved at tilføje – med Kant – at vi på det grundlag skal danne os vores egen mening. På én gang banalt og – radikalt.

 

• Der er ikke nogen klimaforandring
• Den er ikke menneskeskabt
• Man kan ikke gøre noget ved det
• Ny teknologi vil afværge den
• De andre (Kina, USA osv.) producerer så meget CO2, at vores bidrag er ligegyldigt
• Vi kan afværge det ved grøn omstilling
• Vi vil gøre alt, bare det ikke går ud over velfærd, vækst, fuld beskæftigelse
• Vi….

Kiggede man på filmudbuddet på DR-kanalerne i juledagene, skulle man tro, at engelsk var vores modersmål og at Danmark var den 51. stat i USA. Efter at DR K er forsvundet, bliver det nok endnu værre. Det er lidt mærkeligt, at de offentlige kanaler mener at de skal sende det samme som de kommercielle. Hvad er så ideen med at være uafhængig af kommercielle interesser? Hvis de sender det samme er de jo indirekte afhængige af de kommercielle, der definerer banen. Så kan man lige så godt se de kommercielle.

Når jeg trykker på knappen på apparatet, er det i håbet om at blive beriget kunstnerisk eller kulturelt. En russisk eller iransk film giver mig en fornemmelse af, hvordan russere tænker. Mere end jeg ville kunne få ved at rejse i landet. Jeg kan jo ikke sproget og ville ikke få samtaler med den dybde, som en spillefilm giver.

Jeg undgår amerikanske film af to grunde. Dels bliver vi i forvejen tæppebombet med amerikansk kultur, så jeg derfor ikke beriges med ny indsigt. Dels er de meget ens i fortællingen. De følger faste mønstre, som understøttes af filmindustriens faste genreinddeling. Selvom der naturligvis er fremragende undtagelser fra denne generalisering, så er det næppe overdrevet at sige, at hvis man udelukkende ser en amerikansk film, bliver man ikke særlig beriget. Det ville man heller ikke blive, hvis man så tilsvarende film fra et andet vilkårligt land være sig Danmark, Rusland eller Frankrig.

DR og den socialdemokratiske regering, der våger over dem, vil sikkert hævde, at de laver TV for folket. Men hvad så med os andre, der trods statsborgerskab øjensynlig ikke er folket? Hvem laver TV for os, der tilhører en minoritet? De kommercielle kanaler gør i hvert fald ikke. Alle konkurrerer – af forskellige grunde – om at tilfredsstille folket.

Dette folk, som i stigende grad misbruges af politikere til at legitimere sig over for politiske modstandere. Resten – de der ikke er folket – er altså en minoritet, hvis behov ingen føler sig forpligtet til at tilgodese. Det er jo en interessant overvejelse i en tid, hvor man bestræber sig på ikke at diskriminere minoriteter, såsom sorte, handikappede og folk, der ikke er heteroseksuelle osv. Tilhører de folket, selvom de er en minoritet?

Nu ved jeg jo godt, at jeg leger med ordene, og at politikernes modsætning til folket er eliten. Det er i dag et adelsmærke at være anti-elitær. Det rejser så det naturlige spørgsmål: hvad er eliten? Det mest oplagte svar må vel være, at det er medlemmerne af folketinget og regeringen. Men her vil de politikere, der hævder at repræsentere folket, insistere på, at de ikke tilhører eliten, hvilket som ofte påpeget er grænseløst hyklerisk. De vil i stedet hævde, at de i særlig grad forstår folket og giver stemme til dem, der ikke selv kan formulere sig over for eliten. Det er naturligvis en gåde, hvordan man kan vide, at man repræsenterer folket. Man kommer ind i tankegange, som minder om den marxistiske fremmedgørelse, hvor man kan hævde at føre en politik til fordel for dem, som ikke selv ved, hvad de ønsker. Den går naturligvis ikke i et demokrati. I stedet bliver øvelsen at påberåbe sig folket under henvisning til almindeligheder og helst så stilsikkert, at man rammer et flertal. Når tonen er fundet, hvad enten det er udsatte børn eller indvandrere, så spilles den på alle strenge, så den hele tiden favner et flertal. Der er ikke i sig selv noget overraskende eller nyt i at formulere politik på den måde. Det ubehagelige er at gøre det i folkets navn. I modsætning til klassekampens dage er det ikke interessepolitik, det er vulgær magtpolitik, som i sin værste form udarter til flertalsdiktatur.

Kernen i henvisningen til folket er nemlig, at eliten er dem, der er uenige med dem, der repræsenterer folket, og denne uenighed viser, at de ikke tilhører folket. De beskyldes ofte for at varetage deres egne interesser uden hensyn til netop folket. Det er ikke meget forskelligt fra folkerepræsentanternes ønske om at varetage folkets interesser uden hensyn til eliten. Konsekvensen er imidlertid, at hvis folkets repræsentanter har politisk flertal, bliver eliten en minoritet, som det er legitimt at diskriminere. Der er simpelt hen ikke nogen grund til at tage hensyn til dem, fordi de ikke står bag det regerende flertal. Det er så det, der sker, når DR K nedlægges, for den ses jo kun af eliten, som groft sagt kan karakteriseres som dem, der ser andet end amerikanske film. (De ser sikkert heller ikke fodbold; hvor herre bevares)

Det var en udvikling der har været på vej længe. Forrige fase var, da DR K viste de ikke-amerikanske film efter kl. tolv om natten. Om det var fordi man regnede med, at eliten vendte op og ned på døgnet, ved jeg ikke. Nu kan den imidlertid vende tilbage til normal døgnrytme. Der ikke længere nogen grund til at tænde for apparatet.

 

Ballade til fordums kvinder

Sig mig så hvor, i hvilket land

er Flora, den dejlige kvinde,

Archipiade og Thaïs,

som var hendes bedste veninde,

Ekkoet taler med sagte stemme

i kildens kluk og søens bølger

om deres skønhed som gudinders ligne?

Men hvor er den sne, der faldt i fjor?

Hvor er den meget kloge Héloïse,

For hvis skyld Pierre Abélard

Fra St. Denis blev gildet først og siden munk.

For sin kærlighed han fik den straf

På samme vis hvor er den dronning,

Som bød at kaste Buridan

Først i en sæk og så i Seinen?

Men hvor er den sne, der faldt i fjor?

Dronning Blanche hvid som en lilje,

Som sang med havfruestemme,

Berthe med store fødder, Béatrix, Allys,

Haremburges som ejede Maine,

Den gode Jeanne som kom fra Lorraine,

Som englænderne tog i Rouen

Hvor er de, oh hellige moder?

Hvor er den sne, der faldt i fjor?

Herre, spørg ikke mere, hvor de er

I dag og aldrig nogensinde,

Lad blot mit omkvæd stadig klinge:

Hvor er den sne, der faldt i fjor?

Og så kommer det her på fransk. Jeg ville have det til at stå ved siden af, men det tillod mine ringe grafiske evner mig ikke.

Ballades des dames du temps jadis

Dites-moi où, n’en quel pays,

Est Flora, la belle Romaine,

Archipiade ne Thaïs,

Qui fut sa cousine germaine,

Echo parlant quand bruit on maine

Dessus rivière ou sus estan,

Qui beauté eut trop plus qu’humaine?

Mais où sont les neiges d’antan?

Où est la très-sage Héloïs,

Pour qui fut chastré et puis moine

Pierre Esbaillart, à Saint-Denis?

Pour son amour eut cest essoine.

Semblablement, où est la Roine

Qui commenda que Buridan

Fust jeté en un sac en Seine?

Mais où sont les neiges d’antan?

La roine Blanche comme un lys

Qui chantoit à voix de seraine,

Berthe au grand pied, Béatrix, Allys,

Haremburges qui tint la Maine,

Et Jeanne, la bonne Lorraine,

Qu’Anglois bruslèrent à Rouen;

Où sont ils, Vierge souveraine?

mais où sont les neiges d’antan?

Prince, n’enquerez de semaine

Où elles sont, ne de cest an,

Qu’à ce refrain ne vous remaine:

Mais où sont les neiges d’antan?

Sonja Haubergs Syv år for Lea er genudgivet. Jeg vidste ikke, der havde været en periode, den ikke kunne fås. Jeg læste den som 14-årig, hvor den blev min indgang til litteratur og afløser for min Anders And-læsning. Den slog fuldstændig benene væk under mig. Den tumlede mig omkuld med sin beskrivelse af de følelser, jeg anede i mig selv. Sonja Hauberg døde som 27-årig af tyfus efter en forfatterkongres i Finland. Jeg kunne dengang hendes biografi i detaljer og fik fat i de to andre bøger, hun havde udgivet og købte hendes posthumt udgivne April, da den kom. Ingen af dem kunne måle sig med den oplevelse, jeg havde fået af Syv år for Lea. Og så spørger jeg mig selv: Var det afgørende tidspunktet, jeg læste den? Ville den have gjort samme indtryk på et andet tidspunkt? Da jeg læste den franske pubertetsklassiker Alain Fournier Le Grand Maulnes (på dansk omkring 1940) som 19-årig følte jeg mig allerede for gammel. Rifbjergs Den kroniske Uskyld et par år senere sagde mig absolut ingenting. Man skal have alderen for at blive ramt af det univers af nye følelser, som man ikke vidste, der var ord for.

Som 14-årig læste jeg også Det forsømte Forår Den var anderledes ved at foråret netop var forsømt, og at de spirende følelser ikke havde nogen genstand og ikke kom til udtryk bortset fra bemærkningerne om duerne på gesimsen, som drengene kiggede ud på, og som teede sig underligt, og som de ikke forstod.

Sonja Hauberg var gift med maleren Richard Mortensen, som jeg fik lejlighed til at træffe nogle gange. Han talte ikke om Sonja Hauberg. Hans seneste kone Charlotte var stærk og ganske vanskelig og administrerede hans tilværelse meget fast. Hans tidligere samlever fra årene i Paris var Denise René. Det var hende, der som gallerist førte ham frem til berømmelse. Da hun besøgte København på et tidspunkt, blev han rystende angst, som om han var bange for, at hun helt bogstaveligt ville tage magten over ham. Han forventede hvert øjeblik et anslag. Han var altså tilbøjelig til at knytte sig til stærke kvinder, må jeg antage. Det giver anledning til overvejelser om, hvordan Sonja Hauberg egentlig var. Jeg er aldrig stødt på en beskrivelse af hendes personlighed. Når man læser hendes bøger, får man ikke fornemmelse af en specielt stærk kvinde. Det behøver heller ikke nødvendigvis komme til udtryk i det, hun skriver. Stærke mennesker har ofte skrøbelige sider.

Jeg har overvejet at læse Syv år for Lea igen. Jeg har stadig tranebogsudgaven fra dengang. Det billige papir er gulnet og omslaget er begyndt at delaminere. Jeg skrev mit navn i dengang og årstal. Skriften antyder min begyndende selvbevidsthed. Det er fristende at forsøge at genopdage de følelser, den udløste dengang. Men jeg tør ikke. Fortryllelsen risikerer at blegne og forsvinde helt som bouqueten på en gammel flaske rødvin på et øjeblik. Jeg må nøjes med at holde den i hånden og tænke på de løsrevne scener, jeg stadig kan huske. Jeg kan stikke næsen ned mellem bladene og indsnuse duften af papiret og håbe, at det ligesom Prousts madelainekager kan vække stemningen til live.

 

Principielt har jeg ikke noget imod jyder. De er mennesker, som vi andre, og deres land er dejligt at holde ferie i. Vi kan nyde naturen langs strandene sammen med andre københavnere, og tage ind i deres små byer, de mange dage med dårligt vejr og nyde at høre dem tale deres jyske sprog, som vi ikke forstår et klap af. Vi klarer os med fingersprog og smil og prøver at tinge om prisen på varerne i supermarkedet, som vi har hørt, at man gør derovre. De er meget gæstfri, og man kan trygt tage imod deres invitationer, blot skal man være klar over, at de ikke siger så meget. Kommer man i forretningsøjemed, skal man huske at tie stille, indtil alle har drukket deres kaffe og spist deres bløde brød. Først derefter begynder mødet. Ellers kan forhandlingen gå i hårdknude. Men alle fremmede lande har jo deres sære skikke. Det er bare en del af charmen.

Men trods idyllen vil mange væk derfra. De søger mod bedre livsvilkår i København, og vi forstår dem godt. Der sker ingenting derovre. Vi er også glade for deres arbejdskraft, og jyske håndværkere er mere ærlige, og så smiler de altid. Men den politiske korrekthed må ikke stille sig i vejen for at se tingene i øjnene. Der er for mange i København. Vi kan jo ikke løse alle Jyllands problemer her. Der indvandrer omkring over 5000 om året. Man siger, at det tal er overdrevet, men modbevis det! Det er snarere et spørgsmål, om der ikke kommer flere.

Det største problem er, at de er svære at integrere. De bliver ved med at tale deres eget sprog, og kan øjensynlig ikke lære rigsdansk. Tit hører børnene kun jysk derhjemme. Tit hænger stumper af deres mærkelige sprog ved, når vores børn bliver passet af dem i institutionerne. De aflægger ikke deres mærkelige skikke. De er lette at genkende på krogen bag på bilen. Og så snyder de i moms.

Dem, der er her allerede, kan man nok ikke sende hjem igen. Men de bør spredes i byen. Koncentrationen på Amager er alt for stor. Skylden er måske vores egen, fordi vi lokkede dem til at bo der, fordi de ikke vidste, at det er lorteøen. Men hvis man skal gøre sig håb om at integrere dem, må de spredes.

Det værste er, at de går efter overherredømmet, så vi andre skal indrette os efter dem. De sidder allerede på borgmesterposterne i København og Gentofte, hvor de forfølger rent jyske interesser. De nedlægger vores parker og fredede områder for at gøre plads til endnu flere jyder. Samtidig arbejder jyderne i Folketinget på at sende københavnerne til Jylland ved at udflytte statslige institutioner. Til sidst vil vi være et mindretal i vores egen by. Vores kultur vil gå til grunde og blive erstattet af den mest fundamentalistiske provinsialisme. Bevillingerne til vores kulturinstitutioner beskæres og indholdet reguleres. Elitær kunst og kultur trænges tilbage for at give plads til jysk folkelighed. Udstillingerne på museerne skal være mere underholdende og give en på opleveren. Alt det finkulturelle anser de som suspekt og vil undertrykke det. Radioen skal sende mere fra Jylland og tale langsommere, så jyderne kan følge med. Århushistorier bliver forbudt. Fjernsynet skal under jysk kontrol, så de ikke igen laver udsendelser, som f.eks. den, der latterliggjorde indsatsen i den store jyske krig i 1864.

Hvis vi ikke skal blive hjemløse i vores egen by, må vi gøre op med pladderhumanismen. De må tvinges til at drikke kaffe latte på arbejdspladserne og al indtagelse af sort filterkaffe bør forbydes. De bør deltage i tvungen undervisning i rigsdansk som vilkår for at få en bolig. Navnlig må man nægte familiesammenføring, så de nægtes bolig, hvis deres samlede tilknytning til Jylland er større end København. Adgangen til bolig er nøglen. Det er den eneste måde, vi kan forhindre flere højhuse og bebyggelse af vores parker og få tilbageværende fredede arealer.

Det siges, at man nu vil bebygge hver eneste grønne plet i byen med skyskrabere. Grønne arealer er forældede, siger de. Der er jo ingen køer og ikke noget landbrug i København. Der kan bo tredive tusinde jyder. Det er uhyggeligt.

Derfor må vi have indvandrerstop og lave et modtagelsescenter i Nyborg og betale fynboerne for det. Hvis de alligevel slipper over, må den kommune, de havner i først være forpligtet til at betale. Så slipper København. Vi må udvise dem, der alligevel når frem til København. Hvis de ikke rejser frivilligt, må de anbringes på Saltholm med et spejdertelt og kun forplejes med vegansk kost. Ingen medister og brun sovs og ingen frikadeller. Juleaften får de kun broccoli. Så rejser de nok frivilligt.

Tildelingen af Nobelprisen til Peter Handke har givet ny energi til diskussionen om forholdet mellem værk og kunstner. Den indeholder egentlig intet nyt. Det nye er spørgsmålet om Nobelkomiteens forpligtelse til at tage hensyn til dette forhold. Kan man give en pris for et værk, hvis kunstnerens holdninger er moralsk uakceptable? Det indeholder mange lag. Først: hvad siger fundatsen. Den er næppe så klar, at den afgør spørgsmålet. Man kan dernæst tænke sig, at komiteen har dannet en praksis, som må anses for bindende. Det er næppe heller tilfældet. Det er altså reelt et valg, som komiteen må bære det fulde ansvar for. Men problemet er, at prisen er så kendt, at det i virkeligheden er et valg for os alle. Derfor har alle en mening om det.

Her træder folkedomstolen i funktion, for de fleste fælder formentlig den dom, uden at have læst værket eller uden at have sat sig ind i detaljerne i konflikten mellem Serbien og Bosnien-Hercegovina. Betyder det, at det så kun er en snæver kreds, der er berettiget til at udtale sig. Det er vel ikke rimeligt, hvis valget er vigtigt for alle litteraturinteresserede. Her kan man så vælge at se isoleret på værket, og i så fald er der næppe tvivl om, at tildelingen er berettiget. Eller også kan man kræve en moralsk dom lagt ind over. I så fald bliver det mere en politisk pris end en litterær. Mange dårlige forfattere har været moralsk ”gode”.

Man kan i stedet gå den vej at se på værkets iboende moral. Er værket moralsk anstødeligt, hvis man så ellers kan blive enige om, hvad der ligger i det. Det er det efter sigende ikke. Og så er spørgsmålet, om man ikke bør standse sin kritik der. Litteraturhistorien er fuld af fremragende forfatterskaber skrevet af mennesker, som på den ene eller den anden måde har været i konflikt med samfundet. Dommen over dem har tit skiftet mere end dommen over deres værk. Leonora Christine var i større eller mindre omfang meddelagtig i landsforræderi. Yahya Hassan har været i konflikt med samfundet. Thomas Mann havde sympatier, som kan anfægtes. Ligeså Ernst Jünger. Céline var ivrig antisemit. Christa Wolfs forbrydelse var, at hun oprindelig tilsluttede sig regimet i DDR. Det fik hun straffen for efter genforeningen. Den store franske middelalderdigter François Villon var noget af en slyngel. Den værste, Céline, regnes med rette som en af de to største franske forfattere i det 20. århundrede. Kun en af de nævnte fik Nobelprisen.

Hvis Nobelprisen skal tjene som anledning til at pege på forfatterskaber, som fortjener at læses, må det være tilstrækkeligt at se på værket eller endda dele af værket, som bør udmærkes. At se prisen som en politisk manifestation er urimeligt. Ellers bliver prisen ligegyldig. Der vil ind imellem være oplagte forbiere som Bob Dylan, eller værker som uretfærdigt bliver overset. Det er kun mennesker, som sidder i komiteen, og tidens smag skifter.

Måske skulle man ændre overrækkelsesceremonien, så det ikke bliver en platform for politiske tilkendegivelser. Hvis Céline var blevet tildelt prisen, ville det have været ubærligt, hvis han havde luftet sin antisemitisme i en takketale. I den nuværende sammenhæng er det også problematisk, uanset om man er enig med Jonas Eika eller Peter Handke. De har netop ikke fået deres priser på grund af deres politiske standpunkter. Samtidig er det åbenbart, at man ikke kan censurere, hvad de vil sige. I stedet kunne man vælge at nedlægge takketalen som institution og i stedet foranstalte en oplæsning fra værket. Det er jo værket, der hædres, ikke personen.

 

Vi har kørt i udlandet i en lejet bil. Vi kender ikke vejen, men har slået gps’en til. Vi har moret os over stemmen. På vores egen iPhone hører vi et lidt vulgært dansk med ufattelig dårlig udtale af de udenlandske vejnavne. Hun tror, at Warburger Strasse skal udtales, som om det er en hamburger. Vi har ligget flade af grin. På bilens gps var stemmen på engelsk. Kontrolleret og korrekt.

Men det er praktisk. Det fungerer. For det meste går det godt. Men på komplicerede vejforløb kan det knibe. Måske kommer anvisningen for sent. Man bliver stresset og vred, og vender sin vrede mod – stemmen. Men den er ligeglad og fortsætter sine anvisninger i samme stemmeleje. Eller man vælger bevidst ikke at følge anvisningen og bliver lidt efter lidt irriteret over de vedholdende opfordringer til at vende om. Har du nogensinde råbt eller snerret ad hende?

Hos os hedder hun frk. Nielsen. Ikke den unge gås på iPhone, men de andre: Jeg husker ikke hvilken gps. Hun er vel omkring fyrre, korrekt klædt og ugift. Den engelske udgave kunne hedde miss Smith. Hun er samme type. Måske er hun skolelærer. Der er noget myndigt i stemmen.

I modsætning til gps’en svarer Siri, når man taler til hende. Hendes svar er tit overraskende, og morsomt er det at høre hendes reaktion på upassende bemærkninger.

Det har været diskuteret, om kunstig intelligens, som vi her ser eksempler på, vil blive udviklet til at overgå menneskelig intelligens. Hvis man begrænser intelligensbegrebet til logisk rationel tænkning, lyder det sandsynligt. Men menneskelig intelligens er mere end det. Det er frem for alt også følelser. De afgør mange af vores beslutninger. Det er dem, der gør, at vi reagerer med vrede eller irritation på gps-stemmen. Vi gør det, selvom vi ved, at det er fuldstændig ulogisk. Vi gør det, fordi følelser er så stor en del af vores tanker, at vi slet ikke kan lade være. Reklamefolk ved alt om det. Deres virksomhed går netop ud på at påvirke vores adfærd og få os til at købe produktet. I forbindelse med kunstig intelligens rummer det vide perspektiver. Hvad enten det drejer sig om reklame – eller styring. Jeg forestiller mig et plejehjem, hvor de demente bliver styret af en kunstig stemme med sindrigt udviklede programmer, der med en kærlig stemme styrer de gamle, der bliver så fromme som køer, der drives hjem fra marken til malkning. Bedre end nogen sygeplejerske eller plejer kunne gøre. Inden for undervisning er man allerede i gang.

Men perspektiverne er videre. Det kan også være et middel til manipulation eller politisk styring. Meget bedre end fake news. For hvad er det, det minder os om? Den følelseskolde, der taler til følelserne: demagogen eller psykopaten. Den der iskoldt styrer ved at appellere til følelserne. Mere effektivt end indoktrineringen og hjernevasken, som den er beskrevet i Geroge Orwell 1984 og uden risiko for de momentvis menneskelige egenskaber hos de styrende, som kan kuldkaste projektet. Det behøver jo heller ikke være ondt. Det kan være til det fælles bedste. Med de oplysninger om os, der er samlet af Facebook eller Google er alle forudsætninger til stede for en præcis og målrettet styring af den enkelte.

Mon ikke der allerede er nogen, der i gang med at udvikle ideen. I det private eller det offentlige?

 

 

Jeg ser tit en mor eller en far gå med en barnevogn og tale i mobiltelefon. Det er der selvfølgelig ikke noget forkert i. For voksne er samvær med en, der taler i mobiltelefon eller følger med på en skærm ret irriterende. Måske gør de det også, når de er sammen med deres børn. Det er fravær. De er ikke til stede. Åndeligt. Gad vidst, hvordan det påvirker børnene. Det er egentlig ikke noget nyt. Avislæsning og fjernsynskiggeri kan også være fravær. Men der er noget særligt med mobiltelefoner. Jeg forestiller mig barnet i en barnevogn, der kigger op på et ansigt, der taler, og med stemmen og mimikken giver udtryk for følelser, der ikke refererer til noget i omgivelserne. Telefoner har naturligvis været der længe, og telefonitis er en gammel sygdom, men den er bogstavelig talt blevet mere mobil.

Kontakt med børn er kulturoverførsel. Hvis der ikke er nogen kontakt, bliver ingen kultur overført. Måske er manglende kontakt en forklaring på den store kulturforandring, vi ser. Ikke et ondt ord om de unges kultur. Det er bare anderledes.

Kultur bliver også overført via medier. Det være sig fjernsyn, youtube, facebook, mail, instagram osv. Det accentuerer kulturbruddet fra tiden før. McLuhan forestillede sig en enhedskultur fostret af fjernsynet, fordi alle så det samme i fjernsynet. Sådan gik det som bekendt ikke. Tværtimod. Det blev snarere en polariseret kultur.

Men tilbage til udgangspunktet: forældrenes fravær. Det siges i grelle at kunne medføre ikke bare mistrivsel, men ligefrem psykotiske følger. Psykopati, narcissisme. Hvad ved jeg. Nogle går ganske enkelt ned. Men hvad med de intelligente børn fra de ressourcestærke familier. Hvor ser vi dem som voksne? Som politikere?

Uden at kaste mig ud i analyser, som jeg ikke har forudsætninger for at gennemføre, kunne jeg godt tænke mig at vide noget om opvæksten for personer som Berlusconi, Sarkozy, Donald Trump og Boris Johnson. Jeg nævner dem, ikke fordi de nødvendigvis er de værste, men fordi de tilhører vores kulturkreds. Vi har derfor forudsætningerne for at forstå deres baggrund. De er indbyrdes forskellige, men det er deres opvækst sikkert også.

Men det store spørgsmål: Hvad har vi i vente blandt den næste generations politikere?

 

Gretha Thunberg er inviteret til at tale i den franske Nationalforsamling.  Det er nærliggende at sammenligne hende med Jeanne d’Arc. Alderen har de til fælles, ildhuen og frimodigheden. Lederen i Le Figaro den 23.7. skar tænder. Denne blonde pige fra mønsterlandet Sverrig, der kommer med tog til Paris. Hun taler til statsledere, som nærmest bøjer i støvet sig for hende. Men hvorfor kun i Vesten, spørger lederen. Hvorfor taler hun ikke i Kina eller Indien, som forurener meget mere end Vesten? Løsninger har hun jo heller ikke. Selv videnskabsfolk ser mange problemer og modsigelser i klimaspørgsmålet. Sådan afmonterer avisen Greta Thunbergs relevans, og avisen noterer med tilfredshed, at flere deputerede har besluttet at udeblive. Hvor interessant. Det er den nye tendens. Nu, hvor det ikke længere er muligt at fornægte klimaforandringerne, er reaktionen, at man alligevel ikke kan gøre noget ved dem. Resultatet er det samme: man behøver ikke at gøre noget. Après nous le déluge, som Ludvig XV sagde. Men netop den holdning viser Greta Thunbergs berettigelse. For når de mener, at man alligevel ikke kan gøre noget, må man underforstå: uden at det går ud over økonomien, og den er ingen villige til at sætte i pant. Og det valg træffer vi på næste generations bekostning. Det er netop det, hun protesterer imod.