Kategori: Ikke-kategoriseret

Professor Ole Wæver er i en artikel i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift blevet beskyldt for racisme, fordi hans teori om ”sikkerhedsliggørelse” angiveligt er ”metodologisk hvid” og ”antisort”. Han beskriver artiklen som uhørt videnskabeligt uholdbar. Han opfatter sig selv som antiracist og venstreorienteret, men har alligevel tøvet med at tage til genmæle, fordi han derved kan levere ammunition til højrefløjen. Han er reelt skakmat. (Information 23. maj 2020) Den magtesløshed, han har givet udtryk for i anledning af beskyldningen om racisme, og den præcision, hvormed han beskriver det, gør det nærliggende at opkalde fænomenet efter ham. For der er andre varianter af det, hvor de samme mekanismer gør sig gældende:

Hvis man kritiserer antiracismen, er man racist.

Hvis man kritiserer identitetspolitikken, er man krænker.

Hvis man kritiserer feminismen, er man mandschauvinist

Hvis man kritiserer #MeToo er man voldtægtstilhænger.

Fænomenet har også fandtes tidligere. De følgende eksempler har haft større eller mindre gyldighed til forskellige tider:

Hvis man kritiserer USA, er man kommunist (før Trump)

Hvis man forsvarer Rusland, tilhører man den yderste højrefløj.

Hvis man kritiserer marxismen, er man revisionist eller – endnu værre – borgerlig. (70-erne)

For fanatikere er alle, der ikke er villige til at gå til den yderste grænse, frafalde, forrædere, fjender. Den der insisterer på nuancer, er suspekt og farlig. Fænomenet får mange til at holde mund. Risikoen for at ende i en smædekampagne er simpelt hen for stor. Man får valget mellem at gå bodsgang eller kaste sig uforbeholdent i armene på de fanatiske modstandere – hvis de findes.

Historien giver mange eksempler på disse ideologiske korstogsriddere. Jeg nævner ingen eksempler, for enten er de ukontroversielle og dermed uinteressante, fordi alle i dag bedømmer dem på samme måde, eller også er de meget omstridte og placerer mig dermed lige midt i Ole Wævers dilemma.

 

Så har jeg prøvet at oversætte et andet fransk digt. Denne gang af Louise Labé. Hun blev født 1526 og døde 1566. Hun var kendt for sin dristige skønhed (Salmonsen) og lidenskabelige digte. Som 16-årig forklædte hun sig som mand og deltog som kaptajn i belejringen af Perpignan. Hendes hus i Lyon blev samlingssted for digtere, kunstnere og lærde mænd. I dag indtager hun sin naturlige plads blandt Frankrigs store lyrikere.

I oversættelsen har jeg givet afkald på rimene. Til gengæld er oversættelsen ret tekstnær, og så har jeg forsøgt at bevare stemningen. Først kommer originalen;

 

Tant que mes yeux pourront larmes épandre,

À l’heure passé avec toi regretter.

Et qu’au sanglots et soupirs resister

Pourra ma voix et un peu faire entendre

 

Tant que ma mains pourra les cordes tendre

Du mignart lut, pour tes graces chanter.

Tant que l’ésprit se voudra contenter

De ne vouloir rien fort que toi comprendre

 

Je ne souhaite encore point mourir.

Mais quand mes yeux je sentirais tarir,

Ma voix cassé et ma main impuisante,

 

Et mon ésprit en ce mortel séjour

Ne pouvant plus montrer signe d’amante:

Prirait la mort noicir mon plus clair jour.

 

Her kommer så oversættelsen:

 

Så længe jeg endnu kan tårer udgyde

Ved savnet af timen sammen med dig

Og kvæle al gråd og suk med

Min stemme og lade den lyde,

 

Så længe min hånd kan strengene røre

På min lille lut, mens jeg synger om dig

Så længe jeg bare er glad ved at gøre

Intet større end blot at forstå dig,

 

Ønsker jeg endnu ikke at dø.

Men når jeg føler, mit øje bli’r tørt,

Vil min sprukne stemme og kraftløse hånd

 

Og min ånd i dette kødelige hylster,

Der ikke mere kan elske som før,

bede døden formørke min lyseste dag.

 

Og så en lille bonus, nemlig et par linjer af et andet digt, hvor jeg har bibeholdt rimene

Baise m’encor, rebaise moy et baise.

Donne m’en un de tes plus savoureus,

Donne m’en un de tes plus amoureus.

Je t’en rendray quatre plus chaus que braise

Og oversættelsen:

Kys, kys mig igen og mer’

Giv mig et af de herligste

Giv mig et af de kærligste

Mine bli’r gloende og ti gange fler’

Der er oplevelser, der sætter sig fast i erindringen på grund af deres iboende absurditet, eller fordi de fortæller en hel masse med næsten ingen ord. Jeg henvendte mig i Politikens boghandel med et ønske. Murakami Trækopfuglens Krønike. Den havde været fremme længe, uden at jeg havde følt trang til at læse den. Men flere havde fremhævet den. Nu skal det nævnes, at Politikens Boghandel også har en del bøger på engelsk. En ung intelligent pige, der stod bag den runde skranke, hørte mit ønske og skulle til at gå efter den på reolen, da hun øjensynlig fik en indskydelse:

”Vil du have den på engelsk?” Jeg måbede. Spørgsmålet, der sådan set var ganske enkelt, forvirrede mig, fordi det udløste en overvejelse om, hvad der lå bag det spørgsmål. Det var ikke nogen særlig klar tankerække, men blandt de muligheder, der dukkede op, valgte jeg at formulere den mest sandsynlige i et spørgsmål:

”Er den danske udgave oversat fra engelsk og ikke direkte fra japansk?” Hun så efter i det danske eksemplar, hun nu havde fundet.

”Nej, den er oversat fra japansk.” I et forsøg på at efterspore logikken i det spørgsmål, hun havde stillet, fulgte jeg op med det næste spørgsmål, som forekom mig naturligt i rækken af logiske muligheder:

”Er den danske oversættelse dårlig?” Som om mit spørgsmål ikke havde relation til det forslag, hun havde stillet, sagde hun lidt overrasket:

”Nej, det tror jeg ikke..” Jeg havde nu valget mellem at udforske baggrunden for hendes spørgsmål eller at afslutte købet. Jeg havde besluttet mig for den danske. Jeg valgte bare at komme videre. Hun var sød, og jeg ville ikke genere hende, men spørgsmålet blev siddende og ville ikke give slip. Jeg var kommet ind i butikken og havde henvendt mig på dansk, som jeg taler med en akcent, som en sprogforsker betegnede som nordkøbenhavnsk højsociolekt. Hvad fik hende til at foreslå en engelsk udgave? At jeg ville forbedre mit engelsk og lægge større vægt på denne træning end det litterære udbytte. At jeg lignede en, der taler engelsk fuldstændig perfekt? At hun ville gøre opmærksom på deres udvalg af engelsksprogede bøger? At hun – og boghandlen måske – regnede med, at jeg og andre kunder snobber så meget for engelsk, at jeg ville synes, det var mere præstigeskabende at læse og at vise, at jeg læste den på engelsk?

En anden oplevelse havde et tilsvarende element. Jeg var til en konference sammen med en advokat fra Irland. Deirdre hed hun. Hun brugte lang tid på at lære mig, hvordan det skal udtales. Det var sjovt, og hun var sød. Vores konversation foregik på engelsk. Så spurgte jeg hende, om hun talte gælisk. Hun fnøs, og svarede nærmest vredt:

”Nej!”

Men hvorfor så foragteligt?

Jeg havde engang først i 80-erne en fogedsag, hvor jeg for min chef repræsenterede en virksomhed, der havde registreret varemærket Stonewashed for cowboybukser. Det var på det tidspunkt meget moderne at sælge cowboybukser, der efter fremstillingen, blev lagt i en vaskemaskine med småsten, så de fik et slidt og afbleget udseende. Klienten ønskede, at jeg forfulgte en konkurrent, som solgte sine bukser af den art under betegnelsen stonewashed. Det var ikke en sag, jeg havde meget hjerte i, men jeg begærede fogedforbud mod konkurrentens brug af dette mærke. Modpartens elegante kvindelige advokat argumenterede for, at betegnelsen var beskrivelse af en fremstillingsmåde og derfor ikke kunne beskyttes af et varemærke, hvilket var et godt argument, men jeg prøvede:

”Men man kunne jo kalde det stenvasket.” Hun svarede prompte:

”Det er jo bondsk!” Hun vandt sagen, og det var velbegrundet. Det kom ikke som noget chok, men hendes spontane argument chokerede mig.

Jeg husker en disputats, som jeg læste for mange år siden om det slesvigske spørgsmål 1850-53 af Engberg Petersen. Det slesvigske spørgsmål er for historikere et uudtømmeligt emne. En lille passage handlede om sprogskiftet og havde en fin iagttagelse. Området Angel var et af de områder, hvor sproget senest var skiftet fra dansk til tysk, og det blev beskrevet, hvordan almuen stædigt insisterede på at tale tysk, selvom deres tysk var væsentlig dårligere end deres dansk.

Og så en sidste iagttagelse. Jeg var for nylig til et foredrag om bæredygtig industri. En kvindelig foredragsholder talte meget alvorligt om forskellige dristige projekter inden for bæredygtig industri. Hun talte et rædsomt dansk med en overflod af fuldstændig overflødige engelske ord. Hun irriterede mig en hel del, indtil hun på et tidspunkt talte om konservering af frugt og flere gange kaldte det præservativer. Ingen fortrak en mine, men bagefter spurgte jeg en af de andre tilhørere, om han havde bemærket det. Det havde han og kluklo.

Jeg forestiller mig undertiden, at jeg demonstrativt fylder mit sprog med franske og tyske ord og vendinger. Mit problem er, at ingen vil forstå ironien, men tage det som udtryk for, at jeg vil vigte mig med mit kendskab til disse sprog.

Jeg ser for mig, at dansk ender som gælisk. Som et sprogligt frilandsmuseum.

Det drama som hærgede Det svenske Akademi har gentaget sig i det danske som en farce. So ein Ding müssen wir auch haben. Men frem for alt har det revet Det danske Akademi ud af en tornerosesøvn. For mit eget vedkommende var jeg i tvivl, om det stadig eksisterede. Striden synes at stå om en uenighed om MeToo-bevægelsen. Hvad de forskellige parter mener og ikke mener, tør jeg ikke påstå at vide. Jeg har læst aviserne, hvor nogle af de udmeldte medlemmer har været refereret og andre ikke. I stedet vil jeg forestille mig, at jeg som rådgiver var blevet konsulteret om den påtænkte udmeldelse. Hvordan ville jeg så have afvejet argumenterne.

Det første, jeg ville spørge om, var, hvorfor lod de sig vælge ind. Æren? Nuvel, men havde de også en opfattelse af en opgave, noget de skulle gøre? Et mål de skulle opfylde? En mission, som det ofte hedder. Havde du dernæst en vision for, hvordan de skulle arbejde for det mål? Og for det tredje, hvad var de forpligtet af? Eller sad de der bare for at nyde og lade dig hylde? Svaret siger noget om det mål af forpligtelse, den pågældende føler eller burde føle over for akademiet.

Dernæst: De havde været med til at vælge Stidsen ind. Jeg må så formode, at de enten havde bedømt hende forkert, eller at hun havde udviklet sig i en retning, de fandt uheldig. Uanset hvad, er det noget, der sker en gang imellem. Mange har oplevet at medvirke til et valg, som de efterfølgende fortryder, og så skal man samarbejde eller tåle en person, man ikke bryder sig om. Hvis man kommer frem til, at personen forpester ens tilværelse, må det være legitimt at trække sig. Man lever kun en gang.

Det har været fremme, at hun polemiserede voldsomt mod MeToo bevægelsen med et meget kraftigt ordvalg som nazisme og terrorisme. At være uenig med MeToo bevægelsen er vel i orden. At bruge så stærke ord er latterligt. Forfægter man et standpunkt så skingert og trækker nazikortet, gør man sine synspunkter irrelevante.

Så har det været sagt, at det var, fordi hun i forbindelse med sin hæmningsløse kamp til stadighed understregede, at hun var medlem af Det danske Akademi. Men det er svært at følge. Det var hun jo. Som jeg har forstået det, må alle medlemmerne frit smykke sig med den betegnelse. Hvorfor så ikke hun? Eller må man kun, hvis man mener det rigtige? Har disse fire medlemmer taget patent på de rigtige meninger i akademiet? I så fald bliver det virkelig svært. Hvem definerer så dem? Må medlemmerne gerne støtte MeToo-bevægelsen og sige, at de er medlemmer af akademiet? Skal de kun lade være, hvis de er imod? Skal vores enighed eller uenighed med deres skridt afgøres på grundlag af, om vi er for eller imod MeToo-bevægelsen?

Der eksisterer til enhver tid en opfattelse af det politiske korrekte. Men indholdet skifter. Det var noget andet i 1968, end det er i dag. Det var noget helt andet i USA i begyndelsen af 50erne, hvor stykket Heksejagt blev skrevet i skyggen af mccarthyismen. Går man længere tilbage var Poul Henningsen en stærk opponent til det, han kaldte den offentlige mening. Selv har jeg en tilbøjelighed til at være uenig, hvis alle andre er enige.

Føler de fire sig for fine til at dele forum med en person, der agiterer for de meninger, de tager afstand fra? Hvis det er tilfældet, er de uegnede til at indgå i et offentligt fællesskab, og så har akademiet ikke mistet noget med deres exit. Anderledes havde det måske været, hvis flertallet var på linje med Stidsen, så institutionen som sådan stod for hendes linje. Så kunne man føle sig besudlet, hvis man var af den modsatte opfattelse. Men det er jo ikke tilfældet. Det er en enlig svale. Sådan fremstår det.

Der er forståeligt, at de fire ikke ønsker at indgå i en polemik. De er forfattere og digtere, og politisk polemik er måske ikke deres udtryksform. Men det ville også være nok med en kort erklæring om, at Stidsen ikke taler på akademiets vegne, og at akademiet ikke deler hendes synspunkter. Det kunne akademiet gøre. Det kunne den enkelte gøre.

Hvis uenigheden forpester møderne, kunne flertallet sætte grænser for den enkeltes mulighed for at benytte møderne til at drøfte MeToo. En forretningsorden kan mange ting. Bliver den ikke respekteret, er der råd for det: udelukkelse fra møder. Det er næppe tilfældigt, at det svenske Akademi indsatte en advokat til at få styr på tropperne. Den slags er nogle advokater gode til.

Det litterære miljø har altid været kendetegnet af brud og opbrud. Uden oprør, ingen fornyelse. Men ikke alle oprør er frugtbare. I øjeblikket kan det være svært at skelne mellem kvalitet og forstening, mellem vildskud og fornyelse. Derfor skal oprør så vidt muligt favnes. Derfor bør man søge efter det lillebitte gran af fornuft i det, som lyder som buldrende vrøvl. Man har aldrig patent på sandheden.

Når de fire medlemmer valgte at forlade akademiet, sidder man tilbage med det spørgsmål, om det var et politisk udsagn. En tilkendegivelse af, at Stidsens tilstedeværelse var utålelig på grund af hendes standpunkter, og at det skulle udstilles. Det var en fanfare for MeToo-bevægelsen. De tålte ikke at blive modsagt i denne kreds. Hvis den tolkning er rigtigt, var det udtryk for en forbavsende intolerance og en magtdemonstration, hvor de i kraft af deres status i det litterære miljø satsede på en voldsom tilslutning til dem og deres synspunkter. I så fald må de være blevet skuffede, for deres beslutning kom kun i ringe grad til at handle om Metoo, men mere om, hvorvidt akademiet efter mange års usynlighed overhovedet havde en berettigelse, og flere har diskret efterspurgt lidt forandring.

Man må håbe, de tilbageværende besinder sig på deres rolle. Akademiet syntes at være blevet mere lukket og eksklusivt, end Hofteatret var under enevælden. De optræder for hinanden til glæde for hinanden. Det kunne de lave om på. Blive mere åbne, inddrage flere. Hvis de skal fremme litteraturen, skulle deres virke gerne gå ud over de hidtidige grænser. Det er her, det bliver aktuelt at spørge, hvorfor de sidder der. Hvad er deres egen opfattelse af rollen? Hvad føler de sig forpligtet af ved at sidde i akademiet? Hvis de ikke har tænkt over det før, bør de måske gøre det nu. Måske kan andre have glæde af deres indsigt. Hvordan skal jeg ikke afgøre. Det er vel det, de burde drøfte på møderne og så sætte handling bag.

 

At støde på et forfatterskab, som griber én med enkle midler, er en gave. Med udspring i det østrig-ungarske kejserriges stille og næsten usynlige forfald skriver han om almindelige menneskers almindelige liv i en ualmindelig verden. Den passive, søvngængeragtige vandring mod undergangen.

Den jødiske forfatter, der med sin spændstige pen skildrer tiden før Første Verdenskrig, indså tidligt efter Hitlers magtovertagelse, at der ikke var nogen fremtid, og vandrede ind i alkoholtågerne, og til sidst undslap han det helvede, der brød løs, ved at dø i 1939 i Paris. Roth behandler sine håbløse personer med mild ironi og megen kærlighed. Det er mennesker, der famler gennem tilværelsen uden at vide, hvad der driver dem, eller hvor de føres hen så stilfærdigt som kvæg mod slagtebænken. Han kan på et par sider skrive en kærlighedshistorie så gribende, at det giver et stik. De spildte muligheders eller umulighedernes ubønhørlige logik knuser håbet, næsten før det erkendes og fører til den nødvendige ulykkelige udgang. Han fortæller gammeldags i ubrudt kronologi og let forståeligt sprog. Det revolutionerende ligger i billederne. På den måde minder han meget om Céline, men hans realisme er magisk på en anden måde. Hvor Céline skriver som en subjektiv og let utroværdig fortæller (Rejse mod nattens ende), skaber Roth gennem de døde tings følelser, men meget diskret og kun lejlighedsvis, en næsten animistisk atmosfære. Andre gange danner han en karakteristik med usædvanlige metaforer.

En enkelt sætning kan give en fornemmelse af disse små perler. Den er fra Radetzkymarch, hvor en gruppe officerer sidder og prøver at finde en løsning på en prekær konflikt i regimentet. En af de mindre fremtrædende officerer fremsætter da et klart uegnet forslag. Det introduceres med ordene: ”Og den lille Sternberg, gennem hvis hjerne tankerne plejede at drage enkeltvis som ensomme fugle gennem øde skyer, sporløst og uden sang, udbrød straks med for tidlig begejstring i stemmen:” Sådan en sætning kan jeg sutte på længe som en sukkerfisk og nyde velværet brede sig.

I nyere tid er følgende værker kommet på dansk:

Job

Radetzkymarch (af uforklarlige grunde oversat fra fransk)

Historien om den 1002. nat

Leviatan

Den sidste har jeg til gode.

Han indskriver sig i rækken af østrig-ungarske forfattere, der på den ene eller den anden måde afbilder tiden umiddelbart før det stivnede kejserriges forudsigelige sammenbrud. Stefan Zweig, Robert Musil, Gregers von Rezzori er de andre, jeg kan komme i tanker om. Sàndor Màrai kan måske også nævnes her.

Min begejstring har også bragt mig til at læse et par noveller, der ikke er oversat. Også i min stræben efter at forbedre mit tysk, hvor læsehastigheden ikke er stor. Men det tvinger mig til uden mellemled at nyde hans sprogs smidighed og ufejlbarlige præcision.

 

Da jeg første gang hørte om Jean Malaurie, var jeg skeptisk. En kendt grønlandsforsker, som jeg ikke kendte. Vi kender da grønlandsforskerne. Vi blev opflasket med dem. Knud Rasmussen, Hagen, Mylius Erichsen osv. Også de udenlandske. Peary f.eks. Men Jean Malaurie. Hvem var han? Han nåede sammen med inuitten Kutsikitsoq som de første frem til den magnetiske nordpol. Han afslørede den atombevæbnede base i Thule i 1951 og fortalte alverden om den. Han protesterede imod den og navnlig imod, at den var etableret uden lokalbefolkningens godkendelse. Han skrev bogen De sidste Konger af Thule om polareskimoernes skæbne. Han har en omfattende videnskabelig produktion bag sig.

Alt det fik jeg at vide, og jeg slog naturligvis op i Encyklopædien for at kontrollere det. Selvom den er mere overfladisk end Salmonsen er den meget anvendelig. Men der stod ingenting. Huskede jeg stavningen forkert? Det kan jo drille med navne. Men nej. Han var end ikke nævnt. Når jeg tænker på, hvem der eller er nævnt. Der var heller ikke nogen artikel på Wikipedia.dk. Den skrev jeg så. Min første. Bare et par linjer.

Han er født i 1922. Han lever endnu.

 

I min læsning af Dekamerong tog jeg en pause og forsøgte mig med e-reolen, hvor man kan låne bøger i elektronisk version fra sit kommunebibliotek. Jeg var nysgerrig efter at læse en bog af Jens Christian Grøndahl, som for nylig i en samtale med forfatteren Kathrine Marie Guldager havde filosoferet over, hvorfor han solgte bedre i Frankrig end i Danmark. Med den smule fornemmelse for fransk kultur, jeg har, ville jeg se, om jeg kunne spore den kvalitet. Jeg valgte lidt tilfældigt en bog, der hedder Røde Hænder, der handler om en mand, der møder en pige, der har været lidt for tæt på Rote Armé Fraktion. Bogen er velskrevet og flyder godt. En svag spænding eller nysgerrighed vedligeholdes, så man hele tiden har lyst til at læse videre. Fortællingen er logisk og godt serveret. Den er hurtigt læst og efterlader en fornemmelse som en god krimi bare uden al volden, som jeg aldrig har brudt mig om.

Hvad er så det, der tiltrækker franskmænd. Det er nok den lange diskussion om begrebet retfærdighed. Er det retfærdighed for den enkelte eller for alle? Kan den større retfærdighed for et helt folk som palæstinenserne eller vietnameserne retfærdiggøre overgreb på den enkelte. Temaet gennemspilles såvel logisk som følelsesmæssigt. Franskmænd elsker ideer, og de elsker at diskutere eksistentielle spørgsmål, hvilket af en eller anden grund ligger de fleste danskere fjernt. Jeg må ofte forklare franskmænd, at danskere finder det ubehageligt at blive spurgt, om de tror på Gud.

Jeg havde svært ved at finde en anmeldelse af bogen på nettet ud over en bogblogger, som mente, den var god, men ikke blandt hans bedste. Hvad mener jeg selv?

Jeg læser sjældent nyere dansk litteratur, så jeg kan ikke sammenligne. På den ene side er den dejlig fri for tunge formeksperimenter. På den anden side mangler den måske lidt kompleksitet. Jeg-fortælleren udstråler lidt spleen, men synes ikke rigtig at have noget på spil. Den kvindelige part har – eller har haft – rigtig meget på spil, men det synes ikke at påvirke hende mere, end mordene rør personerne i en krimi. Der er lidt Raymond Chandler over stemningen og deres indbyrdes forhold. Det er fint nok, men alligevel savner jeg fornemmelse af, hvad dramaet gør ved hende. Hun er ikke tegnet, så man kan identificere sig med hendes følelser. Den ungdommelige letsindighed, som siden rammer hende med en slags anger, gennemspilles logisk, men ikke emotionelt. Hun er hovedpersonen, men alligevel savner jeg svar på, hvad begivenhederne gør ved hende. Jeg-fortælleren har næsten en rolle som en voyeur i forhold til hende, og billedet af hans uhelbredelige ensomhed er godt tegnet.

Kan jeg anbefale den? Ja, egentlig. Det er godt håndværk og behagelig underholdning. Han vil være bedre selskab på en flytur end det meste af det, der ligger i lufthavnens boghandel.

 

Hvis man ikke skulle læse Boccaccios Dekameron nu, hvornår så? Rammefortællingen foregår under en pestepidemi i Firenze engang i 1300-årene, hvor syv kvinder og tre mænd tager i frivillig isolation på et gods i omegnen og fordriver tiden med at fortælle historier. Et hundrede i alt. Rammefortællingen er interessant fordi den beskriver den stigende følelse af magtesløshed over for epidemien, uanset hvad de gør for at undgå den. Mange kaster sig ud i tøjlesløst levned, når det hele nu alligevel kan være det samme. Her kan man se en interessant parallel til J.P. Jacobsens novelle Pesten i Bergamo, som beskriver en tilsvarende udvikling. I modsætning til Dekameron er novellen ret dyster og ubehagelig aktuel, fordi coronavirussen har ramt Bergamo så hårdt.

Dekameron er netop kommet i ny oversættelse, som entydigt er rost af anmelderne, så den er nem at få fat i. Jeg havde et ulæst eksemplar på hylden fra 1942 oversat af S. Prahl. Stavningen er naturligvis fra før reformen fra 1948. Det er ikke nogen stor hindring. Sproget har patina, men det er jo også gamle historier. Sætningerne er undertiden kringlede. Det giver fortællingen et vist fornemt præg, og læsningen bliver adstadig. Det er den simpelthen nødt til. Der er også ord og udtryk, som overrasker en nutidig læser. ”Mod i hu” i betydningen ”bedrøvet” var jeg ikke stødt på før. Eller at blive ”forslået til et sted” i betydningen ”drive bort fra den rigtige retning til det sted”. Det var let at forstå betydningen fra sammenhængen, men jeg slog alligevel op i min yndlingsordbog ”Ordbog over det danske Sprog”, som af sprogfolk nedladende betegnes som forældet. Det er vel også rigtig, hvis spørgsmålet er, hvordan ”man” skriver og taler i dag. Men den er uundværlig, hvis man vil læse ældre tekster – H.C. Andersen f.eks. Den har alle ord, der er brugt siden 1683 – det år, hvor Danske Lov kom. Omkring 200.000 i alt. Ordbog over det danske sprog kom først fra 1920-erne til 1950-erne i en fin udgave på kraftigt papir og i guldtrykte læderbind. Så kom den i en lidt mere beskeden udgave vistnok omkring 80-erne, og nu kan man få den som app ganske gratis. Den er lidt besværlig at bruge ordbogen – ikke app’en), indtil man lige finder ud af systemet.

Tilbage til Dekameron. Der er også tyvekoster. Forstået sådan at pludselig ser man, hvorfra senere forfattere har fået deres inspiration. Men der er vel ikke noget nyt i, at litteraturen og kunsten i det hele taget er et langt tyvetogt. Vores egen H.C. Andersen tyvstjal sin Kejserens nye Klæder fra den tyske Uglspil eller som bogen hedder på tysk Till Eulenspiegel. Men han genfortalte den på sin egen gode måde.

Historierne i Dekameron er hyggelige, fornøjelige, men ville nok ikke fastholde mig, hvis ikke det lige var det med den karantæne.

Jeg vender tilbage til Christioph Hein. Efter En fremmed Ven læste jeg Horns Endeligt, der handler om Østtysklands uforsonlige forfølgelse af afvigeren. Lavmælt men skarpt fortalt gennem munden på den lille bys forskellige borgere hører vi historien om hans uafvendelige skæbne. Han udgav den uden at forelægge den for censuren først, hvilket var uhørt og krævede mod også af forlæggeren. Men de slap godt fra det. Efter den læste jeg Erobring, der handler om de fordrevne fra Schlesien og Pommern. Efter krigen flyttede Sovjetunionen som bekendt Polens grænser mod vest, så disse tyske områder blev polske. Indbyggerne blev uden videre fordrevet mod vest. Sovjetunionen tog sig betalt for denne gave til Polen ved også at flytte sin egen grænse mod vest og indlemme et passende område af Polen. Scenen i bogen er den samme lille by i DDR og beskriver uviljen, ja hadet mod tilflytterne, som de kaldes, som hånes og forfølges, og som ingen vil have noget at gøre med. De er fremmede. Det var nyt for mig, at de blev mødt af så megen uvilje, men det svarer til behandlingen af pieds noirs i Frankrig. Den var den million franskmænd, der blev fordrevet fra Algier i 1962, som heller ingen ville have noget at gøre med. Bogen trækker – måske lidt for eksplicit en parallel til behandlingen af flygtninge i dag. Den er lidt løsere komponeret end de foregående, og den er mere direkte i sin kritik af regimet, hvilket er nemt at forstå, da den er udgivet efter murens fald. Det gør den på en måde mindre spændende eller mindre intens, men samtidig giver det måske et bedre billede af tiden. Og så samtidig alligevel ikke, fordi forholdene ikke ville kunne beskrives med det sprog, før muren faldt.

Sproget er i øvrigt et kapitel for sig. Det er tre forskellige oversættere og der er 20 år mellem den første og den sidste. Man ser et skred i den danske grammatik. I En fremmed Ven bruges konsekvent nominativ i det personlige pronomen ved sammenligninger. ”Han er hurtigere end jeg.” Jeg har aldrig kunnet forlige mig med akkusativ: ”Han er bedre end mig”. Hvorfor akkusativ? Tænk manden, der siger til sin kone: ”Jeg kan bedre lide hende end dig.” Han fortjener en på skrinet. Men hvis han siger: ”Jeg kan bedre lide hende end du.” bliver hun næppe fornærmet. I Horns Endeligt sniger denne akkusativ sig ind og i Erobring endnu mere. Men sjovt nok ikke konsekvent. Oversættere er gode sprogbrugere, selvom Erobring tyder på, at Gyldendal har sænket oversætterhonorarerne betydeligt. Det bærer præg af et vist hastværk. Der er dog stadig styr på forskellen mellem ”nogle” og ”nogen”, som ellers begynder at slingre slemt i dagspressen. Men når oversættere ikke kan hitte rede i brugen af nominativ og akkusativ, peger pilen på fravær af grammatik i dansk i folkeskolen. Er det nyt for nogen?

Min mor lærte mig, at hvis der er underforstået et verbum, så skal det være nominativ. Altså: ”Jeg kan bedre lide hende end du (kan).” Det er en sammenligning mellem hvor meget du og din kone kan lide samme tredje person. Hvis man skriver: ”jeg kan bedre lide hende end dig”, må det betyde, at du foretrækker hende frem for din kone, og det er i bedste fald meget sårende at sige.

Den med ”nogle” og ”nogen” tager vi en anden gang.

 

 

Mange har set filmen ”Das Leben der Anderen” eller ”De andres liv” af von Donnersmarck. Få ved, at forbilledet til forfatterpersonen var Christoph Hein. Oprindelig var der meningen, at det skulle fremgå, men Christoph Hein afbrød samarbejdet og nægtede sin tilladelse. Han syntes, resultatet mere afspejlede Vestens forestilling om Østtyskland end sådan som det var. Han mente, han burde vide det. I hvert fald afspejlede den ikke hans liv, da han var så kendt, at han reelt var urørlig. Derfor var filmens billede ikke rigtigt. Måske lidt overraskende, at en romanforfatter nægter at slippe fantasien løs.

Det vakte min nysgerrighed efter at lære Christoph Hein at kende. Jeg fandt uden vanskelighed hans bøger antikvarisk. Han læses øjensynlig ikke mere. Det var navnlig bøgerne skrevet før muren faldt, jeg ville læse. Der ville jeg måske få et indtryk af hans Østtyskland.  ”En fremmed ven” hedder den ældste. Eksemplaret var uopsprættet. Det oplever en nutidig bogkøber ikke. Det var som at gentage ungdommens læseoplevelse og navnlig min fars undervisning i, hvordan man går til sagen. Man begynder bagfra. Bogen bliver lidt skæv, men det bliver den også, når man læser den, men hvis man begynder opsprætningen bagfra, udlignes det af læsningen, som de fleste af os foretager forfra. Det er en dødssynd at sprætte mens man læser. Så bliver bogen virkelig – man kan sige dobbelt – skæv. Papirkniven må ikke være for skarp, for så skærer den ind i siden. Halvdelen af arket skal kun sprættes for oven, den anden halvdel også på siden. To gange for hvert ark skal kniven stikkes ind forneden mellem bladene. Det går fremad, men det går langsomt. Endelig er man fremme ved titelbladet. Så kan læsningen begynde.

Bogens overraskende greb er, at jeg-personen er en kvinde. Var det gået i dag? Jeg mener med vores identitetspolitik. Men det er overbevisende, forekommer det mig. I beskrivelsen af forholdet mellem kønnene, er der fine og ikke særlig flatterende iagttagelser af mænds adfærd.

Man kan læse bogen på flere måder. En læsning kan være, hvordan et svigt i ungdommen skaber et livslangt traume. En anden er en beskrivelse af systemets invaliderende virkning på den enkelte. Men hovedpersonen er beskrevet så overbevisende, at den også bliver et forsvar for hendes valg. De indre spøgelser, som antydes, holdes i ave. Persontegningen bliver meget aktuel ved sin klare afstandtagen fra tidens tendens til at grave fortiden frem og gøre den ansvarlig for det, der ikke er, som vi ønsker. Evnen til fortrængning er en livsbetingelse. Man føler sympati med dette menneske, som gerne vil undgå omgivelsernes påtrængende interesse og indblanding. Balancen i denne dobbelthed mellem på den ene side mennesket som produkt af sit ophav og omgivelser og på den anden side skæbnen bestemt af den frie vilje gør bogen sært vedkommende. Det er et kvinde af kød og blod, der betror sig til os. Vi er hendes fortrolige, selvom hun ikke betror sig til nogen. Jeg –formen er ikke tænkt som en tale henvendt til læseren. Det er heller ikke dagbogsblade. Vi er snarere placeret inde i hendes hoved. I overjegets udsatte position.

En anden iagttagelse er, at beskrivelsen af dagligdagen i DDR er netop så dagligdags, som dagligdage er og meget langt fra den dramatik som præger filmen ”Das Leben der Anderen”, selvom ensretningen antydes og spiller en rolle. Men adskiller den ensretning sig markant fra den, vi selv kender, når jordskredsagtige holdningsstrømme gør al modsigelse suspekt?

En pointe i relation til filmen handler om den skuespiller Ulrich Mühe, der har rollen som politiagenten Gerd Wiesler, der aflytter forfatteren. Efter murens fald beskyldte han – offentligt – sin kone for at have udspioneret ham som agent for Stasi. Dagbladene gjorde plads til en længere polemik imellem dem. Det var forbitret og endte i et retsopgør, så måske er filmen mere sand, end Christoph Hein vil være ved.