Kategori: Ikke-kategoriseret

Vejen til fængslet lignede alle andre veje og fængslet lignede alle andre bygninger. Det lå i udkanten af byen Washington; men teknisk var vi i staten i Virginia. Det ligger nogle år tilbage; men det er en oplevelse, jeg ikke kan slippe. Vi blev modtaget i en nydelig konferencesal, hvor fængselsinspektøren bød os velkommen og forklarede, at han glædede sig til at vise os rundt, så vi med egne øjne kunne se, at dette fængsel ikke var som dem i filmene. Vi måtte forstå, at det var meget bedre. Det var en nyere bygning og der var rent og velholdt. De indsatte havde typisk gjort sig skyldige i kriminalitet, der gav 3-5 år. Hjemme ville de tilsvarende forbrydelser give et tilsvarende antal måneder. Bygningen var steril og uden udsmykning af nogen art.

De indsatte blev behandlet forskelligt afhængigt af deres opførsel. God opførsel kunne medføre adgang til små jobs som f.eks. rengøring eller assistent i fængselsbiblioteket, hvor man kunne tjene penge til at ringe hjem. Men overtrådte man reglementet, mistede man jobbet, og man fik ikke mulighed for at vende tilbage. Der var ikke nogen tilgivelse.

De lydige fanger sad øverst i bygningen, hvor der var et stort fælles rum på størrelse med en håndboldbane, hvor de i dagens løb kunne gå frit omkring. Der var også adgang til en lille gård med frisk luft. Der var høje mure på alle sider, så hvis man skulle se himlen, måtte man kigge lige op. Det var det eneste sted i bygningen, hvor der var adgang til fri luft. I de dele af bygningen, hvor der var fanger, var der ingen vinduer, hvor man kunne se endsige høre en fugl pippe. Om natten blev de låst inde i celler, der omgav rummet. I midten af det store rum sad en betjent bag en skranke. Foran skranken var en streg. Den måtte de indsatte ikke overskride. Gjorde de det, fik de en advarsel. Anden gang mistede de retten til at være i den afdeling.

Den afdeling, der så blev overført til, havde et fællesrum på størrelse med en dagligstue. Her opholdt sig ti-femten fanger tæt sammen. Nogle spillede kort, andre døsede. Der var intet dagslys. I et hjørne var en telefon, hvor man kunne føre sine samtaler, hvis man kunne betale for det og ikke var generet af, at de andre hørte med. Også her var der celler, hvor de blev lukket ind om natten. Vi stod ude på gangen og kiggede ind på dem gennem en glasrude. Men de kunne ikke se os. Omviseren forklarede stolt, at tidligere havde der været tremmer ud til gangen, og de indsatte havde råbt og slået på tremmerne, når nogen kom forbi. Men nu var de helt stille, for de kunne ikke se os; men vi kunne se, at, hvad de foretog sig. Det var som at se på aberne i zoologisk have.

Hvis man forbrød sig her, røg man et niveau længere ned. Det var som kredsene i Dantes helvede. På dette lavere niveau var der plads til fire-fem i et område, der mindede om et mindre offentligt toilet, hvor hvert rum rummede en seng til natten. Det fælles område var som det mindre håndvaskområde foran toiletterne. De indsatte lå på gulvet og sov eller døsede. Vi kunne kigge ind gennem en rude i celledøren. Heller ikke her var der var der adgang til dagslys. Kun det neonagtige lys i loftet. Forskel på nat og dag gav ingen mening. Men det kunne blive værre.

Det sidste niveau var straffeceller til ophold i otte eller fjorten dage. Det var enkeltceller, hvor man knap kunne stå oprejst, og maden var vand og brød. Brødet indeholdt alle nødvendige næringsstoffer og smagte grimt men lige præcist ikke så grimt, at fangen ville foretrække selvmord. Der var tænkt på alt.

På gangene gik de fanger, der havde rengøringstjeneste ydmygt til side. Personalet, vi mødte, udstrålede tilfredshed og nød øjensynligt de indsattes respekt, en respekt der understøttedes af det effektive straffesystem, hvor der kun var en bevægelse, og det var nedad.

Der var ingen problemer med narko overhovedet. Vi var forbavsede. Forklaringen var enkel: De indsatte havde ingen fysisk kontakt med besøgende. De talte gennem en glasrude. Når de dømte eller anholdte ankom, blev de visiteret. De blev stillet med hænderne i håndjern på ryggen og benene blev skubbet langt ud til siden. I den stilling var det let at skubbe dem ud af balance, hvis de blev besværlige.

De fleste indsatte var sorte. De sorte er bare mere kriminelle som en tidligere statsanklager engang forklarede mig. Da man ville rydde op i kriminaliteten i Washington, satte man straffen for heroinmisbrug kraftigt op. Der var to typer heroin. Stikheroin og rygeheroin. Det var de sorte, der brugte den ene type og de hvide den anden. Man satte kun straffen op for den type, de sorte brugte. Det havde virket. Kriminaliteten var sunket.

Da vi, efter at opholdet i Washington var slut, kørte til lufthavnen, var motorvejen delt op i en hurtigbane til biler med mange passagerer og en mere overfyldt bane til andre bilister. Vi spurgte chaufføren, om man ikke bare snød. Det gjorde man ikke, forklarede han, for straffen var hård. ”Navnlig når man som jeg er sort.”

I USA sidder over 700 i fængsel pr. 100.000 indbyggere. Det højeste tal i verden. Næsten dobbelt så mange som i Rusland, hvor tallet også ligger i den høje ende.

Mange fængsler i USA er privatejede. Ejerne har lobbyister, der plæderer for længere straffe.

Det er ingen hemmelighed, at folkeskolen ikke underviser i grammatik. Dansk, må man forstå, er noget man bare kan, når man er dansker. En kollega på godt fyrre, som er en ualmindelig god sprogbruger, bliver tom i blikket, når jeg siger ”akkusativ”. Men der er faktisk selv blandt gode sprogbrugere stor usikkerhed om brugen af grammatikken.

Vores stedord bøjes i kasus eller fald. Det er en disciplin, hvor flere og flere falder i. Man hører tit: ”Det er svært for Søren og jeg”. Hvad sker der? Tag Søren ud. Ville du sige ”Det er svært for jeg”? Men hvorfor er det så, at Søren får det til at svinge fra akkusativ til nominativ? Fejlen er formentlig et udslag af det, der hedder overkorrekthed. Man vil vise, at man ikke hører til dem, der siger ”Mig og Søren gik en tur.” Nominativ er altså bedre end akkusativ, synes ræsonnementet at være. Men det forhindrer ikke sætningskonstruktionen, som man tit læser i avisen ”Dem, der har mest travlt, er tit for sent på den.” ”De” bliver til ”dem” foran en indskudt sætning. Der er øjensynlig ikke noget grundled eller subjekt i den sætning.

Udsagnsordene eller verberne lider også. Ligge og lægge blandes sammen. Når jeg taler om transitive og intransitive verber, bliver det opfattet som vildt eksotisk. Bedre bliver det ikke med den manglende skelnen mellem infinitiv og perfektum (navnemåde og fortids tillægsmåde). ”Jeg har ikke kunne nå det”, skrives der, fordi det lille t ikke kan høres i talesproget. Mere komplicerede konstruktioner forliser. ”Han ville have kunnet forstå det, hvis du havde sagt det” bliver simplificeret til ”Han havde forstået det, hvis du havde sagt det”.

Til sidst min kæphest (en af dem). Forskellen mellem ”nogle” og ”nogen”. Det giver ikke mening at forklare det som et spørgsmål om ental og flertal. Det indses let, hvis man oversætter til f.eks. engelsk, hvor det hedder ”some” og ”any”. Mange bruger denne oversættelse til at få styr på forskellen mellem de to danske ord. Men den holder ikke altid. F.eks. kan det ikke bruges ved sætningen ”Der er nogen, der har taget min blyant.” Der bruger man på engelsk ”somebody”. Mere relevant er det at arbejde med betydningsforskellen. ”Nogle” betyder ”nogle Stykker” og ”nogen” betyder ”en eller anden” eller ”nogen som helst”. Følgende eksempel viser, at betydningen er afgørende: Spørgsmål: ”var der nogen?” og Svar: ”Ja, der var nogen.” eller ”Ja, der var nogle” I det først svar siges, at der var en eller anden, og det er ubestemt, om det var en eller flere. I den anden sætning siges, at der var nogle stykker.

Der kan måske også opstilles en mere abstrakt hjælperegel. I nægtende, spørgende eller hypotetiske sætninger, bruges altid ”nogen”. ”Der er ikke nogen” eller ”er der nogen” eller ”hvis der er nogen”.

Nu ringer klokken. Der er frikvarter.

Under et møde med Jean-Marc Ayrault, der dengang var fransk udenrigsminister, skulle jeg finde på noget klogt at sige. Jeg var indbudt til en minikonference på den franske ambassade sammen med en snes andre for at tale om, hvad der kunne gøres for fransk kultur. Min pointe gjaldt google-søgning. Det var kommet som noget af en øjenåbner, da jeg engang efter et besøg i Augsburg ville søge på den middelalderlige finansmand, som havde sat sit præg så stærkt på den by. Og hvad kommer frem? En artikel fra den engelske Wikipedia. Hvad fanden havde England eller USA med Fugger at gøre? Hvor var den tyske Wikipedias artikel om Fugger? Tyskere måtte vel have en større og bedre baggrund for at skrive om Fugger. Det krævede kreativ valg af tyske ord som supplement til navnet Fugger, før den tyske artikel dukkede frem. Jeg kunne naturligvis være gået ind på den tyske Wikipedia direkte; men det er ikke min pointe. Pointen er, at mekanismen er generel på google. Der kommer, når jeg søger på google i Danmark næsten undtagelsesfrit kun artikler på engelsk og dansk. Derved er fransk og tysk kultur automatisk sat i skammekrogen. Det var min pointe.

Det vakte ingen genklang på mødet og blev dårlig nok forstået, og man gik videre til andre emner. Skal man se det fra googles side, kan man sige, at danskere jo ikke forstår andre fremmedsprog end engelsk. Das ist des Pudels Kern. Hvad skal vi med tyske og franske svar på en googlesøgning, når vi ikke kan læse dem?  Vi bliver fodret med det, vi gerne vil have.

Men prisen er høj. Det bestemmer hele vores mediebillede af alt, hvad der foregår i udlandet. Da journalisterne ikke kan læse fransk og tysk, kan de heller ikke citere fra Frankfurter Allgemeine eller Le Monde eller scrape, hvilket er et pænere ord for at skrive af. Nyheder fra disse lande refereres skamløst fra engelsksprogede artikler. Da euroen efter finanskrisen kom ud på dybt vand, bad man engelske økonomer tolke udsigterne. De kom ikke overraskende altid frem til, at euroen snart ville bryde sammen. I striden mellem EU og England om brexit citeres kun engelske kilder, og man undres lidt over, at EU’s dvs. vore forhandlere og vores standpunkter konsekvent er blevet set gennem engelske briller. Det gælder stadigvæk. Det gælder f.eks. for de skærmydsler, der dukker op i forholdet. Tyskland og Frankrig fremstår med alle englændernes og amerikanernes fordomme, som vi villigt overtager. De har skumle hensigter. Bare vi ikke bliver kørt over af disse to lande. Mette Frederiksen stiller sig på tværs, hvor hun kan. Tidligere kunne hun stille sig i ly af englænderne, der var imod alt. Men den går ikke længere. I stedet må hun vove sig ud i eventyr med Sebastian Kurz. Hvad bliver det næste.

Herved fjerner vi os mere og mere fra den virkelighed, vi er en del af. Vi er i EU og har interesse i at vide og forstå, hvad der foregår i vores to vigtigste medlemslande Frankrig og Tyskland. Alligevel er vi nærmere knyttet til USA og England i en grad, så vi i andre lande opfattes som USA’s 51. stat.  I udenrigspolitikken lader os adskille fra vores naturlige partnere i EU for at synge efter USA’s pibe under henvisning til påståede fælles værdier uden at reflektere over, at de reelt adskiller sig kraftigt fra de fælleseuropæiske værdier, idet vi lukker øjnene for alt det, der er mindre pænt i USA på samme måde som kommunisterne lukkede øjnene for alt det onde i Sovjetunionen. Jeg behøver blot at nævne Guantánamo, racisme, ekstrem liberalisme, grænseløs vold og et råddent retssystem. Fortsæt selv. Men i EU er det Frankrig og Tyskland, der dominerer. Hverken USA eller England. Og vi deler i langt højere grad værdier og interesser med det Europa, vi er en del af.

Men hvorfor er det kommet dertil at vi hellere vil identificere os med USA? Det kan alt sammen føres tilbage til vores sprogundervisning i skolen. År for år daler antallet af uddannede seminarie- og gymnasielærere i tysk og fransk. Det begyndte med Anders Fogh Rasmussen, der hævdede, at vi kun havde brug for at lære engelsk i skolen. Det var nok til at klare sig i hele verden, mente han. Siden er det bare gået den gale vej. Ikke kun er undervisningen i fransk og tysk gået tilbage, men indstillingen til disse sprog har også ændret sig i negativ retning. ”De er ikke relevante” er opfattelsen. Man kan ikke se, hvad man mangler. Det er i den forstand selvforstærkende.

 Politisk og kulturelt er det et problem. Man kan også sige, det er vores skæbne. Hvordan skal vi skabe en fremtid i EU, når vi ikke forstår dem, vi er sammen med?

Det er en almindelig opfattelse, at blandt andengenerationsindvandrere klarer pigerne sig bedre end drengene. Den sædvanlige forklaring er, at pigerne bliver tvunget til at holde sig hjemme, mens drengene får mere frie tøjler. Derfor har pigerne ikke andet at lave end at kaste sig over lektierne. Den forklaring understøtter vores almindelige fordom om, at moralen blandet indvandrere er kvindeundertrykkende. Efter min opfattelse er det for letkøbt. Måske skulle man kigge i andre retninger og overveje, hvad vores samfund egentlig tilbyder disse drenge

 Vores uddannelsessystem bygger efterhånden udelukkende på kvindelige værdier. Det begunstiger dem, der kan sidde pænt og udfolde sig på et stykke papir eller med næsen i en bog. Allerede fra børnehaven er flertallet af pædagogerne kvinder (86 %). Det er netop i den alder, hvor drenge og piger for alvor begynder at identificere sig med deres køn. Når der er så få mandlige pædagoger, hænger det måske sammen med den næsten hysteriske angst for pædofili, som hærger forældre i disse år. De mindste antydninger fra børn om berøring bliver opfattet som forsøg på pædofili og fører til anmeldelse og sigtelse. Medmindre sigtelsen bliver frafaldet som grundløs, er pædagogen udelukket for livstid fra arbejde med børn. Det er ikke nok, at sigtelsen frafaldes på grund af bevisets stilling. Efter princippet ”der går ikke røg…” er tankegangen, at der nok var noget om det, selvom det ikke kunne begrunde en tiltale. Det kan nok holde en del mænd fra at vælge den karriere.

Dertil kommer, at feminismen er kommet så vidt, at mange mænd identificerer sig med kvindelige værdier. Mange vil ikke være i stand til at formulere mandlige værdier, hvilket understøttes af de feminister, som ser kønnet som en social konstruktion. Med det udgangspunkt er enhver argumentation om særlige mandlige kønstræk udelukket.

Indflydelsen af arv og kår i dannelsen af kønskarakteren er temmelig uigennemskuelig i detaljerne; men at hævde, at kønskarakteren er en social konstruktion, er rendyrket politik uden noget videnskabeligt holdepunkt. Men det er formentlig en kendsgerning, at forskellen i kønskarakter hos folk, der kommer fra Mellemøsten, er mere udtalt, end vi er vant til at se hos os. Dvs. at mænd er mere maskuline og kvinder er mere feminine.

Der kommer så balladen. Udviklingen af karakteren sker ofte gennem en spejling mod personer, som man ser op til. Men hvor er de maskuline værdier, en indvandrerdreng kan spejle sig i ud over sin egen far? Faderen er måske kørt fast i det danske system og sunket til bunds, eller han håndhæver principper, som er ude af trit med det omgivende samfund. Under alle omstændigheder har et barn behov for identifikationsmodeller uden for sin egen familie. Det er en del af udviklingen fra familie til samfund, og den er særlig vigtig, når man skal integreres i en anden kultur, end den, man kommer fra. Der skal være nogen i den nye kultur at se op til. Her skulle den mandlige pædagog eller lærer træde til. Men enten er de der ikke, eller de tør ikke folde maskuline værdier ud under det dominerende feministiske regimente.

Mandlige værdier er i de senere år blevet nedgjort så meget af feminismen, at man knap nok tør hævde at der findes nogen. Det gælder alt fra MeToo til mansplaining, alfa-hanner til hustruvold og kvindeundertrykkelse i almindelighed. Omvendt har kvinder på godt og ondt indtaget områder, som traditionelt har været domineret af mænd og hævder så, at de kvaliteter, mænd har udfoldet der, ikke er specifikt maskuline. Der bliver ikke rigtig noget tilbage. Mændene får eneret på de dårlig maskuline særtræk, og de gode sider er ikke specifikt mandlige. Manden skal genopfinde sig selv, hedder det: læs han skal feminiseres. Mange mænd beskriver selve den banale sandhed, at kvinder har lige ret og lige værdighed som udtryk for, at de er feminister. Almindelig anstændig opførsel bliver pludselig til et feministisk værdi. Det er det univers en undrende indvandredreng af anden generation kan kigge ind i. Der er ingen Marlon Brando eller Burt Lancaster der.

Hvad er så de maskuline værdier? For at forklare det, er det nødvendigt at generalisere og forgrove, for både mænd og kvinder indeholder elementer af både mandlige og kvindelige værdier. Man kan derfor alene tale om, at visse karaktertræk har overvægt hos det ene eller andet køn. Kun derved kan man definere det mandlige som modsætning til det kvindelige. Dernæst betoner jeg, at der i den foreliggende sammenhæng er tale om værdier, som kommer til udtryk i opdragelsen og ikke i voksenlivet, hvor det hele bliver mere sløret.

Hvad er de dominerende kvindelige værdier i opdragelsen, som ikke ligger naturligt til mænd? Det er varme og omsorg. Alt det, som vi omfatter af begrebet af moderlighed.

Hvad er det mandlige? Det er de hårde krav. Derfor føler de fleste mænd sig akavede og uegnede til den opgave de får tildelt med lige barselvorlov for mænd og kvinder. Der kan de ikke tilbyde andet end at påtage sig en sur pligt. De har ikke en naturlig omsorg for det lille umælende væsen.

Den maskuline tilgang er at sige: du kan gøre det bedre, du kommer over det, du skal anstrenge dig mere. Det gælder, hvad enten det drejer sig om sport, at bygge en hule eller løse en svær skolestil eller matematisk opgave. Det er evnen at stille mål, som barnet skal strække sig på tæerne for at nå. Det er at nære dristigheden, viljestyrken og udholdenheden. Drenge er tit mere enstrengede end piger, men kan til gengæld nå længere på det snævre felt, hvor de har valgt at stræbe. Det er en værdifuld kønskarakter hos drenge, selvom den i opvæksten giver sig udtryk i tilsyneladende unyttige ting som ekvilibristisk beherskelse af et rullebræt eller manisk opslugthed af visse computerspil.

Men for at udnytte den kraft, som kommer til udtryk på den måde og bringe den videre, har de brug for mandlige identifikationsmodeller med positive maskuline værdier. Med i den pakke af værdier, som skal formidles, er også opgaven at grundfæste begreberne pligt og ansvar. Kvinder kan også formidle de værdier; men de kan ikke tjene som identifikationsmodeller. De kan aldrig erstatte en Marlon Brando eller Burt Lancaster.

Der fejler skole og børnehave. Til gengæld tilbyder de kriminelle bander maskuline forbilleder til overflod. Der får indvandrerdrengene de maskuline forbilleder, de søger, men i den destruktive version. Der finde de identifikantionsmodellser, som det danske samfund ikke kan tilbyde i den konstruktive udgave.

Der skal man formentlig finde forklaringen på, at indvandrerpiger klarer sig bedre end indvandrerdrenge. Sagt i forbifarten kunne etnisk danske drenge også have gavn af at få styrket deres maskuline identitet.

Det er lidt svært at forstå, hvordan en straffeekspedition mod Afghanistan i 2001 ændredes til kamp for at indføre demokrati i landet. Tanken, om at en fremmed militær magt indfører demokrati mod befolkningens vilje, forekommer absurd. Så vil man sikkert sige, at Taleban ikke er folket, men hvad er de så? Hvis demokrati er så saliggørende, er det mærkeligt, at de ikke faldt for fristelsen. Engang var jeg til et møde, hvor daværende forsvarsminister Søren Gade holdt et indlæg om krigen. Han sagde nogenlunde sådan her: ”Vi ved, hvad vi kæmper for. Man kan spørge, om Taleban ved, hvad de kæmper for.” Underforstået at det kan intet fornuftigt menneske forklare. Jeg overvejede at sige: ”Det kunne være, at de kæmper for at smide en fremmed militærmagt ud. Jeg mindes en tilsvarende situation i Danmark i første halvdel af fyrrerne.” Men jeg var simpelthen for oprørt til at kunne sige det passende afslappet. Så meget provokerede han mig. En bekendt fortalte, hvordan han som lille dreng i begyndelsen af besættelsen var blevet klappet på hovedet af en tysk officer, der forsikrede ham, at han ville blive stolt af at få lov til at vokse op i det nye tyske rige. Alderen og situationen taget i betragtning måtte han nøjes med at knytte hænderne i bukselommerne. Officeren sagde det uden tvivl af ærlig overbevisning. Søren Gade troede måske også selv på det, han sagde.

Afghanerne har tidligere med held smidt først englænderne og så russerne ud. Nu har amerikanere og vi lidt et nederlag. Det formuleres som udenrigspolitisk omprioritering. Men er nederlag ikke den rigtige betegnelse for en krig, man opgiver, fordi man ikke kan vinde den? Der er en nærliggende parallel i Vietnam, som blev påført ufattelige lidelser i demokratiets navn og først fik en menneskelig tilværelse, da amerikanerne var smidt ud. For mig at se kæmper Taleban dybest set mod vestlig kulturpåvirkning. Jeg bryder mig ikke om dem; men de bryder sig helt klart heller ikke om os. Hvis der ikke var olie i Mellemøsten havde der sikkert heller ikke være hverken vestlig indblanding, Taleban eller terror. Mon freden kommer måske, når olien forhåbentlig snart går af mode?

Da tyskerne forlod Danmark i 1945, fik de, der havde taget det tyske standpunkt, det svært. Sådan kommer det nok også til at gå i Afghanistan. Tyskerne kunne ikke hjælpe overløberne i 1945; men vi kan godt hjælpe dem, der tog vores parti, og det bør vi gøre.

De to mest læste bøger i 30-erne skulle angiveligt være Nis Petersens Sandalmagernes Gade og Marcus Lauesen Og nu venter de på skib. Den sidste, der er fra 1931, stod i mange hjem i min barndom, og et af disse eksemplarer var havnet på min bogreol. Den var trykt på tidens typisk dårlige papir, der er en lille smule papagtigt og gulner med tiden. I sommerferien tog jeg den med og gav den en chance. Bogen beskriver en række personer, der er i familie. Handlingen udspiller sig over tre dage i en by, der formentlig er Åbenrå i juli 1929. Ingen ydre begivenheder påvirker handlingen. Børskrakket på Wall Street 1929 indtræffer først efter bogens slutning. Den ene søn er nazist, men det er ikke et tema. Familien er tysksindet, men det spiller kun en meget beskeden rolle. Hovedpersonen er rederenke og som sådan en lidt interessant figur.  Flere personer er bønder, som der var mange af i litteraturen dengang. Handlingen beskriver personernes karakter og tanker og meget drejer sig om deres følelser og indbyrdes stridigheder. Naturbeskrivelsen er nærmest lyrisk. Det er i og for sig imponerende at bygge en handling op om tre dages forløb beskrevet næsten time for time gennem de forskellige personers tanker og følelser. Alligevel bliver det aldrig rigtig fængslende. Dertil er karaktertegningen for grov og handlingen for begivenhedsløs. Der er rent faktisk et par dramatiske hændelser; men de har næsten ingen konsekvenser for handlingen. Selve miljøbeskrivelsen af den reder- og skipperklasse, som øjensynlig fandtes der før Første Verdenskrig er dog lidt interessant. Der fortælles meget om kinafarten. Men det hele har et bedaget præg. Det er svært at fatte, at den kom i så svimlende oplag. Marcus Lauesens øvrige forfatterskab nåede vist aldrig noget stort publikum.

Sandalmagernes Gade står også på min reol; men der kommer nok til at gå en rum tid, før jeg tør gøre et forsøg med den.

Der kom mere betydelige værker i 30-erne: I 1939 kom Tom Kristensen Hærværk. I 1937 kom både Jacob Paludan Jørgen Stein og Karen Blixen Syv fantastiske Fortællinger. Men øjensynlig i mindre oplag.

Det er efterhånden gået op for mange kommentatorer, at kampen mellem Kina og USA ikke drejer sig om demokrati og menneskerettigheder, men om magt. Militær, økonomisk og teknologisk dominans. Derfor er Kinas ekstremt hurtige udvikling på alle tre områder en trussel. Tager man forholdet mellem indbyggertallet i de to lande i betragtning, er det ikke svært at se, hvor det ender. 1,4 milliarder i Kina og 3-400 millioner i USA. Stadig har USA dog massiv militær overlegenhed navnlig når det kommer til A-våben. Hvis Kina forbrødres med Rusland, kan det dog hurtigt se anderledes ud.

I det spil fylder Danmark med sine knap 6 millioner indbyggere ikke meget. Med Poul Nyrup og Anders Fogh som to skræmmende eksempler kaster vi os hovedløst ind i USA’s temmelig dårligt begrundede udenrigspolitiske eventyr. Vi tilslutter os uden forbehold ideen om at udbrede demokratiets velsignelser til vrangvillige regimer med samme iver som vi tilsluttede os kristendommens udbredelse i det 19. århundrede. En god ven sagde patetisk: ”Ligegyldigt hvem du spørger, vil de alle steder på jorden foretrække frihed (frem for ufrihed).” Dermed er demokratiets ideologiske supremati endeligt slået fast. Som ideologisk fanfare er udsagnet måske effektivt, em analysen stikker ikke så dybt. Hvad er frihed? Frihed til hvad? Alle er begrænset i deres frihed. Selv i det selvudråbte frihedsparadis USA er der grænser for den enkeltes frihed. Udsagnet forudsætter således at der kan opstilles et hierarki af friheder. Det er næppe muligt. Ser man på de menneskerettighedserklæringer, der i det væsentlige er opstillet af vestlige magter, er rettighederne ligestillede.

Det kræver heller ikke nogen dyb analyse at konstatere, at USA i sine bestræbelser på at slås for demokratiets udbredelse altid har forfulgt andre udenrigspolitiske mål, og de har da heller ikke tøvet med at støtte udemokratiske regimer, hvis det understøttede deres interesser. Når vi støtter deres ideologiske korstog er vi altså bare de nyttige idioter. Det burde føre til, at Danmark i sin udenrigspolitik tænkte mere på sine egne interesser end luftige ideologiske doktriner. Men udenrigspolitik er et spejl af indenrigspolitik, for politikere skal jo genvælges. Forudsætningen for at føre interessepolitik er derfor, at den har opbakning i befolkningen. Det forudsætter en presse, som påtager sig opgaven som meningsdannere og skaber forståelse for disse interesser.

Opgaven burde være enkel. Vi lever jo i et demokrati og har ytringsfrihed og en fri presse. Men sådan hænger det desværre ikke sammen. Pressen lever jo ikke af at være fri, men af at blive solgt. De mest skræmmende eksempler finder man i den frihedselskende engelsktalende verden, hvor hårde økonomiske interesser styrer indholdet af pressen. I bunden ligger formentlig Australien efterfulgt af USA og England, hvor analytiske medier kun læses af en snæver kreds, medens de store aviser og fjernsynskanaler formidler intetsigende nyheder om ulykker, drab og popstjernes intime liv, mens verden udlandet beskrives som et dukketeater. Men Danmark har ingen grund til at være stolt. Også her gengives et stereotypt og klichépræget billede af verden omkring os. Kina betegnes konsekvent som et diktatur, som om klassificeringen af verdens regimer kan indskrænkes til et enten eller. Samtidig er oplysningerne om det kinesiske system og Kinas samfundsforhold stort set ikkeeksisterende. Det kræver imidlertid kun overfladiske studier at fastslå, at det kinesiske politiske system er alt for komplekst til den summariske betegnelse diktatur. Utallige er de fora op og ned i systemet, som har indflydelse på beslutningerne. Mange beslutninger træffes af kollegier. Som en kinaforsker sagde: ”De stemmer ikke i disse fora, for beslutningerne er altid enstemmige.” Systemet har en overvældende tilslutning, som måske kan forklares med, at økonomisk fremgang svækker ønsket om politisk forandring. Men det, der gør mest indtryk, når man forsøger at sætte sig ind i kinesiske forhold, er, at alting er så anderledes. Et kuriøst eksempel: Xi Jinpings kone Peng Liyuan er popsanger og ret populær. Man kan høre hendes synge på YouTube. Det ligger meget langt fra, hvad vi sædvanligvis opfatter som populær musik. Det giver en fornemmelse af, at ingenting i Kina ligner vores verden. Når vi ind imellem ser film eller læser bøger fra Kina, som vi synes, vi forstår, er det formentlig fordi det er tilpasset vestlig smag og tænkemåde. Det ægte kinesiske er næsten ubegribeligt.

Mange er de forretningsfolk, der har brændt fingrene på aftaler med kinesere. Forretningsmoralen er brutal. Et ord er ikke et ord, hvis det ikke er forankret skriftligt og muligt at gennemtrumfe ved en domstol. Det tager år at opbygge et forhold, som vi vil betegne som gensidig loyalitet. Derfor er det gode forhold, som danske diplomater har opbygget til Kina imponerende og bør ikke ud fra tågede ideologiske motiver kastes overbord. Men der er al mulig grund til at være på vagt. Stater har ingen venner, Kun interesser (Disraëli) Kina spiller – ligesom USA – EU-landene ud mod hinanden. Hvis vi vil modstå trykket, bør vi opgive de fire forbehold og melde os fuldgyldigt ind i EU. Der er der, de gensidige interesser er stærkest. EU er verdens største økonomi, men finansielt, politisk og militært en dværg. Der er nok at slås for – sammen.

Da Kina, hvad enten vi vil det eller ej, kommer til at fylde mere og mere i vores del af verden, bør vi bruge mere tid på at sætte os ind i kinesiske forhold. Vi får ikke hjælp af dagspressen, men der er heldigvis andre kilder:

Kjeld Erik Brødsgaard Kina i moderne tider 2019. Her fås en omfattende redegørelse for kinesisk politik og økonomi. Den indeholder omfattende henvisninger til anden litteratur.

Aage Marcus: Den blå drage. Det er et ældre værk fra 1948, som giver et fremragende indblik i klassisk kinesisk kultur.

Vil man mere, er samlingen ”Evige tegn” en fremragende samling af kinesisk lyrik fra T’ang-perioden  i dansk oversættelse ved Fransk Jæger i 1965.

Man siger ofte at kvindelige digtere er overset – og undertrykte. En avis skrev endda, at en engelsk kvinde fra 1600-årene var den første, og at hun kun måtte skrive om gudelige emner. Men det gjaldt kun England. Det var et godt eksempel på vor tids anglomani, der tager USA og England for hele verden. Men ser man på Europa, som med Englands afgang har fået sin naturlige form, er billedet helt anderledes.

Man kan begynde med Sappho, som med 2600 års forsinkelse er oversat til dansk.

Den romerske digter Sulpicia er oversat i 2016 af Harald Voetmann. Det er omstridt, om det vitterlig er en kvinde, der har skrevet det. Den tvivl hænger sammen med, at det romerske samfund var ekstremt mandsdomineret. Cæsar lod sig skille fra sin hustru, fordi en mand forklædt som kvinde var trængt ind til en kvindefest, hvor hans kone var til stede. Han forsvarede sig med ordene: ”Cæsars hustru skal være hævet over enhver mistanke.” Men mon ikke han bare var træt af hende?

 Så er der et langt spring til de næste, jeg har kunnet finde:

Héloïse ¨(1092-1164) kender vi fra brevvekslingen med Abélard. Hun giver i sine breve sin kærlighed et så stærkt udtryk, at det siden har været svært at overgå. På dansk findes hun i en gammel oversættelser fra omkring 1900.

Beatrice de Die (ca.1140- ca. 1200) var en af flere provençalske troubadourer. Hun skrev på occitansk.

Clara d’Anduze (ca. 1200-). Skrev også på occitansk.  Af hende er der kun bevaret et digt.

Vittoria Colonna (1490-1547) fra Marino i Italien. Af hende findes en tegning af Michelangelo. Hun var lykkelig gift med en italiensk general, som kæmpede for forskellige fyrster og døde i slaget ved Pavia 1525, hvorefter hun gik i kloster og skrev om sin kærlighed til ham

Gaspara Stampa fra Padua (1523 -1554) skrev om kærlighed og kærestesorg.

Louise Labé (1524-1566) var datter af en velhavende rebslager i Lyon  og fik tilnavnet ”den smukke rebslagerske”. Hun skrev dels vers i det klassiske mytologiske univers, dels digte om kærlighedens nydelser og trængsler.

For nu bare at nævne nogle af de ældste fra tiden før den første engelske poetesse.

Om både Gaspara Stampa og Louise Labé har man sagt alverdens ting: at de var kurtisaner, at de slet ikke eksisterede. Når man ikke ved ret meget om dem, sætter kun fantasien grænser. Når Béatrice de Die, Clara d’Anduze og Vittoria Colonna ikke har været udsat for det samme, skyldes det formentlig, at de alle tre hørte til den absolut øverste overklasse og var lykkeligt gift, selv om det som sagt ikke formåede at beskytte Cæsars hustru. Héloïse undgik også den slags historier, da manden efter et kort ægteskab sendte hende i kloster.

Der er også nok at gå i gang med fra århundrederne efter

Madame de Lafayette, (1634-1693) Det var hende, der skrev La Princesse de Clèves, om hvilken Sarkozy sagde, at han fande’me’ godt forstod de skolebørn, der syntes, at den var træls at læse. Det syntes han nemlig også. Det udløste et kulturelt oprør, hvor folk gik med små metalskilte, hvor der stod: ”Jeg læser altså La Princesse de Cléves”. Et tilsvarende folkeligt oprør kunne man ønske sig mod Joy Mogensen. Der kunne f.eks. stå ”Jeg kan altså godt lide kulturen”.

Madame de Sévigné (1626-1696) skrev kloge breve, der stadig læses, men måske ikke af Sarkozy..

Marianna Alcoforado  (1640-1723), boede i et kloster i Beja Portugal, hvorfra hun skrev breve om forsmået kærlighed til en svigefuld elsker. Men autenciteten af disse breve er også  omstridt. Hendes egen autencitet er svær at komme uden om. Hun sad spærret inde bag et solidt jerngitter, som godt kan få en nutidig besøgende til at gyse.

Marceline Debordes-Valmoree (1786-1859) var fra romatikken og inspirerede efter sigende Rimbaud og Verlaine.

Renée Vivian (1877-1909) var englænder, men skrev på fransk. Hendes digtsamling Brumes des Fjords anslår en symbolistisk tone.

Anna Élisabeth de Nouailles (1876-1933) fransk digter med rumænske rødder.

Cathérine Pozzi (1876-1933) havde et stormfuldt forhold til Paul Valéry og skrev bagefter Très haut amour.

Marie Bashkirtseff, (1858-1884) der var russer, men levede i Paris. Hun var sanger, maler og forfatter, der skrev på fransk. Hun var tilsyneladende en meget smuk og indtagende kvinde. Desuden talentfuld og begavet både som maler og forfatter. Musikken er vi afskåret fra at bedømme. Takket være faderen manglede hun heller ikke penge. Hun opgav musikken, fordi det var upassende og kastede sig derefter over maleriet og til sidst skrivningen. Hun er kendt navnlig for sin dagbog, som hun fortsatte efter at hun indså, at hun ville dø af sin tuberkulose. Denne del af dagbogen er kendt for sin hjerteskærende åbenhed. Som man kan regen ud, døde hun som 25-årig. For dem, der kan huske lidt fransk, vil jeg citere Bellay, hvad han skrev om en anden:

”…

Mais elle etait du monde où les plus belles choses

Ont le pire déstin

Et Rose elle a vecu ce que vivent les roses

L’éspace d’un matin.”

Bettina von Arnim (1785-1859) er navnlig kendt for sin brevveksling med Goethe; men har også skrevet andet.

Anna Akmatova (1889-1966) I den dystre ende, hvilket kan forklares med, at hun I lang tid sad I Stalins lejre. Hun er for forholdsvis nyligt oversat til dansk. Hendes digte er korte og skånselsløse. Som gravskrifter.

Til sidst vil jeg slutte dette usystematiske strejftog iblandt kvindelige forfattere af med en dansk perle: Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960), der skrev sine noveller om den fiktive svensker Martin Villén. Hun er fortjent genudgivet og er om nogen kvalificeret til en plads i den skrækkelig kanon, der skriger på flere kvinder, hvis det ikke var, fordi hun er for god til at blive omklamret af vores nationalkonservative politikere.

Tænk at læse et værk skrevet for over 2000 år siden, som i de fleste afsnit er så frisk og aktuelt, som hvis det var skrevet i går. Så svaret på spørgsmålet er ubetinget: ja! Kun den del, der angår tragedien, er bevaret. Mange af den græsk/romerske kulturs værker er gået tabt i middelalderens åndsmærke. Vi må glæde os over det, der er tilbage. Poetikken er kommet i ny oversættelse og med omfattende og nyttige noter.

Fascinationen ved teksten er, at vi egentlig kender det hele allerede, for hans tanker om den gode tragedie er afspejlet i litteraturen fra renæssancen og op til i dag. Der er således ikke noget overraskende i indholdet. Det overraskende er, at det står beskrevet så klart og præcist i så gammel en tekst.

Hans analyse af tragedien kan uden vanskelighed overføres til romaner og film. Aristoteles’ anvisning på den gode tragedie er reelt en anvisning på en velfungerende fortællestruktur.

En tragedie skal have en begyndelse, en midte og en slutning, skriver Aristoteles. Der er ikke noget før begyndelsen, og der er ikke noget efter slutningen, og handlingen må ikke være længere, end man kan rumme den som en helhed. Allerede der falder alle de moderne TV-serier igennem.

Hvis noget af teksten ikke kan fjernes, uden at det ændrer indholdet, er det væsentligt, og omvendt må man slutte, at alt, hvad der ikke består den prøve, skal det væk. Murakamis bøger ville blive ganske tynde efter den kur.

Plottet skal ikke være sandt, men sandsynligt. Helten skal ikke være entydigt god eller ond. Men noget der imellem. Handling og helt skal være noget som alle kan identificere sig med. Hans skæbne skal fremkalde gyset, som navnlig fremkaldes ved det peripetiske punkt. Det er der, hvor helten – måske uafvidende – træffer et skæbnesvangert valg. Det er der, hvor hans skæbne besegles. Vejen mod afgrunden følger derfra med ubønhørlig logik. Gyset ved det peripetiske punkt fremkaldes af identifikationen: Det kunne have været mig.

Virkningen af tragedien er katharsis. Det siger Aristoteles ikke noget særligt om i det værk, og det har været diskuteret lige siden, hvad han mener. Katharsis betyder renselse. Det skal måske forstås helt bogstaveligt. Det er foreslået, at det er noget som kan sammenlignes med den lettelse, man føler efter et vellykket toiletbesøg. Et obskønt, men ganske rammende billede.

Men hvorfor fremkalder en tragedien en følelse af katharsis? Det siger han ikke noget om. Man kan i virkeligheden stille spørgsmålet på en anden måde: Hvorfor ser og læser vi overhovedet tragedier? Det ender jo sørgeligt. Hvad vil vi med det? Hvad føler vi?

Oprindelig blev tragedier opført som led i en religiøs fest, og man kan derfor spørge, hvilken funktion, det kan have haft der. Det vides vist ikke. Efter min helt ukyndige opfattelse – som, hvis den er rigtig, næppe er original –  må det have stået i forbindelse de græske begreber hybris og nemesis. Overmod står for fald, som vi siger. Katharsis består da i tankerækken: Det kunne have været mig; men godt det ikke var mig. Jeg må hellere vare mig for overmod. Det er en advarsel mod hybris. Det minder lidt om det, vi ved om slaven, der stod ved siden af den romerske feltherre, der kørte i triumftog gennem Rom efter en spektakulær sejr: Slaven stod der ved siden af feltherren, og hans opgave var at sige: ”Husk, du er et menneske!” (Mange mennesker med infantil selvglæde kunne i dag have brug for sådan en slave.)

Det er – måske desværre – ikke en del af vores tankeverden at tro på hybris og nemesis. Siden kristendommen overtog herredømmet, har de ideer været pløjet ned og erstattet af forestillinger om synd, soning og nåde. Sådan kan Dostojevskij Raskolnikov læses.  Men hvordan fungerer tragedien i dag? Nutidens tragedier foregår som sagt ikke mindst på film. Det er hverken forestillingen om hybris og nemesis eller synd og soning, der præger dem. Elementerne er ellers de samme som i den klassiske tragedie med en overskuelig handling, en begyndelse, en midte og en slutning. Identifikationen er på plads i plottet og persontegningen. Der er også et peripetisk punkt, hvorefter den ulykkelige slutning synes uundgåelig.

Det er eminente instruktører, der har skabt de moderne tragedier som f.eks Andrej Zvyagintsef, der skærer sine dramaer knivskarpt (The return, The banishment, Elene, Leviathan og Loveless – de to sidste kan ses på filmstriben). Hitchcock, Zhang Yimou (Under den røde lygte). Michael Haneke, Bertoluci (Under himlens dække) kunne også nævnes. Og mange flere. Det centrale er det fatale valg eller den fatale hændelse, som får skæbnesvangre følger.

Men hvori består katharsis for os efter de film? Hvad er det, vi føler, når vi forlader biografen? Min fornemmelse er, at det er indignation over en uretfærdig skæbne, måske ligefrem vrede, hvis der er et socialt eller historisk element. Vi fyldes af en følelse af godhed, fordi vi har sympati med offeret, hvad enten det er de film eller de døende i Aïda eller Romeo og Julie eller Madame Bovary. Vi kan lide at spejle os i de – gode – værdier, som kunstneren forfægter. Vi bliver bekræftet som sympatiske og gode mennesker, der forlader tilskuerpladserne med smukke og gode idealer, hvad enten kampen drejer sig om frihed, social retfærdighed eller ulykkelig kærlighed.  Alle kender den forstyrrende fornemmelse, når lyset tændes i biografen. Skuespillet er slut, netop som man har nået dette punkt, hvor man er løftet af idealerne. Så bærer man sine følelser forsigtigt – som en bakke med modne jordbær, der ikke tåler stød – ud i den støjende verden udenfor og måske tager man en øl på en beværtning i nærheden, og pakker de ideer og følelser ud, der blev tændt af filmen eller lader dem blot simre stille i sit indre. Det er en oplevelse af ophøjede værdier, som ellers sander til i hverdagens almindeligheder.  Det er en renselse for småligheden og hverdagens petitesser. Det er vel nutidens katharsis.

Det er ikke retorikken, der er det essentielle i populisme. Det er hensigten bagved. Retorikken er bare det taktiske middel. Populistens mål er et godt valgresultat.

For at forstå populisme, må man sondre mellem fornuft og følelser. Det er endvidere nødvendigt at acceptere, at der kan være modstrid imellem de to.

Populismens essens er en politik, der appellerer til følelserne. At føre den politik, vælgerne (eller flertallet af vælgerne) kan lide. Alle elementer i Mette Frederiksens politik synes tilrettelagt efter det:

• Vælgerne kan ikke lide EU. Altså skal politikken være negativ over for EU
• Vælgerne kan ikke lide indvandrere: Altså skal politikken være indvandrerfjendsk
• Vælgerne kan ikke lide tiltag til begrænsning af CO2-udslip. Altså må der ikke være for meget af det

Alt det taler til folks følelser. Det holder ikke i længden; men flertallet af vælgernes følelser er ikke knyttet til det lange perspektiv. De svage følelser for det lange perspektiv tilfredsstilles med vage løfter om CO2-reduktion engang i fremtiden efter hockeystavmodellen, dvs. der skal ikke ske noget før i sidste øjeblik, hvor alle så vil indse, at det ikke er realistisk.

Hvad angår det løbende benspænd af EU sker efter devisen: De redder os nok i sidste øjeblik. Selv Grækenland bliver jo reddet efter årtier med benspænd. I det korte perspektiv er det en lygtepæl, man kan få point ved at lette ben op ad.

Så meget for det lange perspektiv.

Indvandrerstramninger er et politisk auktionshus, hvor vinderen er den, der byder højest. Mette Frederiksen kan uden at rødme bifalde hensigten med Inger Støjbergs krænkelser af unge indvandrerægtepar og nøjes med at tage afstand fra den forvaltningsretlige fremgangsmåde. Inger Støjberg skilte de asylsøgende syrere. Mette Frederiksen udviser dem. Der er fred i Syrien, siger hun. De, der bliver udvist, bliver glemt i det lange perspektiv. Hvis de overlever.

For at stække de fornuftige argumenter mod en førte politik skal fornuften mistænkeliggøres. Det sker ved at karakterisere kritikerne som elite dvs. nogle, der er forskellige fra folket. Hun fremstiller sig selv, som den, der forstår folket eller endnu bedre: Hun er selv en del af folket, fordi hun spiser makrelmad og pudser sine egne vinduer. Eller allerbedst: Hun er jyde og københavnerne er eliten. Føj for Søren.

Et eller andet sted i spændingsfeltet mellem følelser og fornuft ligger moralen. Det er en skrøbelig størrelse. Den uvægerlig kommer til kort over for folkets vilje – og ønsket om genvalg.