Kategori: Ikke-kategoriseret

Jeg er dybt fascineret af sprogprofessorer. En af dem indførte et nyt komma. Det udløste en babylonisk strid. Sprogfolk stredes med hinanden i flere år, men han stod fast. Jeg forestiller mig, at der kommer til at stå på hans gravsten: ”Han opfandt det nye komma”. Mennesker, der har fået en akademisk uddannelse og har beskæftiget sig med sprog hele livet, skrevet disputats og undervist næste generation, beslutter på et tidspunkt at vi deres liv til kommaet. Det går hen over hovedet på os andre, der rynker panden over udviklingen i USA eller Syrien, hvorfor kommaet er blevet så vigtigt, men det skyldes, at vi er lægfolk uden sans for storheden i dette projekt. Efter anden verdenskrig oplevede vi en lige så vigtig begivenhed, da mennesker rundet af den samme muld afskaffede de store bogstaver i navneord og indførte bolle-å. Hvor havde vi været i dag, hvis det ikke var sket. Vi bør være taknemmelige. Det er vist de samme mennesker, der udgiver retskrivningsordbogen, hvor de holder os vågne ved løbende at ændre stavningen af velkendte ord. Deres iver er så meget mere forbløffende, som stavningen ikke svarede til vores udtale før ændringen og heller ikke gør det efter.  Vi er hånlige over for nordmændene, som synes, der skal være overensstemmelse mellem stavning og udtale. Svenskerne, tyskerne og franskmændene har samme mærkelige opfattelse.

De samme mennesker interesserer sig af en eller anden grund ikke for at opstille regler for grammatik eller betydningsglidning af vores ordskat. Der indtager de botanikerens kontemplative rolle. Personlig lider jeg af en platonisk kærlighed til det danske sprog, selvom jeg erkender, at det ikke har andre fortrin, end at det er mit. Jeg gør, hvad jeg kan for at pleje det ud fra Stendhals devise ”Jurister er sprogets ingeniører.” Han læste hver dag et kapitel af Code Civile. Men jeg opfatter min kærlighed som en lastefuld trang, der bør tilfredsstilles i det skjulte. Den er om ikke pinlig så i hvert fald latterlig. Derfor søger jeg i det dulgte ligesindede og forsikrer mig om deres tilsvarende tilbøjelighed, inden jeg betror mig. Der var en person på radioavisen, der holdt journalisterne i ørerne, når de formulerede sig. Da han døde, var det, som da den sidste urokse opgav ånden i 1600-årene. En af skabningens stor undere var for evigt forsvundet. Jeg morede mig engang ved at konstatere, at man i en af erhvervslivets mest hæderkronede publikationer, nemlig A.P. Møllers årsrapport, ikke kunne finde ud af sammensatte ord. Det var ikke et bevidst valg. Det samme ord blev nemlig skiftevis skrevet i et og i to ord. Det var i hr. Møllers levetid, hvor intet var overladt til tilfældighederne. Jeg nævner det kun, fordi niveauet i den publikation dengang lå langt over standarden for erhvervslivets brug af det danske sprog.

De samme mennesker som ikke ofrer sprogets rette brug særlig stor opmærksomhed – og her bliver det interessant – vil give deres ene arm for at formulere sig korrekt på engelsk. Det er naturligvis prisværdigt. Men hvorfor ikke stille samme krav til det danske.

Jeg vil undlade at komme med eksempler på de sprogblomster, som uden blusel faldbydes, og som har samme skønhed som afkommet af forskellige hunderacer, der finder sammen i et gadekryds. Det får uvægerligt et præg af sur gammel mand, og dem bliver der med den stigende levealder flere og flere af. Vi har hver især vores idiosynkrasier præget af større eller mindre pedanteri. De er sjældent interessant, for sproget er trods alt mangfoldigt, og man bør sondre mellem kreative nyskabelser og regulær degeneration. Jeg vil indskrænke mig til at undres over, at ingen føler autoritet til at hævde, at noget er mere rigtigt end andet.  Politikere opstiller regler for, hvilken litteratur børnene skal læse i skolen. Kommaprofessorerne bestemmer hvordan ordene skal staves, og hvor kommaet skal stå. Men det regelsæt, der styrer syntaks og bøjning er som en ager, der er sprunget i skov. Kommaprofessorerne skriver lærde bøger om grammatikkens utæmmede liv. For et par år siden kom et sådant værk i tre tykke bind. Men de slår korsets tegn for sig ved tanken om  at foreskrive, hvordan den bør være. Kun over kommaer og stavning er de diktatorer.

De har naturligvis en forklaring, som gentages igen og igen: ”Sprogets udvikling kan man ikke standse.” De henviser til sproghistorien. Hvem kan i dag læse, hvad der står på runestenene. Jeg giver naturligvis op over for dette ultimative argument. Men jeg mener at vide, at der i andre lande udfoldes bestræbelser for at kultivere alle sider af sproget og gøre en del ud af at fastholde normerne både for syntaks og grammatik. Men jeg går stille med dørene. Det er en suspekt interesse på et område, som på ingen måde kan overlades til lægfolk.

Morten Hesseldahl blev den nye direktør for Gyldendal. Han kom fra en direktørstilling for Det kgl. Teater, og pressen skrev, at ikke alene fulgte han alle krav om nedskæringer fra politikerne, han gjorde det med glæde.

Det kgl. Kapel – 8 musikere skulle fyres

Jeg kom til at tænke på en samtale med en musiker fra det kgl. Kapel, som fortalte om en sådan nedskæringsrunde.  Hesseldahl valgte, at 8 musikere i kapellet skulle fyres. Der var dikteret sparerunde fra Moderniseringsstyrelsen. Kapellets talsmand prøvede at forklare, at de otte musikere ikke kunne undværes. Der var et mindstemål for, hvad der skulle til for at et orkester kunne fungere. Der var 104 musikere. Det kunne ikke være mindre. Det kgl. Kapel var trods alt Danmarks ældste orkester, som spillede på et meget højt kvalitetsniveau. Det syntes de, han skulle vide. Det kunne jo være, han ikke vidste det. Det gjorde imidlertid ikke indtryk. Kravet var 8 musikere. Det faldt musikerne lidt for brystet, at administrationen gik fri af disse nedskæringer, men der var ikke noget at gøre. Musikerne mødtes og talte om tingene.

Det kgl. Kapel tilbyder lønnedgang

På en mærkelig måde satte de deres kunst over sig selv. Det var ikke deres kollegers velfærd, de ville redde. Bevares, det ville de også gerne. Men de ville redde den kunst, de havde satset hele deres liv på. Et kapel. En institution. Noget højere end dem selv. Derfor besluttede de, at de alle gik ned i løn, så de otte musikere kunne blive. Utroligt at hundrede og fire musikere kunne enes om det. De gik til ledelsen og overbragte budskabet. Her afbrød jeg fortælleren: ”Det blev da afvist,” sagde jeg ret voldsomt. Noget så ydmygende for en leder af en kulturinstitution var da umuligt at sluge.  En ordentlig  leder ville søge efter andre løsninger, så fyringerne kunne undgås, eller sætte sin stilling ind på at forsvare sit personale. Intet anstændigt menneske ville løse et besparelsesproblem ved at lade de relativt lavtlønnede gå ned i løn og selv fortsætte med uændret løn. En kunstnerisk leder kunne da ikke skære i kunsten og lade administrationen være uberørt. Jeg var sikker på, at tilbuddet fra orkesteret måtte være blevet afvist. Jeg blev næsten helt tør i munden i min iver efter at forklare ham, hvordan fornuftig ledelse fungerer. Da jeg var færdig med min lange afbrydelse, fortsatte musikeren. Nej, jeg tog fejl, det blev accepteret. Problemet var løst. Hesseldahl forelagde aftalen for Moderniseringsstyrelsen til godkendelse og udtalte stolt til pressen, at han havde løst styrelsens krav om besparelser efter svære forhandlinger med personalet, der havde vist sig fleksibelt.  Fleksibelt? Er en mand, der bliver kørt over af en damptromle også fleksibel?

Hvilken aura af skam, der må stå om den mand, hvor han end bevæger sig hen. Jeg forstår godt, at Carsten Jensen forlod Gyldendal, da det blev offentliggjort, at Hesseldahl skulle være direktør.

Vi er i Danmark kendt for at have en loyal og effektiv embedsstand. Den slags kommer ikke ud af ingenting. Enhver arbejdsgiver ved, at man har de ansatte, man fortjener. Behandler man sine ansatte godt og giver dem gode vilkår og en rimeligt løn, får man engagerede medarbejdere.

I øjeblikket læser vi i aviserne, at Moderniseringsstyrelsen er sat i verden for at presse de ansatte ned i løn og klemme dem på frokostpauser og arbejdsdage som juleaften og nytårsaften. Direktøren Poul Taarnkvist udtalte til Information (16. februar), at det drejede sig om at få mere velfærd for pengene. Nu bestemmer han jo ikke, hvad de sparede penge skal bruges til. Det sidste halve års debat tyder mere på et ønske om at lade det komme de højestlønnede til gode i form af skattelettelser. Det vil fremme produktiviteten hedder det ifølge borgerlige økonomer uden noget empirisk grundlag. De højstlønnede skal øjensynlig motiveres til at arbejde mere, hvis de får mere ud af det.

Den logik gælder så ikke offentligt ansatte. Her forventer man, at de yder mere, jo dårligere man behandler dem: løntilbageholdenhed, fratagelse af goder og mere kontrol og måling – for slet ikke at tale om udflytning af deres arbejdspladser.

Tankegangen er – pænt sagt – meget perspektivløs. Rygraden i et velfungerende statsapparat er embedsmænd, der er stolte af deres arbejde og lægger en ære i at udføre det samvittighedsfuldt. De kvaliteter eroderes, hvis man behandler dem som skidt. Hvis man anser sine medarbejdere for at være dumme, dovne og værdiløse, så bliver de dumme, dovne og værdiløse. Hvad bliver der af motivationen, hvis man presser lønnen, så de føler sig til grin ved sammenligning med det private arbejdsmarked og kontrollerer dem så intenst, så de bruger mere tid på effektivitetsmålinger end deres opgaver.  Så flygter alle talenterne, og kun de initiativløse og uegnede bliver tilbage. Sådan kan man få en organisation til at degenerere.

”Man kan regere et land med dårlige love og gode embedsmænd, men man kan ikke regere et land med dårlige embedsmænd og gode love,” sagde Bismarck.

Derfor bør vi investere i den offentlige sektor og give de offentlige ansatte gode vilkår. Tiden er inde til at tale om skatteforhøjelser og ikke skattelettelser. Kun gennem skatteforhøjelser på de højeste indkomster kan man bremse den stigende ulighed. Pengene kan vi bruge til embedsværket. Bedre investering kan man ikke forestille sig.

På forunderlig måde er det lykkedes politikerne at opstille en modsætning mellem København og resten af Danmark. Som to dele, der ikke hænger sammen. Som to brødre, hvor den ene er forkælet og den anden forfordelt. Det kan siges så mange gange, at vi begynder at tro på det. Og derfor tror på det retfærdige i at rette op på denne forskelsbehandling. Dansk Folkeparti forsøger at svinge sig op til at være retfærdighedens bannerfører og talsmand for de forsømte og forladte egne. Nu skal københavnerne have nogle på snuden. De har rigtig godt af det.

Lad os begynde med kendsgerninger. Regeringen har gennem de senere år med stemmer fra Dansk Folkeparti sammenlagt kommuner og statslige institutioner rundt om i landet og dermed nedlagt stillinger, som var med til at definere identiteten og samfundslivet i mellemstore byer. Distributionen af forbrugsvarer er ”rationaliseret” i større, men færre butikker, så priserne bliver lavere, mod at borgerne til gengæld må bruge benzin og tid på at køre længere for at få fat i dem.

Begge dele går under betegnelser som ”fremskridt” og ”politisk nødvendighed”. Det falder uden for dette indlægs formål at tage stilling til, om det er godt eller skidt. Jeg konstaterer, at sådan er det, og det har medført, at landdistrikterne og mindre byer affolkes. Og så påpeger jeg lige i forbifarten politikernes hykleri i den nuværende debat, hvor de vil gøre alt for at rette op på det med udflytning af offentlige arbejdspladser, hvor de selv har nedlagt dem.

Jeg ser også bort fra de små eller store dilemmaer og ubehageligheder for de medarbejdere som rammes. Selvom jeg priser mig lykkelig, at jeg ikke er udflytningstruet, kan det ubehag, besvær og muligt velfærdstab ikke være udslagsgivende, hvis udflytning virkelig var en god ide.

Men det er det ikke. I et moderne og højt specialiseret samfund opbygges kompetencer gennem kontakt mellem mennesker i et ”miljø”. Når København har en stor koncentration af lægemiddelproducenter, skabes et miljø, som fører til meget høj kompetence og faglighed. Det var det, der var argumentet, da vi skulle have lægemiddelagenturet til Danmark. (Når vi ikke fik det, var det måske på grund af vores kronisk lunkne forhold til EU og alle vores forbehold). Hvis disse virksomheder flyttede til andre lande, og kun én virksomhed blev tilbage, ville denne kompetence forringes. Det er den forringelse som truer finanssektoren i London, nu hvor Brexit får de finansielle virksomheder til at flage ud af byen.

En offentlig administration udgør også et fagligt fællesskab, hvor den høje kompetence oparbejdes i det miljø, som findes i København. Det forsvinder. Ikke kun fordi 90 % af medarbejderne siger op, når institutionen flyttes, men også fordi der ikke er et fagligt miljø, hvor de flytter hen. Det gælder tinglysningen i Hobro og statsforvaltningen i Åbenrå. Der er ikke nogen uden for institutionen at tale med og blive inspireret af. Det er ikke bare fagfæller, men også tilgrænsende fag, der kan inspirere. De sidder som munke i deres celler, når computeren slukkes om eftermiddagen, hvor fagfolk i København kan omgås mennesker med tilsvarende baggrund og skaber kontakter, som kan være nyttige, når computeren tændes næsten morgen. Det er ikke interaktioner, som kan skemalægges og erstattes og kurser eller planlagte møder på Djævleøen. Det er processer, som foregår i et ”miljø”. Jo større et miljø er, desto større er kompleksiteten af interaktionen og jo højere specialisering og videndeling medfører den. Og jo mere øges den generelle kompetence. Det sker ikke i Hobro og Åbenrå.

Udflytningen medfører således et kompetencetab og udviklingsstop for den institution, der udflyttes. Men det er kun den ene del af historien. Den anden er, at hver udflytning også medfører en forringelse af kompetencemiljøet i København. Der bliver færre at sparre med. Kompleksiteten falder. Miljøets kvalitet har også noget at gøre med miljøets størrelse. Der er forskel på advokatmiljøet i København og advokatmiljøet i London. Deres specialisering i det enorme advokatmiljø, der findes der, er så ekstrem, at man som dansk advokat kan føle, at man kun lige er begyndt at lære noget. Det er ikke, fordi de er klogere, men fordi den enorme koncentration og kompleksitet i dette finanscentrum har bragt specialiseringen til nye højder. Det er et ekstremt fertilt miljø.

Når miljøet udtyndes, falder kompetencen også. Kompetencetabet fører således til en forringelse af den offentlige sektor. Også den, der er blevet i København. Den fortyndes for hver institution, der udflyttes.

Men udflytningen betyder naturligvis også noget i Københavns konkurrence med andre hovedstæder. Vi kæmper ikke kun om at få institutioner som lægemiddelagenturet. Vi kæmper også for at få virksomheder, der lægger deres skandinaviske hovedkontor i København. Vi konkurrerer her hårdt med Stockholm. Og vel også med Oslo, Helsinki og Hamborg. Det er jo ikke oplagt, at en udenlandsk investor, som skal vælge hovedstad, synes, det er en god ide at suse gennem Danmark på kryds og tværs for at komme i kontakt med myndighederne. Det er ikke alt, der kan klares på mail og skype.

Derfor er spørgsmålet om et for eller imod udflytning ikke et valg mellem København og resten af Danmark. Man skal være meget lukket om vores egen lille verden for at se det sådan. Det er et valg mellem København og andre storbyer i Europa. Sagt på en anden måde: Danmark må beslutte, om vi også i fremtiden vil have en hovedstad. Eller om København bare skal være en lille slumrende turistby.

Hvis vi skal hævde os i konkurrencen med Stockholm, skal hele Danmark kæmpe for det. Ikke kun københavnerne. Vi må holde op med at nedbryde kompetencen med udflytning af arbejdspladser. Hvis ikke, får vi noget, vi kan kalde Copen-exit. Så bliver byen tømt for kompetence. Så bliver den en ligegyldig provinsby i Nordeuropa.

CSR kommer som så meget andet fra USA. Virksomheden skal have corporate social responsability. Oprindeligt var det et valg, men nu er det en samhandelsbetingelse. Det udspringer af den angelsaksiske verdens privatiserede velgørenhed. Vi er – har været – vant til at staten tager sig af de svage. Solidariteten ligger i skattesystemets omfordeling af indkomsten. Det kender man ikke til i England og USA, hvor man stadig har fødderne i den nedladende private velgørenhed, som meget ætsende er udstillet i Strindberg Det røde rum fr slutningen af 1800-årene, dvs. fra tiden for de sociale reformer. Nu er denne nedladende praksis blevet institutionaliseret. Hver virksomhed søger en ledig plads i velgørenheden. Det skal vise, hvor god og følsom moralsk virksomheden er. Hvis det er noget med sygdom er det godt. Er det også noget med udsatte børn, er det dobbelt så godt. Advokatfirmaer deltager i denne jagt efter ledig velgørenhed. De glemmer, at det engang var en naturlig del af gerningen. Man tog sig udmærket betalt af de velhavende klienter, men behandlede så til gengæld mere almindelige menneskers sager for symbolske honorarer. Nu er det nærmest omvendt. De store virksomheder laver udbud af deres advokatarbejde, så jo større virksomhed desto lavere timeløn. Så er der ikke længere plads til den lille mand.

På linje med CSR-dillen er der virksomhedernes etiske ansvar. Vi hører ustandselig om virksomhedernes etik. Men det er blændværk. Der er kun ét mål i en virksomhed. Det er profitmaksimering. Virksomheden har ingen etiske standpunkter. De etiske standpunkter er en tilpasning til kundernes forventninger. Hvis kunderne mener, at det er uetisk at købe varer fra de af Israel besatte områder, så køber virksomheden ikke varer derfra. Det forekommer aldrig, at virksomheden har en moral, der er modsat kunderne.

Kul, tobak og våben er også sortlistede investeringer, som folk ikke vil finde sig i at tjene penge på. Altså når de sparer op til pensionen. Aviserne skal nok komme efter de pensionskasser, der investerer i de sektorer. Hvad angår dagbladene selv, forholder det sig anderledes. Da der skulle træffes beslutning om køb af kampfly, indrykkede en af leverandørerne store dagbladsannoncer. Det så aviserne ikke noget forkert i.

Begrebet etiske investeringer er som andre moralspørgsmål ikke undergivet normal logik. Det kommer som en tilfældig bølge, der skyller gennem medierne. Opstår disse bølger altid i USA? Jeg ved det ikke, men tanken slår mig, at jeg ikke kan forestille mig, at de ikke udspringer i Europa. De stemmer ikke med europæisk måde at tænke på.

Hvorfor er det uetisk at investere i produkter, som er lovlige. Det er lovligt at sælge tobak, hvis virksomheden overholder de strenge reklameregler. Det er lovligt at producere våben, og vores egne ministre køber stort ind til den danske hær og glæder sig over muligheden for modkøb. Hvor er våbenproduktion så uetisk.

Virksomheder, der tilsidesætter almindelig moral sortlistes ikke nødvendigvis. Efter Panama-papers og Paradise-papers kunne man forestille sig, at man anså det for uetisk at investere i virksomheder, der benytter sig af skatteparadiser. Eller virksomheder som forhandler sig frem til lavere skattesatser såsom Apple og Google. Og hvad med virksomheder som Facebook, der censurer billeder efter en bornert amerikansk standard. Eller Coca Cola og McDonald, som lever af sælge usunde fødevarer, som har udløst en fedmeepidemi med stor omkostninger for sundhedssystemet til følge.

Men det er amerikanske virksomheder og amerikanerne elsker dem. Og det ville være helt uoverskueligt at betragte det som uetiske virksomheder. Så ville meget store midler skulle omplaceres.

 

Laurent Fabius var arkitekten og organisatoren bag COP 21 i Paris. Med sin overlegne politiske begavelse lykkedes det ham at få næsten alle lande til at skrive under på slutdokumentet. Han var i København for at fortælle om det netop den dag, Trump bekendtgjorde, at han ville trække USA ud. Med et smil fuldt af ironi forklarede Fabius, at regelsættet var bygget sådan op, at det ville tage 4 år, før USA var frigjort fra forpligtelserne, og til den tid kunne det jo være, at landet havde en anden præsident.

Men han forklarede også, at COP 21 ikke hindrede, at temperaturstigningen kom over de 2 grader, der var målet. Faktisk ville en strikte overholdelse af forpligtelserne kun føre til en begrænsning af stigningen til 3,5 grader.

Men for 8-9.000 år siden i Atlantisk tid var det også meget varmt. Et par grader varmere end nu. Der var stor afsmeltning fra iskapperne. Havet stod væsentlig højere. Store dele af det nuværende Danmark var under vand. Der var en fjord både ved Vedbæk og en ved Klampenborg. Er det så ikke det samme? Ikke rigtig. Problemet nu er, at det sker meget hurtigt. Hurtigere end miljøet kan tilpasse sig. Og så er der en anden ting. Naturen er ikke længere sammenhængende med flydende overgange mellem vegetationer og fauna fra den ene klimazone til den anden. Byer, veje og det dyrkede land har lukket naturen inde i reservater. Bliver det for varmt for et dyr eller en plante, kan de ikke gradvis flytte sig. Ulve og bjørne støder ind i de beboede områder og bliver slået ihjel eller flakker alene om uden at møde artsfæller, de kan formere sig med. Planten kaster sine frø på et dyrket område, hvor dens spirer bliver fjernet som ukrudt. Hvor skal dyr og planter fra Store Vildmose flytte hen, hvis det bliver for varmt. Naturen er netop sat i reservat. De store sammenhængende arealer er optaget af de afgrøder, der er nødvendige for at brødføde de over 7 mia. mennesker på jorden. Men når naturen ikke kan flytte sig, når temperaturen stiger, går den under. Biodiversiteten falder. Hvad det betyder er i ordets egentligste forstand uoverskueligt. Erfaringer med menneskeskabte ændringer i naturen er ikke gode. I 1991 kom Clive Ponting En grøn Verdenshistorie (på dansk i 1992), der er en gennemgang af små og store menneskeskabte klimakatastrofer gennem tiden. Der er alt fra udryddelse af arter til omdannelse af frugtbare områder til ørken. Altid irreversible processer. Når det er væk, er det væk. Den var så deprimerende, at jeg måtte opgive at læse den færdig.  Da jeg nu tog den frem igen, så jeg, at de sidste afsnit også omtalte klimaforandring på grund af afbrænding af fossile brændstoffer. Det blev forudset i 1896 af den svenske forsker Svante Arrhenius. Det blev taget op af miljøforkæmpere i 1960-erne. I 1980-erne begyndte det videnskabelige samfund at spore  virkningen uafhængigt af naturlige klimaforandringer . Men der skulle gå mange år før Anders Fogh Rasmussen og andre politikere fattede det. Ponting opregner alle de virkninger, som vi også i dag diskuterer. Der er intet nyt.

Frygter jeg en klimakatastrofe? Ikke sådan til daglig. Hjernen er en underlig en, der kan placere os i forskellige virkeligheder, som man lægger ting i et skuffedarium. Er vi nede i skuffe 9, tænker vi ikke over tingene i skuffe 3. Vi tænker med perspektiver, der rækker timer eller dage eller et år frem. Vi løser problemer på vores arbejde eller privat. Vi tænker på familie, venner, hus, have, bil og bankkonto og ikke på klimaet. Vi drømmer og elsker. Vi lever i en kulturoplevelse af, at tingene går fremad. Men ind imellem tænker jeg på det. Og når jeg tænker over det, gør det næsten ondt. Det er som en klassisk tragedie: Man kender historien og ved, hvordan det ender, men håber alligevel hele tiden, at det afværges.

Som det hed opmuntrende i John Lovelocks bog Gaia: det er utænkeligt, at en klimakatastrofe vil udrydde livet på jorden. Så kom den mindre opmuntrende eftersætning: men det er jo ikke sikkert, at menneskene vil overleve.

Når jeg forestiller mig, hvad der vil ske, tænker jeg på nordboerne, som uddøde på Grønland. Disse fantastiske vikinger, som kom derop i året 983 og etablerede Østerbygden og Vesterbygden. De havde gårde og kirker og sågar en biskop. Der var livlig forbindelse med Island, og engang var der gæster derfra til et bryllup, og de fejrede det i to år. Det står i en af de skriftlige kilder. Det var en livskraftig kultur. Det var omkring 1300. Fund af deres tøj viser, at de fulgte med i europæisk tøjmode helt frem i 1400-årene, men i løbet af 1500-årene var de væk. En teori er, at det egentlig ikke var dramatisk, men skete som en langsom følge af overgræsning. Nordboerne var en landbrugskultur, der skulle have foder til køerne. Men den arktiske natur er følsom. Det stadige høslæt udpinte jorden og fjernede langsomt livsgrundlaget, siger teorien. Det tog nogle hundrede år, og den enkelte generation har nok ikke registreret forandringen. Dertil gik det for langsomt. Men sult og sygdom har hele tiden mindsket befolkningen. De sidste har måske haft det lidt ensomt.

Sådan forestiller jeg mig også de sidste mennesker: Lidt ensomme.

Når man læser historien, får man undertiden perspektiv på nutidens forhold. Ting, som man tror ikke kan være anderledes, har tidligere rent faktisk været anderledes. Efter Første Verdenskrig lagde man grænser efter nationale skel. Det var mere retfærdigt. De gamle grænser, der var bestemt af fyrsternes sukces i krige blev sløjfet. Nu skulle folkene selv bestemme. Det lykkedes ikke helt, og det føltes netop som uretfærdigt. Nu opfattes disse grænser som så naturlige, at vi lukker dem med hængelås og stritter imod selv EU’s beskedne forsøg på at lette lidt på klinken.

Sådan har det ikke altid været. Går man 150 år tilbage, var der rundt om Middelhavet mange byer, hvor befolkningen var blandet. Kairo og Istanbul er gode eksempler. Begge steder var der en stor gruppe grækere, der levede fredeligt side om side med ægyptere og tyrkere. Det er noget, jeg er blevet opmærksom på lidt tilfældigt. Der var vist mange andre befolkningselementer. Vi har i forbindelse med balladen i Irak og Syrien hørt om kristne grupper, der efter mange års fredelige tilstedeværelse blev fordrevet. Nu har jeg ganske vist blandet etnicitet og religion lidt sammen.

Jøderne rundt omkring er et mere velkendt eksempel. Men netop fordi det ofte udløste forfølgelse, som til sidst eksploderede, opfattes det snarere som et bevis på, at nationalstaten er det normale. Den israelske historieprofessor Shlomo Sand underkastede begreberne nationalitet og etnicitet en interessant analyse i sin bog Comment le peuple juif fût inventé. Den er ikke oversat til dansk, men foreligger også på engelsk, hvor den må hedde noget i retning af: How the Jewish people was invented. Han konstaterer her, at nationalismen som knyttet til begrebet ”folk” opstod i Tyskland efter Napoleonskrigene. Tanken var, at det tyske folk var et fællesskab, der udsprang af samme etniske oprindelse. Der svarer godt til det indtryk, man får, når man læser bogen Tysk kulturhistorie efter 1648. I modsætning til denne etniske opfattelse af begrebet ”folk” stod den franske og engelske, hvor det at være franskmand eller englænder var knyttet til, at man boede på landets territorium. Senest så man det under afstemningen om uafhængighed for Skotland, hvor der f.eks. var en gruppe, der agiterede under betegnelsen ”Vietnamesere for et uafhængigt Skotland”.

Det er på den baggrund let at se, at det etniske nationalitetsbegreb har spredt sig som en sygdom, og det har spredt sig i en grad, så nogle finder det oprørende, at Egtvedpigen – dette ikoniske over tre tusinde år gamle moselig, der ligger på Nationalmuseet – måske stammer fra Schwartzwald, fordi det punkterer forestillingen om et etnisk dansk folk. Der er sågar politikere, der mener, at der findes en særlig dansk kultur og udarbejder kanon på det ene og det andet område for det særligt danske, selvom sandheden er, at næsten alt vores tankegods kommer fra den store europæiske gryde, der har rørt rundt i begreberne i århundreder.

Det har jeg tænkt længe over, men kunne ikke komme videre, indtil jeg i reolen faldt over Hartwig Frisch Den europæiske kulturs Historie. Det er en af de bøger, som jeg har arvet, og som overlevede den nødvendige sanering i bogmassen. Den er skrevet i 1928, lige før Europa kom i oprør, og det er afspejlet næsten synsk. Her fandt jeg så et citat af Schopenhauer, som skal slutte denne lille tankelomme:

Den billigste art af stolthed er nationalstoltheden; thi den forråder hos den, der er behæftet dermed, manglen på individuelle egenskaber at være stolt af, idet man ellers ikke ville tage sin tilflugt til det, som man deler med så mange millioner. Den, der selv er i besiddelse af betydelige personlige fortrin, vil langt snarere erkende sin egen nations fejl, da han altid har dem for øje. Men ethvert stakkels fæ, som ikke i verden har noget at være stolt af, griber som det sidste middel at være stolt af den nation, han netop tilhører.

Mænd, der rager deres borddame op og ned ad benene, har jeg aldrig forstået. Jeg har heller ikke forstået de kvinder, der finder sig i det. Da min farmor til en middag i 1920-erne kom ud for det, sagde hun ud over hele bordet: ”Vil De være venlig at holde Deres hænder for Dem selv!” Det virkede. Mere aggressive overgreb reguleres i straffeloven. Brugen af straffeloven rummer velkendte dilemmaer af bevistvivl. Offeret er som regel det eneste vidne. Er der i en frifindelse elementer af sexistisk mandschauvinisme, eller er den bare udtryk for, at al rimelig bevistvivl kommer tiltalte til gode? En kendt danskproduceret dokumentar om en voldtægt i Indien sluttede med en oplysning om, at der var så og så mange voldtægter i Danmark hvert år men kun et mindre antal, hvor gerningsmanden blev dømt. Hvilken hårrejsende påstand. Hvis gerningsmanden ikke blev dømt, var det fordi retten ikke mente, der forelå bevis for, at der var tale om voldtægt.

Så meget om det strafbare. Når vi er uden for det strafbare, kan man dele mænd i dem, der rager piger på lårene og lignende, og dem der ikke gør det. Lad os for nemheds skyld kalde det krænkere og ikke-krænkere. I forhold til krænkerne er me too-bevægelsen vel på sin plads. Der er ingen grund til at holde hånden over et dumt svin. Men det er måske lidt ude af proportioner.  At en engelsk minister må gå af, fordi han år forinden havde taget en journalist på knæet under et interview fortæller mere om englænderne end om den pågældende minister. Hvad der foregår i USA er som ofte ellers nærmest bizart. Spørgsmålet er, hvad denne folkerejsning betyder. Ændrer den krænkernes adfærd. Næppe. Ændrer den kulturen?

Som ikke-krænker føles me too-kampagnen sært uvedkommende. Falder overgrebet ind under straffeloven, må man bruge den. Gør det ikke, må kvinden gøre som min farmor eller lignende. Der var engang en politiker, der sagde, at næst efter kønsdriften var togdriften det sværeste at styre. Men her taler vi om alt det der går forud, inden toget overhovedet begynder at køre. Det er vel ikke mindre vanskeligt at regulere. På det område plejer man at ty til at søge mod det, man kan lide og undgå det, man ikke kan lide. Er man udsat for en krænker på sit arbejde, kan man søge væk. Det gælder, hvad enten det er en kollega, en chef eller en underordnet. De sidste kan man endda selv fyre. Der er sikkert brancher, som er helt rådne, som det øjensynligt er tilfældet i filmbranchen. Fint nok, at der bliver rusket op i det. Men det kan også være en af mange grunde til et karriereskift. Der er utvivlsomt lande, hvor sådanne karriereskift er vanskelige, men næppe i Danmark. Venner kan blive uvenner og ægtefæller kan man blive skilt fra. Der er selvfølgelig kvinder, der ikke kan finde ud af at løse deres problemer på den måde, men de adskiller sig ikke fra andre mennesker, der ikke kan finde ud af at løse deres problemer på andre områder. Der er hele tiden mennesker – mænd og kvinder – der havner i situationer, de ikke kan løse. Magtmisbrug forekommer også på andre områder end det seksuelle. De kan få hjælp af venner eller professionelle, eller de kan køre fast. Det er et menneskeligt grundvilkår i et samfund. Vi, der kender mennesker, der havner i sådanne situationer, føler sympati og forsøger at hjælpe. Sådan gør man over for sine medmennesker. Det er en selvfølge. Det er indholdet af vores kultur, og det skal der ikke laves om på.

Så er der det med me too og kulturen. Og det er det svære: at definere, hvad bevægelsen egentlig går ud på. Nogle siger, at den skal ændre kulturen, så det bliver nemmere at sige fra, eller at frygten for at krænke stiger. Det lyder fint og er godt, hvis det sker, men det er ikke særlig sandsynligt. De stærke som min farmor har hele tiden gjort det, og de svage kommer aldrig til det. Læg mærke til, at alle kvinderne, der tweetede me too, var så svage, at de havde tiet i årevis og først gik til angreb, da de som ulve kunne gøre det i flok. Dertil kommer, at den typiske krænkelse sker som opfyldelse af en frivillig men ganske vist uetisk aftale: sex mod en rolle eller en forfremmelse. Det er ikke altid oplagt, hvem der er den svage i det forhold. Hvad angår de ensidige krænkelser, det man kalder sexchikane, er det interessant at bemærke, at gamle historier om overgreb navnlig dukker op i lande som USA, hvor man traditionelt har slået hårdest ned på det. Hvordan kan man forklare, at det har været fortiet så længe her og endda i vores super politisk korrekte naboland Sverrig.

Hvis det er en kulturkamp, lugter det lidt af en magtkamp, der går langt ud over at hindre seksuelle overgreb. Men en kamp om hvad? I mine øjne er det en kamp mellem kønnene, som minder umiskendeligt om kampen mellem kønnene på arbejdsmarkedet, som føres under ligestillingsbanneret. I me too-bevægelsen bliver det bare en kamp om rollerne i de personlige relationer. Det er en videreførelse af kampen for straf for uagtsom voldtægt og kriminalisering af mandlige prostitutionskunder. Nu er det så kommet til de almindelige relationer mellem kønnene. Det er en magtkamp. Hvem bestemmer. Hvem fastsætter reglerne. Hvem har ansvaret for misforståelser. Er komplimenter charmerende eller utilladelige. Hvem af parterne har ret til at komme med et oplæg til en erotisk relation. Er der regler om initiativretten. Skal vi have skriftlige aftaler.

Som mange bevægelser, der får karakter af den folkerejsning, er me too-bevægelsen som et mangehovedet uhyre, som ikke nødvendigvis er enig indbyrdes. Er man enig med et hoved, er man måske uenig med et andet. Bevægelsen som sådan taler ikke med en tunge. Det er en stemning af latente og diffuse budskaber, som i deres selvforståelse har ret: ”Vi kvinder er ofre” eller ”Mænd misbruger magt i relation til kvinder.” De almindelige generaliseringer afsvækkes højst med ”de fleste” eller ”meget ofte”. Enhver nuancering eller uenighed er suspekt. Hvis du ikke tilslutter dig bevægelsen, er det, fordi du bifalder overgrebene: ”Aha, du hører altså også til dem?” ”Nej, det gør jeg ikke!” ”Men hvorfor er du så ikke enig med os?”

I andre sammenhænge kalder man sådan noget en heksejagt. Det karakteristiske for en heksejagt er, at påstand om, at man er uskyldig, er selv beviset på, at man er skyldig. At man betegner sine egne eller andre mænds tilnærmelser til kvinder som en uskyldig flirt viser bare, hvor forhærdet man er. Først når man tilstår, at man er skyldig, bliver man tilgivet, men selvfølgelig også straffet.

Men me too-bevægelsen er ikke en heksejagt. Den er ufarlig. Man kan som mand vælge at lade være at blande sig i debatten. Så er man ikke i risiko. Den løsning er der mange mænd, der vælger.

Det er sjældent, at man læser en ukendt forfatter. Altså ukendt af os. Vi bevæger os i snævre cirkler og læser de samme aviser. Bogen er næsten kendt, inden vi tager den i hånden. I reolen står bøger, vi har læst eller opgivet at læse. Når den årlige nobelpris bliver uddelt, hører vi måske om en ny forfatter, men al virakken gør, at vi allerede kender ham eller hende, inden deres bog finder vej til os.

De virkelige overraskelser kan komme fra en arv. Hvis man da ikke smider de bøger væk, som man ikke umiddelbart kender. Eller fra en ven i udlandet.

Sådan stødte jeg på Henri de Monfreid. I min franske forfatterencyklopædi omtales han kort som åndeligt beslægtet med Rimbaud vel at mærke i dennes egenskab af våbensmugler snarere end som forfatter. Han levede fra 1879 til1974. Meget af tiden tilbragte han i Afrika, som han kendte om nogen. På den måde er han et interessant modstykke til Karen Blixen.

Han var i Etiopien under italienernes besættelse og englændernes efterfølgende befrielse og hans beretning vender undertiden op og ned på vante forestillinger. Han sammenligner de to styreformer. Italienerne havde i deres fire år ved magten udviklet landet og sat befolkningen i gang med vellykkede projekter. Befolkningen bestod af to grupper. Etiopiere og sorte. De 15 millioner sorte, som ikke var etiopiere, havde traditionelt været undertrykt og udnyttet af etiopierne. Under den italienske besættelse ophørte det, og begge befolkningsgrupper blev behandlet lige. Da englænderne overtog magten, gik det hele i stå og etiopierne blev genindsat i deres feudale rettigheder, fordi det gjorde det nemmere at styre landet.

Han er i det hele taget ikke meget for englændere. Hans beskrivelse af engelske kvinder er guddommelig morsom:

”Engelske kvinder på rejse har over hele verden udbredt en androgyn kvindetype, som er alt for velkendt til, at det er nødvendigt at beskrive den. Men når de er i militæret, giver uniformen dem en fordel ved, at det forhindrer dem i at udtrykke deres ”smag”. Dette helt simple kakitøj med den lille kasket, militærstøvlerne og læderremmene omhyggeligt spændt, alt dette absorberer på en måde deres maskulinitet, som gør dem så latterlige i deres udmajninger ”à la mode.” Så kan man endda forestille sig en kvindekrop ligefrem tiltrækkende, på afstand naturligvis, for stakkel dem der skal underkastes myndigheden fra disse ”befalingsmænd”.

Man behøver ikke at være franskmand for at være enig. Den, der har iagttaget stewardesserne i British Airways, ved, hvad jeg taler om. Både væremåden og udseendet. De ville også vinde ved en kakiuniform.

Italienerne går nu heller ikke ram forbi hos Monfreid. Han opholder sig på et tidspunkt i en italiensk fæstningsby. En nat vågner han ved en enorm kanontorden og tror, at englænderne har angrebet. Men næste morgen forklarer de, at det bare var en øvelse. Et par dage senere vågner han og erfarer, at byen er fuld af engelske soldater, og at italienerne er væk – uden at der er løsnet et eneste skud.

I modsætning til Karen Blixen er han en eventyrer – ikke en drømmer. Men frem for alt en god fortæller og iagttager. Men han er vist ikke oversat.

I et natlig samtale fik jeg det forklaret og forstod det med ét slag. Facebook-syndromets janushoved: alle dine venner skriver om deres successer og fantastiske oplevelser, og du forstemt. ”Det kan jeg ikke leve op til,” tænker du. Men du gør det samme, og fortæller ikke om det, der er gået dårligt. Og du indser, at du er falsk. Du er ikke den, du præsenterer. Og du bliver dobbelt forstemt. De andre er store og du er selv lille. Selvværdet smuldrer.

Men man bliver ikke stor af at fremhæve sig selv. Man bliver tom og falsk. Hvis man ser disse mennesker ind i øjnene, flakker deres blik. De vil ikke gennemskues.

Når selvværdet smuldrer, kan man ikke gennemskue noget som helst. Man kigger ud, og ser kun det perfekte i andre. Alle andre har fundet løsningen. Man kigger indad og ser kun fejl. Man er den eneste, der ikke kan finde ud af det.

Begyndelsen på løsningen er erkendelsen af denne fælde. Erkendelsen af, at de andres tilsyneladende perfektion er løgn. En falsk og hul skal. En overflade, der skjuler en indre tomhed. Det næste skridt er et afkald på sin stræben efter at leve op til dette falske ideal.

Det tredje skridt er det sværeste: at være sig selv. Den, som er sig selv hele vejen igennem, risikerer intet ved at blive skuet igennem. Man kan se andre i øjnene uden at flakke med blikket. Hvis nogen på facebook skriver: ”Jeg fik tolv i matematik,” skal man ikke reagere med at sende en like og lave et opslag med beskeden: ”Jeg fik 12 i tysk,” men måske i stedet svare: ”Det er flot. Jeg har aldrig været godt til matematik, jeg fik 2.” Der er mere storhed i ærligheden i den besked end der er i et praleri med et 12-tal i matematik. Navnlig hvis man kan lade være med at fortælle, at man selv fik 12 i tysk.

Men ærligheden er naturligvis sværere at administrere, hvis man også fik 2 i tysk og andre fag. Men der er andre kvaliteter end gode karakterer. I sidste ende må man vælge sine venner – også på facebook.

Det manglende selvværd kan naturligvis heller ikke repareres på facebook alene. Det kræver en erkendelse og et valg. En erkendelse af at alle mennesker er lige og har et menneskeværd, som eksamenskarakterer, status og penge eller mangel på samme ikke kan ændre. Dernæst et valg: at tro på sig selv. At tro på dette værd.

Den videre vej er at mærke efter, hvad der gør én glad, og hvad der gør én ked af det. Det ødelagte selvværd er som et blåt mærke. Det forsvinder ikke, hvis man bliver ved med at slå på det. Derfor må man mærke efter i sig selv, hvad der gør én ked af det og undgå det. Man skal også mærke efter, hvad der gør én glad og opsøge det. Dyrke det, få mere af det. Når man først har fundet vejen, skal man blive ved med at gå. Det er vejen til friheden. Den indre frihed. For det ødelagte selvværd er som et fængsel, hvor de perfekte menneske omkring os er vores vogtere. Det er det fængsel, man skal bryde ud af.

Men det begynder med, at man mærker efter i sig selv. Sætter sig stille og roligt og mærker efter. I den fordybelse ligger nøglen til friheden.