Anna Ancher var også anerkendt i sin samtid. Hun er blevet sammenlignet med impressionisterne. Mig får stilen mere til at tænke på Jean-Francois Millet. Navnlig på grund af stemningen i billederne. Tidligere stod hun måske lidt i skyggen af sin mand. Det er i hvert fald ændret med den nyfeministiske bølge. I mine øjne overgår hun ham langt. Jeg har svært ved at begejstres af alle hans trætte fiskere.
Men der er ingen tvivl om, at der før Første Verdenskrig var mange kvinder, der havde svært ved at få mulighed for at udvikle deres kunstneriske potentiale. Min absolutte favorit blandt dem er den russisk-franske Marie Bashkirtseff, som blev udstillet på Ordrupgaard for ikke så længe siden. Navnlig hendes selvportræt var meget – ja, hvad skal jeg sige – rørende? gribende? betagende? Hun fik tuberkulose og vidste, at hun ville dø. Der er, som om man kan se det i portrættet. De to andre billeder på udstillingen sagde mig ikke noget. Hun blev 25 år. Hun var også en talentfuld musiker. I begge sammenhænge blev der spændt ben for hende. I dag er hun mest kendt for sin omfangsrige dagbog, som blev udgivet efter hendes død. Jeg har pluklæst den. Den bobler af liv og overskud. Hendes ambitioner var grænseløse, og samtidig fornemmer man, hvor snævre rammerne var for en teenagepiges udfoldelse. Hun blev hele tiden forelsket, uden at genstanden for hendes kærlighed vidste noget om det.
I Danmark har vi hørt om Marie Krøyer og Anne Syberg. Udstillingen med Marie Krøyer fik jeg ikke set, men udstillingen med Anne Syberg overbeviste mig ikke. Agnes Slott-Møller var anerkendt i sin samtid. Men stadig må man have med, om kønsrollemønsteret forhindrede dem i at udvikle talentet. Smagens skiftende udvikling kan vel også forklare, hvorfor nogle i perioder glider i baggrunden. Hirschsprung har netop nu en udstilling med ”Kvindernes moderne gennembrud”. Den må jeg se.
Som man kan se, er jeg i færd med at modificere mit oprindelige standpunkt.
