Man kunne måske nævne Elisabeth Jerichau-Baumann og Bertha Wegmann som eksempler på fremragende kunstnere, som er blevet opdaget i den nyfeministiske bølge. Men de var begge to anerkendte i deres samtid. Elisabeth Jerichau-Baumann var anerkendt i udlandet, men havde svært ved at slå igennem i Danmark. Bertha Wegmann var også anerkendt i samtiden, men gled ud af bevidstheden. Begge havde måske det problem, at de havde udenlandske rødder (tysk og svejtsisk), en pointe som kunsthistorikeren Sine Krogh gjorde mig opmærksom på. Det er en kendsgerning, at den danske befolkning fra første halvdel af det 19ende århundrede blev stadig mere nationalistisk (Ottosen og Glenthøj Union eller undergang). Et morsomt eksempel er Grundtvigs indlæg i Den grundlovgivende Forsamling om indfødsret. Han ville slå en bom ned over for tyskere. A.S. Ørsted bemærkede spagfærdigt, at Slesvig og Holsten var en del af riget (NB Grundloven skulle kun omfatte det danske kongerige). Min pointe er således, at det næppe var de to kunstneres køn, men snarere deres nationalitet, der stod i vejen for anerkendelse. Men man kan nok anerkende nyfeminismen for at trække Bertha Wegmann frem igen. Hirschsprungs Samling købte et billede på Bruun Rasmussens Auktioner, og der blev organiseret en særudstilling. Det førte til en polemik, hvor hendes kunst af nogle blev sablet ned. Det var sødladen salonkunst. Det lå måske i kritikken, at hun kun blev trukket frem, fordi hun var kvinde. Jeg kendte hende ikke. Jeg måtte ind at se udstillingen. Egentlig var jeg lidt negativt indstillet; men jeg blev fuldstændig blæst omkuld. Det blev en af de største kunstoplevelser, jeg har haft i nyere tid.
