”Sig nu højt, at I også har noget ud af rigsfællesskabet.” Under den overskrift kritiserer forfatteren Nauja Lynge danskernes holdning til Grønland i kronikken lørdag den 15. februar. På forsiden er hun citeret for at sige: ”Jeg savner anerkendelse af, at Grønland er mere end bloktilskud.” Igen står Danmark og danskerne for skud for handlinger og holdninger til Grønland.
Grønland blev en del af Danmark med grundloven af 1953. Det var måske derfor, at jeg, der begyndte det år i folkeskolen, hørte så meget om Grønland. Det var fortælling, det var billeder. Ikke om Knud Rasmussens fantastiske rejser, men om kulturen og folkelivet i bygderne. Det var fortællinger med respekt og kærlighed, og vi var alle fascinerede og drømte om at komme derop. Siden har jeg været der to gange, og begge gange forlod jeg det med ønsket om at komme tilbage.
For et par uger siden var jeg sammen med en grønlænder, og vi var nogenlunde på linje, men han var skuffet over, at man i nutiden underviste så lidt om Grønland i skolen i Danmark. Det tænkte jeg en del over. Jeg kom frem til, at det måske skyldtes først hjemmestyreloven og så selvstyreloven. Som dansker følte jeg mig svigtet. Grønland er den del af min kultur. Selvfølgelig skal grønlænderne have den status, de ønsker. Ligesom mellem mennesker, kan man forlade hinanden. Men det sætter spor, og man er tilbøjelig til at vende ryggen til den, der har forladt én.
Når Danmark nu konsekvent bliver betegnet som en kolonimagt, bliver jeg vred. Ser grønlænderne virkelig ikke andet i fællesskabet? Har de ikke haft glæde af kontakten? Ville de foretrække den skæbne, der er overgået inuitterne i Kanada og Alaska? Har de ikke fået hjælp til at udvikle en demokratisk og administrativ kultur, som gør dem rustede til at modstå det brutale pres fra USA? Tilbyder Danmark ikke at bistå dem i den proces, hvis de ønsker det? Drejer det hele sig om selvstændighed på fribillet?
Grønland blev koloniseret fra nord af inuitterne og fra syd af nordboerne. I 1721 tog Hans Egede op for at gennemføre reformationen blandt nordboerne. De måtte jo stadig være katolikker, og det var slemt. Til sin overraskelse traf han ingen. De var uddøde. Det var indledningen til den udvikling, der efter at Grønland ved historiens tilfældigheder blev dansk. Det var ligesom Færøerne og Island oprindelig norsk. De tre lande havde sammen med Norge været grundlaget for Danmark-Norges magt over Nordhavet (dominium maris septentrionalis) Danmark fik imidlertid de tre områder, fordi England ikke ville acceptere, at Sverrig fik dem sammen med Norge. Efter tabet af Norge havde de ingen strategisk betydning for Danmark, men alligevel blev de forvaltet med stats- og folkeretlig konsekvens. I 1917 opnåede Danmark, at USA anerkendte dansk overhøjhed over hele Grønland. I begyndelsen af trediverne forsvarede Danmark sig med held ved Den internationale Domstol i Haag mod et norsk forsøg på annektering af Østgrønland for at udnytte fiskerimulighederne. Under krigen tiltvang USA sig adgang til Grønland med en folkeretsstridig aftale med den danske ambassadør i Washington. Krags forsøg som statsminister på at smide amerikanerne ud led skibbrud mod de politiske realiteter. I de følgende år værnede Danmark Grønland mod udbytning fra andre magter og arbejdede på at forbedre sundhed, erhvervsmuligheder og politisk kultur, hvilket mundede ud i hjemmestyreloven og senere selvstyreloven. Det er ikke en typisk kolonihistorie. Danskerne har ingen anledning til at skamme sig over deres indsats i Grønland. Det er klart, at forskellen i kultur har ført til fejlgreb, men der er ikke holdepunkt for en påstand om, at Danmark har udnyttet, ringeagtet endsige mishandlet Grønland.
I modsætning hertil står USA’s behandling af den oprindelige befolkning på f.eks. Hawaii. USA tog magten øerne, da de daværende stormagter havde andet i tankerne. De lokale myndigheder havde været yderst gæstfrie og generøse over for udlændinge, og amerikanske ananasavlere (Dole Food Company) havde etableret sig. De tiltog sig gradvis mere magt i forhold til øens myndigheder og væltede monarkiet i 1893 med et rask lille militærkup og Sandford B. Dole udråbte republikken Hawaii. I 1898 formaliserede USA annekteringen. På museet i Honolulu fortalte lederen en mere rosenrød historie med USA i helterollen. Amerikanerne importerede løbende billig arbejdskraft fra Philippinerne, Kina og Japan og udvandede således det oprindelige befolkningselement, som i årene efter annekteringen kæmpede for selvstændighed. Det blev med indlemmelsen i 1959 som den 50. stat i USA illusorisk. Der blev afholdt en folkeafstemning, men den oprindelige befolkning udgjorde på det tidspunkt et klart mindretal. I dag udgør hawaiianerne 10 % af befolkningen og er det socialt laveste befolkningslag. De tømmer skraldespande og optræder i pittoreske kostumer for turisterne.
En sådan skæbne for Grønland må grønlændere og danskere stå sammen om at forhindre.
