Når jeg læser om det, der foregår omkring Grønland, bliver jeg nedtrykt. Indtil nu har grønlænderne stort set kunnet bestemme alt inden for landets grænser. De har haft fordelen af at skulle gøre oprør mod en svag stat, som er på konstant tilbagetog over for deres krav. Nu byder USA sig til med penge og smiger. Inden grønlænderne giver efter for det, bør de se på, hvordan USA har optrådt andre steder i verden, hvor de har udvidet deres territorium. På Hawaii f.eks. USA tog i 1900 magten over øen, da de europæiske stormagter var optaget af andre ting. De kunne ikke leve med, at hawaiianerne ikke anerkendte den private ejendomsret. De var begyndt at dyrke ananas på øen. På museet i Honolulu fortæller man en anden og mere pæn historie. (om slemme missionærer som ikke ville acceptere, at dronningen gik med bar overkrop og derfor fængslede hende, men så kom amerikanerne som riddere på den hvide hest og befriede hende) Oprindelig var det en koloni (eller territorium som amerikanerne eufemistisk kalder det), indtil øen blev den 50. stat i 1959. De største befolkningsgruppe er japanere, som er indført af amerikanerne som bekvem arbejdskraft. Den næststørste gruppe er amerikanere og 20 % udgøres af den oprindelige befolkning. De tømmer skraldespande og optræder i folkloristiske dragter (kvinderne med brysterne tildækket af halve kokosnøddeskaller) for turisterne på hotellerne. Eller som Encyklopædien udtrykker det: de ”udgør den laveste socialgruppe i Hawaii efter vestlig målestok.”
Det er den skæbne, der venter grønlænderne, hvis USA overtager Grønland.